Skip to main content
Roman

Fænomenologens aftenstund

Roman - Paul Auster: ”Baumgartner”

Mange af Paul Austers læsere kørte måske sur i ”4 3 2 1”, da den udkom i 2017. Det var også noget af en mundfuld.

Nu kan de imidlertid roligt vende tilbage, for med den velturnerede “Baumgartner” er Auster retur for fuld kraft med et knivskarpt portræt af en aldrende filosof med fremtiden bag sig. 

Den højt estimerede lektor har for ti år siden mistet sin hustru i en gigantisk bølge på Cape Cod og prøver nu på at få tilværelsen til at hænge sammen.

Han har lige skrevet en lille bog om Kierkegaard og lægger an til en fænomenologisk analyse af bilkørsel i ”Hjulets mysterier”, men i hverdagen tøfler han rundt og fortaber sig.

Glemmer hvor han kom fra, og hvad det var, han skulle til.

Han savner sin prægtige kone, der var digter og oversætter, gør forgæves og ubetaleligt morsomt hoserne grønne for den fraskilte veninde mrs. Feuer.

Bestiller uafladeligt bøger på nettet med det ene formål for øje at få dem leveret af livstykket Molly, der bringer to minutters munterhed på dørtrinnet.

Bøgerne bliver aldrig pakket ud, de skal blot foræres til det stedlige bibliotek – når Baumgartner en gang kan få taget sig sammen til det.

Der er lange flashbacks, som beskriver hans forhold til den afdøde Anna Blume. Han fortaber sig i hendes efterladte manuskripter, og falder selv hen i herlige, eminent velskrevne erindringer om en opvækst i den ikke særlig lukrative manufakturhandel ”Trocadero Fashions” og med familiemæssige tråde tilbage til Østeuropa.

Der er naturligvis også baseball i en Auster-roman, og for Seymour Baumgartner tyder alt på, at tilværelsen snart vil tage en markant drejning, da en kvindelig phd-studerende agter at hjemsøge ham for at gennemgå hans afdøde hustrus papirer.

Det får i den grad hans puls op, og romanens slutning er forrygende og nervepirrende i al sin elegance.

”Baumgartner” er en af de sjældne bøger, som man har lyst til at kaste sig over på ny efter det sidste, ildevarslende kapitel. 

Nye læsere af Paul Auster kan med stor fordel begynde med ”Baumgartner” og derefter kaste sig over ”Orakelnat”, ”Mand i mørke”, ”Sunset Park” og New York trilogien.

Dem venter der da mange store læseglæder.

Roman

  • Paul Auster: ”Baumgartner”
  • Oversættelse: Rasmus Hastrup
  • 235 sider, 249,95 kr., Lindhart & Ringhof
  • Udkommer i dag, 6. oktober
Arkiv