En fuga over forfaldet

Bjørn Rasmussen: ”Forgabt”

Digtene i Rasmussens seneste udgivelse kredser om ham selv, om naturen og om relationerne i hverdagen. De udgør en mangestemmig og mangefacetteret indkredsning af livet fra sommer til vinter – både i direkte og i overført forstand. Der er noget irriterende ved Rasmussens stemme, men jo længere man kommer ind i den, desto tydeligere, mere klartseende og forførende bliver den; som fuga over forfaldet.

Gentagelserne ses i det kropslige forfald, i gåturene med hunden ved Brabrandsøen, der alle begynder med samme linje, men også tabet i form af eksmandens kommen og gåen.

Rasmussen læser H.C. Andersens dagbøger, hvilket blandt andet ses i linjen, der også citeres på bogens bagperm: ”Svulm hjerte så du sprænges. Din svulstige nar”, som måske kan læses som en overskrift på hele samlingen. I hvert fald søger Rasmussen ind gennem organerne for at trænge gennem til livet, men det giver samtidig plads til en dødsangst.

Måske er det også dødsangsten havfruehalen, som Rasmussen gemmer i en skuffe, skal beskytte imod? En hale han lidt senere må se sig blevet for tyk til i en fantastisk afværgende og humoristiosk gestus:

”Da jeg tager halen op af skuffen for at havfrueforberede mig, er den

for stram. Jeg kan ikke trække den op om lårene og røven.

Jeg smider den på gulvet og googler havfruehaler i XXL.

Der er ingenting at spejle sig i. Kun små piger med fehår til

fastelavn og røde kinder.

Gamle tykke bøsser har ben på, også jeg, ingen finner”.

Men hvad sker der, når man står der i afviklingens allermest mørke krog, efter at havfruehalen er blevet hængt ud i skuret? Et håbefuldt blik:

”Jeg begraver næsen i stoffet, jeg trækker vejret gennem stoffet.

Langt ude i havet er vandet så blåt, som bladene på den dejligste

kornblomst, og så klart, som det reneste glas”.

Sommeren findes endnu som mulighed i vinteren, hvilket er passende dér ved juletid. Genopstandelsen, den cykliske verdensforstsåelse i et sekulært blik. Hvilket bringer tankerne hen på et digt, hvor Rasmussen drømmer. Frelsen sker gennem at gå op gennem et røvhul og ud af munden – det bliver nærmest dantesk i sin vulgaritet, konkrete og morsomme billeder.