Makrel Mettes første år

Anne Sofie Kragh: ”Det første år”.

Da #MeToo debatten var på sit højeste sidste efterår, blev Mette Frederiksen spurgt, hvorfor hun ikke deltog. Svaret var, at hun simpelthen havde for travlt med coronakrisen.

Når man læser journalisten Anne Sofie Kraghs beretning om Frederiksens første år som statsminister, forstår man til fulde det svar. Hold da op, hvor var der tryk på i de måneder, da pandemien fandt vej til Danmark.

Det havde man ikke lige prøvet siden den spanske syge i 1918, og dybest set var der ingen, der anede, hvad man skulle stille op.

Presset på den relativt uprøvede statsminister var enormt.

Hun skulle ikke alene tage en hel række beslutninger, der vendte op og ned på hele det danske samfund, hun skulle også tage dem i en fart. Rådgivningen fra sundhedsmyndighederne var langt fra entydig, så der var ingen klar vej at følge. Og der var ikke tid til at spørge Folketinget først.

Hvad Frederiksen gjorde, sagde og følte i de måneder, er hovedemnet for ”Det første år”.

Kragh, der tidligere har skrevet en portrætbog om Anders Fogh Rasmussen, havde egentlig tænkt sig at skrive en tilsvarende bog om Frederiksen, som skulle udkomme ”hen imod slutningen af hendes første periode”.

Nu har hun i stedet valgt at dele bogen op i to bind, hvoraf dette er det første. Fuldt forståeligt, der er drama nok at berette.

Kragh har været med helt inde i maskinrummet, hvortil ellers kun Frederiksen og hendes allernærmeste stab har adgang. Fast inventar er statsministerens egne ”særlige rådgivere” Martin Rossen, Martin Justesen og Sara Vad samt ikke mindst departementschef Barbara Bertelsen, som Frederiksen selv hentede ind.

Kragh passer på ikke at give nogen karakter, men i hendes fortælling fremstår Bertelsen ikke desto mindre som noget af en helt.

Hun var den første, der blev opmærksom på den trussel, som den ukendte virus fra Kina udgjorde, og fra starten pressede hun på for at få et beredskab klar - også selv om det skaffede hende et ry som ”paranoid”.

I den anden ende af skalaen finder vi Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Til en start mente han ikke, at coronaen udgjorde nogen trussel overhovedet, og senere var han mildest talt fodslæbende i forhold til de stadig mere omfattende restriktioner, regeringen foreslog.

Til sidst måtte Brostrøm dog erkende, at han ikke havde sørget for tilstrækkelig testkapacitet. På den måde fremstår den selvbevidste topembedsmand som fortællingens skurk.

Frederiksen selv fremstår som den, der forstod at skære igennem og tage ansvaret på sig. Kragh er yderst loyal mod sin hovedperson - i en grad, så nogle af Frederiksens modstandere må have svært ved at kapere bogen.

Nok især Venstres formand Jacob Ellemann-Jensen, der må finde sig i at blive direkte ydmyget. Også Alternativet og Dansk Folkeparti bliver hængt til tørre, hvorimod Nye Borgerliges Pernille Vermund og De Konservatives Søren Pape Poulsen fremstår som dem, der bedst har forstået situationen, også den parlamentariske.

For god ordens skyld handler bogen ikke kun om coronakrisen, men også om eksempelvis den valgkamp, der banede vejen for Frederiksens regering. Hendes familiemæssige baggrund i Aalborg og opstigning i partiet er også med.

Derimod står der ikke et ord om den socialdemokratiske formands forkætrede forkærlighed for makrelmadder.

Hun er mere til leverpostej og havregryn, viser det sig!

I tilgift til dette indblik i statsministerens kostpræferencer hører vi også en del om hendes problemer med høje stiletter, valg af tøj, hovedpiner og rygsmerter.

Den slags er jo med til at menneskeliggøre fortællingen, og Kragh doserer det i tilpas små mængder. Frederiksens kæreste (der undervejs bliver til hendes ægtemand) og børn får lov at være i fred.

Sætter man pris på den slags politiske frontberetninger, som ”Det første år” er, vil man elske denne bog. Håber man på et fyldestgørende, måske endda kritisk, portræt af Frederiksen, går man forgæves.

Men velskrevet er bogen, Kragh kan sit kram.

Og for enhver, der vil have indblik i, hvad landets statsminister foretog sig, og hvilke overvejelser hun gjorde sig, under ”den største krise siden Anden Verdenskrig”, er bogen et must.