Identitetspolitisk vækket

Digte - Aaiún Nin: “På min huds sorthed”

Aaiún Nin er det kunstnernavn den angolanske digter Adelina Kiame benytter sig af, på forsiden af sin debutdigtsamling “På min huds sorthed”, der består af en række suiter.

Nin skriver identitetspolitisk vækket og som sådan ønsker at blive tiltalt med pronominerne de/dem.

Samlingen er et katalog over de fortrædeligheder, hun er blevet udsat for som menneske og kvinde, hvor der ligger en udtalt binær forståelse bag samlingens kønsjeg.

Bogen er et katalog over kristendommens voldelige undertrykkelse af alle, der er anderledes. 

Det er forfærdeligt at læse om voldtægter, og det er også forfærdeligt igen at læse om immigranter, der drukner. Men lyrisk set meget mere tilfredsstillende at læse f.eks.af Peter-Clement Woetmanns “Bag bakkerne, kysten” fra 2017.

For Nins digte kommer til at halte både på den indre logik og de generaliseringer, hun bruger, og som hun selv forsøger at komme udenom.

En hel side bruger hun på at angribe et “I”. Hvem er “I”? Hvilken krop er beboet af “I”?

“Hvorfor kysser I jeres hunde? De slikker deres egen røv”.

“Hvorfor har jeres mad den samme farve som jeres hud? Hvorfor lytter I til sort musik som sorte mennesker ikke længere lytter til? Jazz tilhører ikke jer”.

Alle disse ironiserende og devaluerende udsagn, der opbygges på tidligere nævnte generaliseringer, gør hendes lyriske projekt til et ureflekteret opråb, der ikke rigtig batter noget.

Som om hun, ved at være en kvinde, der abonnerer på queerteori, hvis hud er sort, som har været udsat for overgreb, pludselig kan definere sandhed og løgn?

De harcelerende angreb munder ud i dette spørgsmål: “Føler I jer nogensinde simpelthen taknemmelige for, at det, vi ønsker, er lighed og ikke hævn?”

Hvordan er dette lyrisk interessant? GADs Forlag hægter sig øjensynligt populistisk på en ressentimentbølge, der grundlæggende mangler blik for den universalisme, der er lighedens forudsætning.

Ja, jeg ved det. Jeg er en hvid mand i fyrrerne, det indrømmer jeg blankt; jeg kan hverken løbe fra min hvidhed eller alder, hvorfor jeg selvfølgelig har annulleret min anmeldelses lødighed - simpelthen ved at være født.

En af suiternes titel er “En korsfæstet mand fordømmer os alle”. Er det en korrekt gengivelse af kristendommen, hvad enten man tænker den historisk eller moderne?

Hvad enten der er tale om katolicisme eller en af de protestantiske retninger? Måske i Angola, men ikke her - hverken i Vesten eller i Danmark. Igen benytter Nin en grel generalisering. En stråmand.

Det er ikke fordi kvinder ikke gerne må være vrede. De må også hjertens gerne omfavne deres seksualitet. Men hvorfor kaste de adskillende kendetegn overbord?

“Man kastede syre på en mands brune ansigt, han var mistænkt for at være bøsse

Man kvalte en transkvinde på passagersædet i en gammel bil

Altid i det samme navn”.

“På min huds sorthed” er i bedste fald en identitetspolitisk pamflet. Sprogligt er der virkelig gode passager (f.eks. her “Hvis vi mødes på den her vej / på dette støvede, flygtige sted / et sted mellem ly og afvisning / er vi langt hjemmefra”).

Men det meste bliver opremsende uden særlig energi, uden sans for indre logik og uden selvrefleksionens ydmyghed. Ja, giv dog endelig igen, lad os blive konfronteret med uretfærdigheden, men gør det sprogligt skarpt.

Foto: Daniel Hjorth