”Evil dies tonight!”

Film: "Halloween Kills"

Vi er tilbage, hvor vi slap ”Halloween” (2018), og Laurie Strode (Jamie Lee Curtis), der undslap Michael Myers 40 år tidligere i filmen af samme navn fra 1978, sidder på ladet af en pickuptruck med datteren Karen (Judy Greer) og barnebarnet Allyson (Andi Matichak).

Hvis du ikke har set hverken ”Halloween” (1978) eller ”Halloween” (2018), vil jeg allerede stoppe dig her, for du vil nok ikke få meget ud af den direkte efterfølger ”Halloween Kills” (2021), hvis du ikke kender fortællingen om Michael Myers og den legendariske maske.

Mange efterfølgere til den oprindelige film fra 1978 er produceret gennem de 40 år, men disse skal man i denne sammenhæng se helt bort fra.

I ”Halloween” (2018) så vi, hvordan Lauries paranoia gennem hele sit liv var begrundet, og efter at være undsluppet Michael Myers’ greb for anden gang – denne gang med et knivstik i maven, er hun lykkelig for at huset, hvor Myers er fanget i kælderen, nu brænder ned til grunden.

De tre kvinder er på vej til hospitalet i den gode tro, at dette var enden på Michael Myers hærgen af byen Haddonfield, og at han nu brænder ned med Lauries hus.

Men mens Laurie, Karen og Allyson ankommer til hospitalet, rykker brandvæsenet ud for at slukke ildebranden - og det fortryder de hurtigt.

Den berygtede Michael Myers myrder brutalt hele det udrykkede beredskab med brandøkser og -slukkere, og inden længe er han på fri fod igen.

Det er stadig halloweenaften, og et andet sted i byen er Michael Myers’ tidligere ofre og overlevende samlet for at mindes den skæbnesvangre aften 40 år tidligere.

Nyhederne afslører for dem, at Myers i selv samme øjeblik fortsætter sine grusomme halloween-myrderier, og de beslutter sig for at ”hunt him down”.

Nu går jagten ind på den gale seriemorder, der har hjemsøgt byen i 40 år, og vi følger sideløbende Myers’ massakre gennem byen og Laurie og de andre på hospitalet.

Den store genforening

Selvom ”Halloween” (2018) ville være en passende afslutning på John Carpenters ”Halloween” (1978), så har instruktør David Gordon Green planer om en trilogi.

Derfor er ”Halloween Kills” nummer to ud af tre film, der alle foregår på én nat med masser af tråde, der kan trækkes tilbage fra den oprindelige gyser.

”Halloween Kills” lader flere af ofrene fra dengang dukke op igen, og vi er inviteret til den helt store genforeningsfest.

Jamie Lee Curtis, der spiller den ultimative overlever Laurie Strode, fik sit professionelle gennembrud i John Carpenters gyser i 1978.

Men også Lindsey Wallace, der overlevede da Michael Myers dræbte babysitteren, tager del i genforeningen.

Kyle Richards, der i dag nok mest er kendt fra ”The Real Housewives of Beverly Hills” var faktisk hende, der som 8-årig spillede Lindsey Wallace i Carpenters gyser – og hun tager nu del i jagten på Myers som den voksne Lindsey Wallace.

Sherif Leigh Brackett (Charles ”Chuck” Cyphers) er også tilbage og fortryder, at han ikke gjorde en ende på Myers, dengang han havde muligheden for det 40 år tidligere.

Genforeningen af det oprindelige cast fungerer vellykket for historien, for det giver god mening, at Michael Myers’ ofre har lidt store traumer i deres liv, efter den sindssyge morder slagtede løs 40 år forinden.

Traumerne leder til hævngerrig forfølgelse, og filmen sætter fokus på, hvor grimme mennesker kan blive, når de samles i flok og tager på hævntogt.

Den sindssyge flokmentalitet er uhyggelig skræmmende med en hel by udstyret med våben og blodtørst, som kun er opsat på én ting: ”Evil dies tonight!”

Overdrivelse fremmer forståelse

”Halloween Kills” har ligesom ”Halloween” (2018) en del humor i plottet, og desværre falder det hårdt til jorden.

Når Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) stikker sig selv i bagdelen med en morfinsprøjte for at fjerne smerterne fra knivstikket og for efterfølgende at tage del i jagten på Myers, er det så komisk, at hele biografen grinede højt længe efter.

Man fik en følelse af, at produktionen ikke har taget filmen alvorlig, der ellers fremstår som en hardcore gyserfilm, og det føles bare ikke rigtigt.

Den useriøse tilgang til plottet ses flere gange, og når det sker midt i et build-up til jumpscare, river det os ud af de uhyggelige scener, som vi ellers var så opslugte i, og det lægger en solid dæmper på det næste chok, hvilket er ærgerligt.

Myers’ ’kunstværker’, når han efterlader lig med masker, græskar og hjelme, fremstår også komiske frem for uhyggelige, og den ellers grusomme morder, der i hovedet fungerer som en femårig, træder ud af karakter med sine små kløgtige jokes i form af døde kroppe med skøre masker.

På lydsiden kan vi også grine af den unødvendige brug af lyden af knivslibning, når Myers stille og roligt tager køkkenknive ned fra væggen for at jage dem ned i et offer.

Også Myers overdrevne evne til at overleve virker vanvittig, og man kunne have sparet ham nogle skud og slag for at få hans superkræfter til at virke mere usynlig.

Selvom overdrivelse fremmer forståelse, så fjerner det alligevel fokus fra en ellers uhyggelig gyserfilm, og ”Halloween Kills” har faktisk gode, solide slasher-dele, som heldigvis ikke er alt for overdrevent.

Jeg skal med garanti se den næste film, der passende hedder ”Halloween Ends” (2022), for at finde ud af, hvordan den grufulde nat ender - og med et lille håb om, at den er bedre udført.