Formfuldendt og skarpt

Amanda Gorman: ”The Hill We Climb”.

20. januar 2021 blev Joe Biden taget i ed som USA’s 46. præsident. Efter stormen på Kongressen to uger tidligere var stemningen højspændt – i hvert fald på denne side af skærmen.

Ville der ske noget? Kunne der ske noget? Sikkerheden var massiv, men historien har lært os, at det kunne kræver én galning. Gavrilo Princip; Lee Harvey Oswald; Mehmet Ali Ağca.

I denne lidt særlige stemning taltes der længe og måske en smule forventeligt om forbrødring i et amerikansk demokrati, som måske aldrig har stået svagere end netop nu – i hvert fald som institution.

Og i denne lidt særlige stemning trådte en ung, sort kvinde frem i en sollysende, citrongul frakke og begyndte at recitere - et digt skrevet til lejligheden. Sådan trådte den 22-årige Amanda Gorman ud af en national bevidsthed. Over i en tilværelse og ind på en scene, der lagde hendes navn på alverdens læber.

Fra en national til en global tilværelse, hvilket sikkert passer hendes fremtidsplaner fint, da hun i 2017 sagde, at hun ville stille op til præsidentvalget i 2036.

Bliver hendes planer for præsidentembedet ikke til noget, tænker jeg, at vi ville se et litterært talent folde sig ud i den kommende tid – bare hendes aktivisme ikke kommer til at rangere højere end poesien i hendes kommende digte.

Herhjemme har Lindhardt & Ringhof i hvert fald satset på, at Gorman kan sælge poesi på det danske marked. Så de har sikret sig rettighederne til Gormans udgivelser i Danmark.

Vi ved det jo faktisk ikke endnu, om talentet vil blomstre, men Gormans navn sælger i hvert fald allerede: Vi kender ikke nødvendigvis hendes digte, men vi genkender hendes signatur.

”The Hill We Climb” lovsynger det amerikanske demokratis styrke i en tid, hvor denne er svækket: ”where can we find light in this never-ending shade”.

Men der er en styrke, for digtets ”vi”, det amerikanske folk, bærer aktivt deres tab. Folket befinder sig i en situation, hvor det krydser et hav – på gåben. Jo, Gorman er katolik, og der er flere henvisninger til ”Biblen” – og troen på amerikanerne som et udvalgt folk: her for demokrati og lige værdighed.

”And yet the dawn is ours before we knew it.

Somehow we do it.

Somehow we weathered and witnessed a nation that isn’t broken, but simply unfinished”.

Og så kommer et venligt, men bestemt nik til præsidenten og den enkelte, sortes faktiske muligheder:

“We, the successors of a country and a time where a skinny Black girl descended from slaves and raised by a single mother can dream of becoming president, only to find herself reciting for one”.

Fra et vi, der drømmer til et jeg, der kan se på sig selv 20. januar 2021 og sige: ”only to find herself reciting for one”. Ikke et … and here I stand, men et ”only to find”.

”Vi” har nok drømmene, men … maler Gorman et billede af sig selv (opdateret, mere skarpt og kritisk) som Louis Armstrong? En sort jazzmusiker, der blev accepteret for sin evne til at spille klovn og dermed ikke var farlig over for den regerende hvide middelklasse? Nej, men hun prikker til glansbilledet i land of the free – og dét er forskellen.

Men først og fremmest taler Gorman forbrødringens sag – åbent, retorisk skarpt og med poetisk vished:

”If we’re to live up to our own time, then victory won’t lie in the blade, but in all the bridges we’ve made.

That is the promise to glade, the hill we climb, if only we dare.

It’s because being American is more than a pride we inherit.

It’s the past we step into and how we repair it”.

Hvis vi skal komme på højde med vores tid, så er det ikke ved at trække blankt, men ved at bygge broer og ved at reparere fortiden.

