Alt er en gåde, og du skal ikke løse den”

Historisk roman - Christine Wunnicke: "Damen med den bemalede hånd".

Boghandler William Dam i Rønne har tilføjet forlaget Café Monde som en ny aktivitet. Dets første udgivelse er den tyske forfatter Christine Wunnickes seneste roman ”Damen med den bemalede hånd”, som udkom i Tyskland 2020.

Det er en roman om et møde i 1764 mellem den dansk-tyske kartograf Carsten Niebuhr og den fiktive persiske astronom Musa al-Lahuri. 

De strander og mødes tilfældigt på en ø tæt på den indiske kyst. Niebuhr er eneste overlevende fra ekspeditionen til det ”Lykkelige Arabien”, og Musa er i tjeneste hos indiske fyrster.

Øen er ugæstfri, uigennemtrængelig, fyldt med slanger og geder. Den bebos af en lille befolkning, der lever i faldefærdige skure, og efter de strandedes opfattelse opfører de sig noget mærkværdigt.

Der er rester af indiske templer og forvitrede statuer og vidtstrakte huler. Niebuhr får et næsten dødbringende anfald af sumpfeber, men bliver reddet af Musa. Musa kan ikke tysk og Niebuhr ikke persisk, så der er henvist til at kommunikere på arabisk – et sprog, som de ikke helt har styr på.  

Deres ”videnskabelige” og almindelige kommunikation lider derfor under sproglige misforståelser, der har en munter karakter.

Det er en af romanens pointer, at sproget er det vigtigste redskab til både samtale og videnskabelig erkendelse. I forbindelse med en diskussion om en klippehules alder spørger Musa Niebuhr: ”Pisser du stadig blod?”, hvortil Niebuhr svarer ”Beder om tilgivelse?”

En anden central pointe er forskellen på vesterlandsk og østerlandsk måde at erkende verden og mennesket på. Niebuhr er rationalisten, som tegner, måler og kortlægger og tæller den ydre verden.

De forvitrede statuer måler han trods febervildelse på alle leder og kanter. Han søger mening og vished og er ikke meget for at fabulere. Alt skal kortlægges og registreres.

Musa derimod fabulerer, som er han hentet ud af ”Tusind og en nat”. Det kommer bl.a. til udtryk i den herlige fortælling, han skaber med beretningen om sin slægt. Han interesserer sig ikke for meningen med verden eller for vished og sandhed.

”Alt er en gåde, og du skal ikke løse den” og ”De dækker fladerne med kaos, for at man ikke skal se bygningsværkernes geometri.” Herlig er også hans fortælling om, hvorledes geometrien blev til.

Forskellighederne i erkendelsesformerne koncentreres i diskussionen om et stjernebillede, som i vesterlandsk forståelse er Cassiopeia: ”Så småt”, sukker Musa, I ser hele det kvindemenneske i de par stjerner. Vi ser kun hendes bemalede hånd dér”

Niebuhr spørger så, hvor resten er.

Musa folder en fabel ud, hvor Cassiopeia strækker sig over halvdelen af himmelhvælvet. De ser begge på den samme himmel og ser dog helt forskellige billeder. For Niebuhr er det en plage, for Musa en fornøjelse. Om kartografens eller poetens vej er den korrekte, må de forhåbentlig mange læsere hver for sig selv afgøre.

Normalt er historiske romaner meget omfangsrige, fordi meget stof skal gøre fiktionen autentisk. Det er ikke tilfældet her.

Forfatteren reducerer det historiske stof til det absolut mest nødvendige, men det gør ikke fornøjelsen ved romanen mindre.

I denne roman er der ingen overflødig og kedelig sætten historien på museum. Romanen her er tematisk i familie med Daniel Kehlmanns ”Opmålingen af verden” fra 2009, som imidlertid udfolder det historiske stof i et lidt større format.

Skal en historisk roman fænge, er det vigtigt, at behandlingen af det historiske stof har en eller anden appel til den nutidige læser. I modsat fald vil beretningen forekomme uinteressant og kedelig.

I Christine Wunniches roman ligger analogien mellem før og nu i sprog- og erkendelsestemaerne.

På den måde er bogen en ironisk og skælmsk kommentar til de problemstillinger, der i dag diskuteres vidt og bredt i forbindelse med mødet mellem forskellige kulturer. Bogen er god at få forstand af – på en fornøjelig måde.

For undertegnede, som er meget tilbøjelig til at holde af tysk sprog og kultur, er introduktionen af et i Danmark ukendt forfatterskab modig og meget kærkommen.

I Tyskland levede Christine Wunniches omfattende forfatterskab en lidt stille tilværelse i den litterære offentlighed. ”Damen med den bemalede hånd” blev imidlertid i 2020 tildelt en af Tysklands højest estimerede litterære priser, nemlig ”Wilhelm Raabe Literaturpreis” Det bragte forfatterskabet frem i forreste linje.

Dertil viser stikprøver fra det tyske forlæg, at Adam Paulsens oversættelse er ganske glimrende og loyal mod originalen.