Skip to main content
interview

Ingen revolution her og nu

Thomas Bjørnager er netop udnævnt til ny direktør for Aalborg Teater. Han bor i København. Og ja: Han flytter til byen. Han har ikke tænkt sig at være mandag-til-torsdags-direktør. Han har heller ikke skolesøgende børn at tage hensyn til. Kun en ægtefælle, som så må rejse til Aalborg på besøg i weekenderne.

Han har heller ikke aktuelle planer om at lave om på det hele. Repertoiret er i øvrigt lagt for den kommende sæson, og Hans Henriksen er ansat til sommeren 2023. Det kommende års tid skal Thomas Bjørnager derfor bruge på at lære personalet at kende. Og han skal gøre et repertoire klar til sæsonen 2023/24.

- Why fix what isn't broken, siger han. Men han er også til fulde klar over, at coronaen har smadret al statistik og måske også vores kulturelle forbrugsvaner. Så indtil videre skal der produceres bredt med plads til det smalle.

- Den gang jeg var freelance-kunstner og arbejdede fra projekt til projekt, da kunne jeg vælge det, der passede mig. Da jeg så pludselig blev leder, så måtte jeg flytte det punkt ud af mig selv og i stedet arbejde mod et punkt, der tager hensyn til de andre. Men det er en stor tilfredsstillelse for mig, at det ikke kun handler om min smag, mener han.

I lighed med masser af andre teaterchefer vil han gerne være med til at få gennemsnitsalderen ned blandt publikum, så der også kommer unge voksne på tilskuerrækkerne.

- Hvis man skal have løst problemer med babysitning og parkering og meget mere, så skal det også have relevans og genkendelse for publikum. Så vi må finde ud af, hvad de unge voksne vil have.

Og præcis det er et spændende spørgsmål, for coronaen har ændret vores måde at tænke på. Der er klima, inflation, populisme i spil. Alting er i bevægelse. Og det har den nye chef også fokus på.

En ny teaterdirektør kan også skifte sit ensemble ud. Det kommer dog ikke til at ske uden videre.

- Jeg vil gerne lære ensemblet og personalet at kende. Jeg forstår, at det er tillidsbaseret at have et forhold til skuespillerne. Det er dog stensikkert, at vi skal beholde et ensemble. Det giver en kollektiv ro, mener Thomas Bjørnstad.

Aalborg Teater har længe haft en ambition om at flytte til nyere og med tidssvarende lokaler. Aalborg har i forvejen fået et Utzon Center og Musikkens Hus, og også Aalborg Teater vil gerne flytte. Men indtil det sker, mener Thomas Bjørnstad, at man skal opføre sig som om, det allerede er sket. Altså i bevidstheden, når det ikke kan lade sig gøre rent fysisk.

Bjørnstad er uddannet arkitekt, men som han siger:

- Jeg er mere arkitekt af navn end af gavn. Jeg har mere arbejdet som scenograf. Men jeg kan da læse tegninger.

Han har dog prøvet processen før: At flytte en større institution til et nyt hus.

I udgangspunktet kommer Bjørnstad ikke umiddelbart til at instruere, men han vil bestemt ikke afvise, at det kan ske.

- Men det er nok mere sandsynligt, at jeg vil lave scenografi. Jeg vil dog ikke afvise, at der kommer en opgave, hvor jeg kaster mig over det hele.

Thomas Bjørnstad har tidligere været leder af Teatret Vårt i Møre og Romsdal i Norge. Den stilling havde han mellem 2012 og 2019. Det eret teater, der lige som Aalborg Teater har omkring 10 store produktioner hvert år. Dog med et mindre budget og færre ansatte, hvilket er begrundet i, at teatret også lavede en del turnevirksomhed under mere statslige budgetter.

Aalborg Teater har de senere år udviklet sig til et repertoire-teater, hvor man har en masse forestillinger liggende klar, som kan spilles i kortere perioder. Det vil der ikke blive ændret på. Det stod faktisk i stillingsopslaget, at det skal fortsætte.

Så på bundlinjen står, at der ikke venter en revolution i kulissen, men at den nye teaterlader kommer til byen, lærer teatret og personalet at kende, og så arbejder videre derfra. For som han sagde tidligere i denne artikel:

- Why fix what isn't broken.

Arkiv