Tårnhøjt forelsket

FILM - "Eiffel"

Hvordan hænger tårnbygning af et 300 meter højt ståltårn sammen med altopslugende kærlighed?

Hvis du ikke har tænkt over det før, så prøv at tegne et stort A oven i Eiffeltårnets kurvede linjer. Så er det ikke svært af få kvindenavnet Adrienne til at hænge sammen med symbolet på en af fransk ingeniørkunst uomtvistelige bedrifter - Eiffeltårnet, der midt i Paris.

Filmen her kombinerer den store kærlighed med tårnhøje ingeniørambitioner, og gør det med underholdende, dramatisk fransk inderlighed. Måske lige på kanten af det vel inderligt storladne.

Ingeniøren Gustave Eiffel (Romain Duris) er fremtidens stålmand. Lige udnævnt til æresborger i USA efter at have været med til at færdiggøre Frihedsgudinden. Vi er i Paris omkring 1880-erne, hvor en stor verdensudstilling i byernes by kræver et markant monument.

Men Eiffel er mere interesseret i og vil gerne bygge en metro til storbyens borgere. Det er ikke noget for ham at bygge noget, der bagefter skal fjernes. Men han skifter mening, da han bliver inviteret til en bedre borgerskabsmiddag, inviteret af sin gamle skolekammerat og ven Antoine (Pierre Deladonchamps), som også introducerer ham for sin smukke hustru Adrienne (Emma Mackey).

Du er ikke et sekund i tvivl om, at der er et eller andet mellem tårnmanden og den højkindbenede skønhed, når du ser kameraets kælne blik på og besvær ved at løsrive sig fra den attråedes blottede halsudskæring.

Hvis jeg nu bygger et rigtigt stort tårn, mon så ikke hun falder for mig? Det er selvfølgelig en ganske utænkelig tanke og har sikkert intet med virkelighedens verden at gøre.

Men byggeriet går i gang. Romain Duris spiller hovedrollen energisk og handlekraftig – en mand, der ikke lader sig gå på. Rundet af folket, lige på og uden omsvøb. På spids med arbejderne, og på hat med spidserne!

Overfor er Emma Mackey den charmerende, forkælede overklassedatter, som brænder sig skoldhed og varm på ingeniørhelten.

Deres romance og baggrund oplever vi talrige flashbacks, mens Eiffel tegner og tegner på sit tårn, og det bliver en kende langstrakt.

Men der er ikke sparet på hverken kostumer, locations eller indbygget dramatik, mens Eiffel overvinder økonomiske problemer, tekniske udfordringer, en magtfuld ægtemands jalousi og andre småbump, der står i vejen for tårnrejsningen.

Det er i alle tilfælde en film, der gør sit til at styrke den nationale franske selvforståelse og stolthed.

Når Adrienne med skælvende underlæbe giver sig hen, eller når Eiffel mandigt holder en flammende tale til de strejkende arbejdere og adræt klatrer op sit ikke fuldendte tårn for i bedste frihed, lighed og broderskabsstil at love lønforhøjelser.

Men altså først når tårnet er bygget højere!

Det er kulørt, det er den store kærlighed, og det er historien om den smaskforelskede ingeniør, der får tårnet op at stå. Måske udelukkende for hendes skyld?

Det påstår filmen i hvert fald.