Skip to main content
Ordkraftprisen 2022

Skawbo fik Ordkraftprisen

Forfatter Sanne Munk Jensen, 42 år, født og opvokset i Skagen, blev hædret med Ordkraftprisen, da årets ord- og litteraturfestival Ordkraft åbnede torsdag eftermiddag på Royal Stage scenen.

Prisen på 15.000 kr. samt et stykke unikakeramik i form af en vase, blev overrakt af direktør Nicolai Holm, Aalborg Kongres & Kulturcenter i en godt fyldt sal.

Forinden havde direktøren i sin overrækkelsestale lagt ledetråde ud, så de bænkede kunne begynde at gætte med.

- Hun er forfatter. Inviterer de unge indenfor og får dem til at se sig selv. Styr på detaljer og billeder. Hun får altid en til at trække på smilebåndet - "hold kæft, du er smuk. Som en smadret havelåge". Har undervist i 10 år på Brønderslev Forfatterskole. Der er få forfattere, som kan skrive om det nordjyske med så stor indlevelse.

Og hvis vi ikke allerede havde gættet det, kunne vi med selvsyn konstatere, at det var Sanne Munk, da hun blev inviteret på scenen og fik overrakt sin unikavase. Pengene måtte hun vente lidt med.

- Banker udsteder ikke rigtig check for tiden, så jeg håber, det er i orden, at jeg overfører på mobilpay til dig senere, lød det fra direktør Nicolai Holm.

Sanne Munk Jensen i mørk buksedragt takkede for prisen, som ovenikøbet var gået til hende – en ungdomsforfatter.

- Jeg er vokset op et sted, hvor der ikke sådan er plads til de store følelser. Hvor alt får karakteren – ”det er godt nok”. Og det er så lige meget om det er en fodboldsejr på 47-0, et bryllup eller en rullekebab.

- Og hvis man giver udtryk for følelser, så bliver man mødt med et – så, så. Få nu armene ind i bilen, jeg vidste ikke, du var sådan en følebanan, jeg troede, du var nordjyde.

Og rundede af med en tak til dem, der havde hjulpet med, at ”hun sådan en gang, blev sådan en, som godt kunne tænke sig at skrive sådan nogle bøger”. Blandt andet sine egne forældre og ikke mindst hendes dansklærere.

Sanne Munk Jensen lægger i sit eget forfatterskab vægt på at skildre ungdomslivet uden moralsk løftede pegefingre. At vise de unge, at de er noget i sig selv. At det at være pige er helt okay, og at du godt som pige både kan have ambitioner karrieremæssigt og seksuelt med dit liv.

Sanne Munk Jensen er både forfatter og manuskriptforfatter. Hun blev student fra Frederikshavn Gymnasium i 1998 og har siden læst nordisk sprog og litteratur samt medievidenskab ved Aarhus Universitet.

Hendes debutroman ”En dag skinner solen også på en hunds røv” er fra 2007, og hun har desuden skrevet bl.a. ”Satans yngel”, ”Arangutang”, ”Nærmest hinanden”, ”En dygtig havfrue” og senest ”Au pair” og ”#Parisjetaime”.

Samt ikke at glemme ”Dig og mig ved daggry” sammen med forfatteren Glenn Ringtved.

Hun skriver desuden filmmanuskripter, har arbejdet med teater og som filmmanuskriptkonsulent. 

Se galleriet af billeder herunder fra åbningen.

. Ordkraftformand Per Lyngby bød velkommen.

. Kulturminister Ane Halsbor-Jørgensen hyldede både Ordkraft og ikke mindst ord, der definerer vor verden.- Det at finde ordene, er at finde verden.

.

.

. Forfatter Sanne Munk Jensen får overrakt sin unikavase af direktør Nicolai Holm, Aalborg Kongres & Kultur Center.

.

. Kulturrådmand Jes Lunde, Aalborg Kommune, bekendte sig som ordelsker. - De kan være flotte og svulstige som Onomatopoietikon (lydefterlignende ord – red.) eller blot helt enkle, som krusedulle.

. Borgmester Thomas Kastrup-Larsen sammen med sin partifælle, kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.
Arkiv