Enkelt, smukt og stort

Claire Keegan: ”Omsorg”

Når man læser denne lille perle af en roman fra irske Claire Keegan er man meget nænsom med at bladre fra side til side, for man ønsker ikke, den skal ende.

Romanen foregår på landet i det sydvestlige Irland. Hovedpersonen er en ca. 8-årig pige, som er vokset op i en fattig familie med mange børn. Og da hendes mor endnu en gang bliver gravid sendes pigen, på ubestemt tid, i pleje hos hendes moster og hendes mand Hr og Fru Kinsella.

I denne roman er ingen sætninger overflødige, læs for eksempel romanens allerførste:

”Tidligt en søndag efter første messe i Clonegal kører min far ikke hjem med mig, men derimod langt ind i Wexford, ud mod kysten, hvor min mors familie kommer fra. Det er en bagende varm dag, strålende solskin med pletvise skygger på vejen og pludseligt, grønligt lys.”

Pigens familie er fattig og børnerig, og hun har blot har været én i flokken. Ord som dysfunktionel og svigt nævnes aldrig.

Men som romanen skrider frem, er det ikke desto mindre en forsømt lille pige, som pludselig bliver set, værdsat og hørt. Hvis man tisser i sengen, bliver det håndteret som noget naturligt, pigen opdager det næsten ikke selv.

Hun bliver en del af dagligdagen. Hun hjælper med at hente vand ved brønden, vender brødet på brødristeren og henter posten i postkassen – kort sagt: hun får en identitet. Hun siger selv: ”Jeg venter hele tiden, at der vil ske noget, at den ro jeg føler vil blive brudt” ”men hver dag er stort set magen til den foregående”.

Plejefamilien er god for pigen – hun trives og mærker på sin krop og langt ind i sin sjæl, det som er bogens titel: Omsorg.

Men pigen selv er så sandelig også god for plejefamilien. For som romanen skrider frem, bliver pigen, via nogle naboer, bekendt med en familiehemmelighed. Hr og fru Kinsella har for nogle år tilbage mistet en søn ved et ulykkestilfælde.

Forfatteren formår at gøre pigens tilstedeværelse til ikke blot en erstatning, men til det lille glimt af lys, som Hr og Fru Kinsella i deres sorg har glemt eksisterede.

En aftentur til stranden sammen med pigen bliver for Kinsella dén lille begivenhed, der giver ham mulighed for at leve med sit eget tab. Turen skaber samtidig et bånd af hengivenhed mellem de to.

Umærkeligt giver romanen også en klar fornemmelse af nogle svigt, som pigen har været ude for i sin egen familie.

Men sommeren får en ende, og en dag i efteråret kommer der et brev. Hendes mor har født et barn mere, og nu skal pigen hjem. Jeg vil naturligvis ikke afsløre romanens slutning, men blot sige: Alt i denne roman giver mening.

Sjældent har jeg læst en roman som er så billedligt beskrivende, fornemmende og sansende. Stillestående bliver den aldrig, for selvom handlinger, bemærkninger og refleksioner ofte er underspillede, så bevæger både pigen og plejefamilien sig. Det handler om de værdier, de to parter giver hinanden.

Forfatteren Claire Keegan har tidligere udgivet to novellesamlinger, som hun har fået en række priser for.

Denne lille roman er en fornem repræsentant for det allerbedste i irsk litteratur, og det siger jo ikke så lidt.

Læs den, og du får straks lyst til at begynde forfra.