Bagtæppet består i aftenens anledning af guldstrimler. De hænger fra loft til gulv. Bortset fra det er scenen tom. I loftet er der et svagt blåt lys. Publikum drysser langsomt til i minutterne op til, at forestillingen begynder. Da klokken slår 19:30, er salen næsten fyldt.
Dansk Danseteater er på turné med deres forestilling ”Two Lions and a Castle”. Forestillingen er koreograferet af Israelske Roy Assaf. Han har tidligere lavet værker til spillesteder i både Paris, Venedig og New York.
En svag sang, som lyder som om, at en af danserne synger, toner frem af højtalerne. Den består simpelthen af ordene – La la la. Herefter kommer danserne på scenen og præsentere sig selv med kort koreografi. De fleste af dem har normalt tøj på, som består af et par bukser og en bluse. Men en enkelt af dem har en guldtrikot på.
I denne forestilling har de ti dansere haft stor indflydelse på konceptet. I en introduktion til showet møder vi to af danserne, som fortæller om en metode, de brugte i udviklingen af showet kaldet ”proactive time”.
De brugte nogle timer hverdag på metoden, hvor der hverken var regler eller rammer. De kunne danse, synge, lave ansigter og så havde de en mikrofon midt i rummet, som de også kunne eksperimentere med. Herfra tog koreografen forskellige dele, som endte med at blive en del af showet.
Efter præsentationen kommer en af danserne frem på siden af scenen og fortæller, at de nu vil vise de dele som ikke kom med i showet. Men på samme tid går showet nu rigtigt i gang.
Selv er jeg i starten en smule forvirret. Forskellige indslag glider frem på scenen. De varierer i længde og form. I nogle bliver der danset, i andre talt og i tredje bliver der også sunget. Ros til danseren som både danser og synger i flere minutter, det ser ud til at være hårdt arbejde, men han bærer sig godt af med det.
Bagved danserne glitrer guldstrimlerne som et hav. De forskellige indslag, eller scener fortsætter. Der bliver både kravlet og lavet grimasser. Samtidigt er de klassiske dansemetoder, vi ser, også smukke. Man er ikke i tvivl om, at det er professionelle, vi har med at gøre.
Flere gange høster indslagene store grin hos publikum. Især i den første del af showet. De karikerede bevægelser og den gode komiske tegning bidrager helt sikker til stemningen. Det gør de opfindsomme indslag selvfølgelig også.
Jeg siger til mig selv, at det handler om at give sig hen til, hvad der foregår på scenen. Så det gør jeg. I en af scenerne samler danserne en bunke blomster midt på scenen, og laver herefter alle sammen dansetrin, som ligner gråd. Det ligner, de er til en begravelse.
Jo længere hen i showet vi kommer, jo længere virker det også til, at indslagene bliver. Lyden, vi hører, består både rytmisk musik, meget hurtig snak, en monolog eller en historie som bliver læst op fra bag scenen. Den passer godt sammen de skiftende indslag, vi er vidne til.
Nogle af indslagene kan virke lidt lange, når hverken lyden eller dansen variere ret meget. Det kan også mærkes blandt publikum, som i disse stunder deler et par hviskende ord med hinanden. Men ellers virker der til at være ret stor forskel på folks begejstring.
Efter en times tid slukkes scenelyset. Publikum giver et bifald, imens danserne kommer frem og bukker. De får dem også lokket frem en anden gang, her tramper enkelte publikumsmedlemmer også i gulvet.
Showet føltes som en vild feberdrøm. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg lige har været vidne til. Men samtidigt fortryder jeg heller ikke, at jeg oplevede det.
Fotos: Raphael Frisenvænge Solholm