Skip to main content
Roman

Knugende og menneskevarmt

Roman - Karin Smirnoff: ”Så tog jeg hjem”

I slutningen af januar i år anmeldte jeg anden del af Karin Smirnoffs fine romanserie om Jana Kippo fra den lille nordsvenske landsby Smalånger.

Dengang skrev jeg, at jeg håbede, oversætteren af Smirnoffs romaner, Birgitte Steffen Nielsen ville skynde sig med tredje del.

Fordi anden del efterlod læseren et sted, hvor det næsten burde være forbudt at efterlade en læser i månedsvis, nemlig hængende i et reb ud over en afgrund sammen med Jana og Bror.

Heldigvis skulle jeg ikke vente flere år, men kun 8 måneder, og nu vil jeg ikke afsløre for meget, men bind tre starter ved samme afgrund.

Som i de to forrige bind befinder vi os i Smalånger, hvor Jana Kippo stadig bor og arbejder som hjemmehjælper. Og som i de to forrige bind er det voldsomme emner, romanen omhandler; misbrug, vold, voldtægt, afstumpethed og menneskeligt armod.

I dette afsluttende bind er der mange tæt på Jana, der dør, og så hører vi om de år i Stockholm, hvor Jana gik på Kunstakademiet, og hvor hun mødte den voldelige Steven King – eller som forfatteren skriver alle navne i romanerne; stevenking.

Alle alarmklokker ringede hos mig, da jeg læste beskrivelsen af Steven King, men Jana drages selvfølgelig imod han, fordi der er noget ved ham, hun kan genkende. Desværre ikke noget godt, men volden, mishandlingerne, som hun og Bror oplevede hele deres barndom, indtil Bror slog deres far ihjel.

Jana slap væk fra Steven King, men inden da brækkede han næsten hver en knogle i hendes krop.

I ”Så tog jeg hjem” vender Jana tilbage til Stockholm, som hun forlod, efter at hun på Lisbeth Salander-vis tog hævn over Steven King. Denne gang skal hun udstille sine lerfigurer (blandt andet Fyldebøttekompagniet) på et galleri.

Udstillingen går rigtigt godt, figurerne bliver solgt, nye muligheder viser sig. Jana vil gerne lære at hugge i sten, hun møder Nikki, men samtidig kalder de fra nord:

Hjemmeplejen har brug for hende, John, Angelika, Petra har brug for hende, og så selvfølgelig Diana, den nu voksne datter, som blev bortadopteret, da Jana fødte hende som 14-årig.

Og selvom Jana ofte svigter, forsøger hun faktisk at hjælpe, så da sidste punktum er sat i denne fine romantrilogi, har Jana besluttet sig for at tage hjem.

Der forlader vi hende og hele det knugende, men også menneskevarme univers, Karin Smirnoff har bygget op igennem de tre romaner.

Smirnoff var over 50, da hun debuterede med ”Jeg tog ned til bror”. Jeg er spændt på, hvad hun skriver på nu!

Roman

  • Karin Smirnoff:
  • ”Så tog jeg hjem”
  • 367 sider, 300,00 kr., Politikens Forlag
Arkiv