Irriterende, dum og uimodståelig

TV-SERIE: "Min kamp"

"Min kamp" er i grunden en lidt anløben titel på et værk. Henviser det til Knausgaards selvbiografi i seks bind med samme titel? Eller endnu værre: Er titlen lånt fra tysk?

Denne kække og korte tv-serie i fire afsnit handler om Veronika Katinka. Måske kender du navnet. Hun har været en del af holdet bag Den korte Radioavis på Radio 24/7. Men hun er også en kendt profil på Instragram (Find det her). 

Veronika Katinka er en fiktiv person skabt af forfatteren Anna Juul. Og alt ved Veronika Katinka er anstrengende. Om det så er navnet: Der er alt for mange stavelser i det navn. Det gør det pisse irriterende. Siger hun selv.

Anna Juul har skabt en person - en alter ego - som repræsenterer alle de værste sider af hende selv. Og denne Veronika Katinka er altså virkelig irriterende. Jeg lover dig: I starten af denne tv-serie bliver du vred på hende mange gange. Hun er måske en af de mest anstrengende hovedpersoner set i et stykke dramatik i lang tid.

Vi møder Veronika - som hun ofte kaldes i kort form -  til en digtoplæsning i første scene. Hun vil nemlig gerne være digter. Nu deltager hun så i et open mike-arrangement, hvor hun reciterer et digt.

Ja - Veronika vil gerne være digter, lyder det i første afsnit. Men det viser sig, at det hun for alvor higer efter er berømmelse. Hun vil være berømt for enhver pris. For at blive det, tager hun fat i alle de nødhjælpspakker man kan komme i tanke om: Selv-iscenesættelse, løgn, manipulation, sex - find selv på mere.

Som digter skriver hun i øvrigt særdeles explicit om sex.

Efter første scenens digtoplæsning kommer Eric hen til hende. Han er dokumentarist, og han vil gerne lave en film om hende. Han er så hendes faste wing man gennem hele serien.

Eric er hendes absolutte modsætning. Han er introvert, lidt underkuet, men ret klarsynet. Han tilfører hendes projekt det modsatte af, hvad hun står for. Og kommer dermed til at balancere tingene.

Gennem de fire episoder ser vi hende tage stedse skrappere midler i brug i jagten på berømmelse. I afsnit 4 vil hun for eksempel recitere et digt, mens hun bliver kneppet (hendes eget ord for den handling). Det fører hende direkte til Kunsthal Charlottenborg. Her i de i gang med at fortælle hende, at hun er uinteressant og ikke en kunstner. Så kommer hun i tanke om det med sex-scenen.

Så er også Charlottenborg solgt

Forfatteren Anna Juul spiller selv Veronika Katinka. Det gør hun altså godt. Især i betragtning af de tirader af ord, der sprøjter ud af munden på Veronika. Det er faktisk en meget svær rolle. Men det letter nok også lidt på det, at Anna Juul har optrådt som Veronika Katinka i flere år nu.

Hun får også gestaltet rigtigt fint, at Veronika er et sårbart menneske, med en særdeles skarp profil i det psykiatriske system: borderline og skizofreni. Altså foruden alt de andre problemer.

Og endelig får hun vist os alle de grimme og løgnagtige sider af sit alter ego. Vi ser hende gå rundt i Urbanplanen i København, mens hun fortæller kameraet, at hun er vokset op i misbrug og fattigdom. 

Altså indtil fotografen Eric afbryder hende og fortæller, at hun er fra en rig familie i Gentofte. Og at man ikke er fattig, når man har en Wegener Bamsestol derhjemme til 125.000 kroner - altså når den er på tilbud.

Hykleri og løgn bliver konstant skrællet af vores hovedperson, og jo mere der skrælles, des mere kommer vi til at holde af hende. Alt sammen fortalt med en stille, sort humor.

Dette er en tv-serie for unge. Den er klippet hårdt og kulørt. Når der tales i telefon kan (vi ældre) knap høre, hvad der bliver sagt. Men den er altså er fint, og særdeles underholdende blik ind i et menneske, der på baggrund af og på trods af en solid psykiatrisk diagnose vil frem i verden. Koste hvad det vil.

"Min kamp". Kampen mod hvad? Ja det afsløres i den uimodståelige slutning på serien. Og det sker blandt andet med denne guddommelige kommentar:

- Hvis man skal være psykisk syg, så kan man lige så godt være det på DR 3.