Igen: Gorman ser ikke det demokratiske projekt som fuldendt, hvilket vi aldrig må gøre, for demokratiet er altid en kamp mod middelmenneskelig ligegyldighed og afstumpede ideologer: ”But while democracy can be periodically delayed, it can never be permanently defeated”.

Nok om Gormans projekt med sit digt. Det er formfuldendt formuleret, og det bæres frem med en teknisk skarphed, der ikke synes at være forceret. Gorman leger uproblematisk med sproget ved blandt andet at gøre brug af homonymer (ord, der lyder ens), bogstavrim og ved at bygge konsonantbroer, hvis man kan sige det sådan.

Allerede i fjerde linje omformuleres hippiernes fortærskede 70’er-passus: Make love, not war. Hun skriver: ”We’ve learned that quiet isn’t always peace, and the norms and notions of what “just” is isn’t always justice”. Stilhed er ikke altid fred, så meget ved vi, men så kommer det: ”of what “just” is isn’t always justice”.

Dét, der er, er ikke altid retfærdighed. Legen med ordlyden skaber en gentagelse, der får en til at stoppe op, men gentagelse – det samme – er ikke det samme: Det, der ligner, dækker nogle gange over noget andet. Identitet bærer på en forskel.

Men hendes skrift er også tranformativ – selv på skriftniveau:

”Let the globe, if nothing else, say this is true.

That even as we grieved, we grew.

That even as we hurt, we hoped.

That even as we tired, we tried”.

Se, hvordan “grieved” (sørgede) bliver til ”grew” (voksede) og det samme med ”hurt”/”hoped” og ”tired”/”tried”. Ved at bibeholde gr/gr, h/h og t/t skabes genkendelighed, men samtidig understreges en forskellighed. Sorgen bliver til en måde at vokse på. Så meget ved vi.

Gorman er en flittig bruger af disse retoriske teknikker, og det løfter digtet. Måske netop fordi teknikkerne ikke kun er teknik, ikke kun en demonstrativ leg med ord, men faktisk understreger tematikken i digtet som helhed og linjerne, hvori de findes.

Mod slutningen af digtet bliver Gorman i tonen næsten prædikende:

”We will rise from the golden hills of the West.

We will rise from the windswept Northeast where our forefathers first realized revolution.

We will rise from the lake-rimmed cities of the Midwestern states.

We will rise from the sun-baked South.

We will rebuild, reconcile, and recover”.

Også her er arbejdes med en gentagelse (og en hilsen til Walt Whitman? Ja, det er hele digtet måske i virkeligheden).

For mig lyder det som om, at Gorman i dette stykke af digtet, mimer en Martin Luther King, idet hun blander prædikenen med æstetik (sanseerkendelsen) og det poetiske islæt, der taler til det enkelte menneske som sådan.

Men igen! ”We will rise”, opstandelsen (ja, vel egentlig i begge henseender), sagt lige præcis på Capitol Hill, der blev stormet fjorten dage tidligere af vrede menneskemængder. Det hypnotiserende ”We will rise” munder ikke ud i opstand. Nej, det bliver i sidste linje til ”We will rebuild”.

Og til sidst hedder det:

“When day comes, we step out of the shade of flame and unafraid.

The new dawn balloons as we free it.

For there is always light, if only we’re brave enough to see it.

If only we’re brave enough to be it”.

Gorman afslutter, som hun begyndte: ”When day comes”. I første omgang tøvende og spørgende, men i anden ombæring fuld af selvsikkerhed og vished. Når dagen gryer, så vil vi træde ud af skyggen. Punktum.

Amanda Gorman bliver særdeles spændende at følge, og det bliver også spændende, hvordan hun ankommer til den danske sprogdragt. Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal rumme hende på dansk – men det sker.

Heldigvis.

Lindhardt & Ringhof har ikke bare de danske rettigheder til hendes kommende bøger, men også til at udgive en oversættelse af netop ”The Hill We Climb”.

Der er med andre ord noget at se frem til. I mellemtiden må vi blive ved med at trække vejret.