Tifosissimo - stor fan!

Christian Nørgaard Larsen: ”Halvguderne. 100 år i italiensk fodbold.”

En gang imellem skal man genbesøge sine yndlingsaversioner. Deres anmelder hører til den gruppe af fodboldfans, der rutinemæssigt sammenfatter dårligdom med udtrykket italiensk.

Defensiv taktik: ’italiensk’. Professionelle frispark og professionelle skadesklager: ’italiensk’. Hold, der trækker tiden ud: ’italiensk’. Det, der er galt med Mourinho: ’italiensk’.

Med denne bagage er læsningen af bogen om italiensk fodbold en skuffelse, der ikke er gået i opfyldelse. Bogen er nemlig ikke ’italiensk’. Men klart skrevet - tifossissimo – af en stor fan.

Den går lige til sagen, den er begejstret og tager chancer, den er generøs og ikke overdrevet professionel. Den er godt researchet (sikke en litteraturliste!), men praler ikke med det, og så er den støvsuget for den blandt mandagstrænere så hyldede kynisme.

I ti stramt komponerede kapitler leverer bogen et fængende længdesnit igennem 100 år med landsdækkende bold i serie A (& B) og på landsholdet gli azzurri.

Det drejer sig om fodboldkultur og dermed også om kultur generelt, og efter læsningen har man vundet større forståelse af endnu en facet ved kulturen i Italien.

Selve ordet for fodbold er på italiensk calcio. Det er hentet fra et boldspil i Firenzes middelalder og brugt af fascisterne som led i en nationalistisk dagsorden.

Det var også fascisterne, der dannede den landsdækkende liga og promoverede landsholdet, blandt andet ved at give statsborgerskab til 2.-generations italienere i Sydamerika, særligt Argentina.

Satsningen på for alt i verden at vinde er noget af det, der gør fodbold i Italien til vigtigere end liv og død. Man udviklede revolutionerende træningsformer, og store trænerpersonligheder opstod først i støvlelandet.

En særlig forsvarsformation (kæden – catenaccio) medførte opfindelsen af den libero-position, som Beckenbauer perfektionerede.

Men den samme satsning har også flere gange kostet landet dyrt, man behøver bare at pege på match-fixing-skandaler og dommerbestikkelse helt op til de højeste niveauer. Tvangsnedrykninger, karantæner, økonomisk kreativitet i lyssky pengestrømme og direkte forbindelse mellem fodbold og politik, tænk bare på Berlusconi.

Italien har vundet VM fire gange og på meget forskellige måder. Hvem husker ikke Zidanes skalle i 2006 eller Rossis utrolige målnæse i 1982? De har også tabt, f.eks. mod Brasilien i 1970 og 1994.

De har leveret slagtere og skønhedsåbenbaringer, fremvist verdens bedste liga i nogle perioder, og så har systemet også ødelagt gudbenådede boldtalenter. Det fremragende forord af Klaus Berggreen er meget lærerigt på den led.

Nørgaard Larsen guider os gennem det hele med et aldrig svigtende nærvær. Man mærker emnets betydning for ham, og han kunne helt sikkert have skrevet langt flere sider.

Det tjener ham til ære, at han kan dy sig, for bogen vinder i kvalitet ved at holde sig til den valgte form med de ti nedslag i vigtige perioder og fænomener.

Begejstringen kan mærkes, og anmelderen overvejer i et splitsekund at omfavne et italiensk hold eller en italiensk spiller.

Men også kun i et splitsekund!