Gunvor Reynberg, der skrev Vendsyssel Teaters succes ”Turisterne” fra 2018, har igen forfattet manuskript, og instruktør Louise Schouw bringer endnu engang ordene til live i Store Sal på teatret.
Årets julekomedie hedder ”Motionisterne” og handler om et lille firma, som tager på teambuildings-ophold på Vesterhavs Klitside Wellness op mod jul – og der er naturligt nok lighedspunkter med den uafhængige forgænger:
- Humoren og hjertevarmen går igen. Personerne kvajer sig, akkurat som vi jo alle sammen gør. ”Motionisterne” træner garanteret lattermusklerne, men forhåbentlig får publikum mere end grinene med hjem, for figurerne er samtidigt uendeligt rørende, siger manuskriptforfatter Gunvor Reynberg.
Gunvor Reynberg har researchet grundigt og talt med skuespillere og andet godtfolk fra det nordjyske, da hun skulle skrive stykket.
Både Jørgen Bing, Lone Rødbroe, Hanne Laursen og Robin Haslund Buch er gengangere og optræder på den nordjyske teaterscene i Hjørring.
Denne gang i selskab med Ulver Skuli Abildgaard og Henrik ”Baloo” Andersen.
Med et næsten rent nordjysk ensemble, der bruger dialekt i den underspillede humor med glimt i øjet, garanterer instruktør Louise Schouw, at den nordjyske humor er med hele vejen.
Ifølge hende selv er hun nordjyde ”by heart”, selvom hun til dagligt bor i Greve, Sjælland. Hun finder sig godt tilpas i Nordjylland, hvor hun har instrueret to forestillinger på Aalborg Teater og nu også to på Vendsyssel Teater.
- Heroppe er tingene lige ud ad landevejen, hvor der ikke ligger ting skjult. En fisk er en fisk, og det kan jeg enormt godt lide, fortæller Louise Schouw.
Mink, MeToo og mobning
Selvom ”Motionisterne” er en julekomedie, der er spækfyldt med julesange, som man kan synge med på, så indeholder stykket også dybere aspekter som minkskandalen, MeToo og mobning, som Louise Schouw finder rart også at berøre på en teaterscene.
- Når man går herfra, har man fået en sjov oplevelse og grinet rigtigt meget, men man går også herfra med en bund af noget andet.
- For eksempel er der en i firmaet, der bliver mobbet rigtig meget. Altså rigtig voksenmobning, som jeg tror, der findes meget af rundt omkring i virksomheder, siger instruktør Louise Schouw.
- ”Motionisterne” er en komedie med hjerte, og jeg har forsøgt at finde hjertet i hver eneste karakter. De seks forskellige karakterer er sjove, men de har også alle en baggrund, fortid og en relation, som vi alle har og kommer af, siger hun.
Der lægges altså op til både grin og refleksion, når Vendsyssel Teater har premiere på juleforestillingen ”Motionisterne” den 11. november, som iøvrigt kan ses frem til 18. december.
Køb billet til forestillingen her.