Niels Viggo Bentzon og DSB

Fagbog - Bertel Krarup: ”Niels Viggo Bentzon” 

Da jeg studerede til komponist på musikkonservatoriet i 70'erne var vi forholdsvis få, der studerede faget, til koncert med Niels Viggo Bentzon.                                                                                   

 Pianisten Bentzon spillede en "Fiskesuite" af komponisten Bentzon. Han bankede løs i flyglet, bladede engang imellem og modtog til sidst et beskedent bifald.

Vi studerende fik så lov at kigge i Bentzons noder, men det eneste vi så, var tegninger af torsk, rødspætte, makrel, sild m.v. Bentzon havde nemlig improviseret, hvad han også var kendt for.

Niels Viggo Bentzon (1919-2000) - eller: NVB - var kendt for meget og meget forskelligt - en del af det ret kontroversielt.

Mest var han kendt som komponist og pianist, derefter kom kulturmennesket med happenings, provokerende udtalelser, tegninger og meget andet.

Intet af det kunne man tage fra ham, men han delte vandene, og i 60'erne og et par årtier frem var han en af de mest forkætrede i dansk kulturliv.

Publikum kunne simpelthen ikke lide hans modernistiske musik, og også i det etablerede musikliv var han lidt en paria, omend anerkendt både som musisk menneske og intellektuel. Han var kort sagt én af de største danske kulturpersonligheder i det 20. århundrede.

Bertel Krarup, mangeårig konservatorierektor, musikorganisator og kvalificeret kender af sidste århundredes danske musik, har skrevet en bog om NVB.

Det er en rigtig god bog, udgivet i en serie om danske komponister på forlaget Multivers.

Konceptet for serien er et omfang på under 150 sider, en let læselig stil, et afbalanceret forhold mellem det biografiske og musikken, der i nogen grad ikke kendes i dag. Krarups bog lever til fulde og aldeles glimrende op til disse formål.

Hvis ikke bogens emne var så interessant kunne man egentlig nøjes med forordet. Her indrammer Krarup præcist og med få ord kunstneren og mennesket Bentzon med prædikater som "manegeklovn, havkat i hyttefadet, surrealistisk kulturfænomen"-

Det giver naturligvis lyst til at læse videre om den mangefacetterede kunstner, der ikke lod sig styre af konventioner og fordomme, men så at sige improviserede sig igennem tilværelsen og musikken, dog eftertænksomt og med høj faglig baggrund.

Hverken skolen eller konservatoriet huede Bentzon.

På konservatoriet gik han i fem år og sluttede med hovedfagseksaminer i klaver, musikteori og orgel - som komponist var han selvlært.

Midtvejs i studierne, i 1939, debuterede han som sådan og var uhyre flittig og højrøstet til sin død, også som forfatter til musikfaglige bøger og artikler.

Hvad konservatoriet ikke gav ham, hentede NVB fra familien, et sandt musikdynasti, der gik generationer bagud, men også rummede et par musikalske fætre, som han drog nytte af i sin musikalske opdragelse og fremfærd.

Værkbeskrivelser og -analyser fylder meget i bogen, men i et glimrende miks med de livsbegivenheder og menneskelige møder, der var med til at præge musikken, Bentzons brede virkefelt og udtrykstrang.

Man kan læse om metamorfosen som fremdrift, om hans flirten med tolvtone-teknik og jazz, om hans symfonier - 23 blev det til (en anmelder skosede i 1966 NVB for hans flid med ordene:

"Én Bentzon-symfoni om ugen kan vel være tilstrækkelig dosis - ikke mindst når man tager kvaliteten i betragtning".

Bogen er, som de øvrige i serien, udstyret med relevant og righoldigt listestof. Den er båret af Krarups berettigede begejstring, men også et realistisk forhold til det kontroversielle og mindre flatterende hos NVB.

I NVBs levetid blev mange af hans over 600 værker udgivet, både på node og som lyd. Da han selv blev tavs. blev der også stille omkring hans musik, men den spilles i ny og næ i koncertsalene og udgives på cd.

I 1998 var jeg selv involveret i en udgivelse af mammutværket "Det tempererede klaver", hele 624 satser, der fyldte 15 cd'er, men kun 13 numre i værkfortegnelsen.

Han spiller selv, men denne udgivelse tjener mere komponisten, end pianisten Bentzon til ære.

Under læsningen af Krarups bog lyttede jeg imidlertid til den seneste cd-udgivelse af Bentzons værker, udkommet i år.

Pianisten Ramez Mhaanna, dansk med libanesisk/russisk baggrund, spiller fire af NVB's tidligste, men mest betydningsfulde klaverværker, komponeret 1941-1950, herunder hans gennembrudsværk "Partita".

Mhaanna har virkelig forstået den underlige blanding af kompositorisk stringens og vildtvoksende indfald, der kendetegner Bentzons musik, og han fortolker den nye, gamle musik med stor indlevelse og engagement.

Det er opløftende at en ny generation så kvalificeret tager én af de største musikalske ånder fra sidste århundrede til sig.

Men hvad med DSB? Jo, de fleste danskere har hørt NVB's musik, i hvert fald hvis de har kørt med tog.

I 1984 blev han hyret til at komponere et lydlogo til DSB og det er intet mindre end en genistreg. Han spillede simpelthen tonerne D-Es-B på klaveret, og så var den signatur lavet.

Processen har næppe taget mere end de tre sekunder, signalet varer, men man kan stadig høre det i IC3-togene, og det er rystende genialt.

Havde NVB, som Krarup skriver, i stedet for et engangsbeløb på 20.000 kr., fået afgift for hver afspilning, var han blevet millionær.

Det nåede han næppe, men han var på andre måder et utrolig rigt og rummeligt menneske, der gjorde andre mennesker og samfundet omkring sig rigere, som Krarup også noterer i bogens epilog.

Foto fra bogen: NVB spiller i Zoologisk Have engang i 70'erne, fotograferet af Tage Nielsen.