Nederdrægtighedernes holdeplads

"Edward Albee's: "Hvem er bange for Virgina Wolf"

I morgen torsdag 29. september har Aalborg Teater repremiere på "Hvem er bange for Virgina Wolf! Vi bringer herunder Max Melgaards femstjernede anmeldelse fra premieren i marts i år.

Fire timer varer dette stykke, og sådan en længde kan jo skræmme de fleste væk fra en teatertur. Men hvis man vil opføre stykket, så er det forbudt at beskære det, siger rettighedshaverne. Så fire timer må det blive!

Lad mig bekende blankt: De første to minutter var kedelige... Men så skal jeg da ellers lover for, at de følgende 3 timer og 58 minutter var med fuld knald på.

Aalborg Teater har også hevet det helt store skyts frem i kampen mod tiden: Marie Knudsen Fogh og Martin Ringmose. Det er jo to af teatrets helt store kapaciteter. Og når det lykkes så godt, skyldes det naturligvis de to.

Stykket havde premiere for 60 år siden i disse dage og har gået sin sejrsgang over hele verden lige siden. Og det er helt naturligt, for her er der nogle dialoger, der er så skarpe, at man kan skære sig derpå.

Det er også nogle ualmindelig nederdrægtige replikker. Og det værste ved dem er, at de rammer så præcist. Det er replikker, der er svære at give igen på. For det er så ondt og perfidt.

Hele tiden handler det om at pille den anden ned.

Den ene og den anden er Martha og George. Hun er datter af direktøren på det universitet, hvor han underviser.

Efter en fest på universitetet inviterer de et ung par med hjem til efterfest. Klokken er to om natten.

Det starter som en træg fest. Til gengæld flyder alkoholen i stride strømme. Det unge par oplever de to ældres skænderi. De inddrages deri. De fascineres over det, og de afskyr det.

Det samme gør vi publikummer.

Mens de fire timers skænderi fyger over scenen, så sidder man også og spekulerer på, om det i virkeligheden er en kærlighedserklæring. Om det er en leg.

For der er heller ingen tvivl om, at Martha og George ikke kan undvære hinanden. Men hvorfor skal de være så modbydelige, når de forsøger at udtrykke det? Hvorfor skal enhver samtale udvikle sig til en kamp mellem de to?

Men kig dig så omkring i din omgangskreds. Der finder du jo Martha og George et sted. Der finder du parret, der har opgivet at tale pænt til hinanden, selv om de ikke kan undvære hinanden. Eller er det måske dig selv om din partner?

For vi har jo nok alle en lille flig deraf. Her er det bare sat på spidsen med en rumraket i røven.

Vi bliver også ekstra draget, fordi de skarpe dialoger er så vanvittigt intelligente. Endelig skal vi også huske at nævne, at publikum ofte er flade af grin over replikkerne. For det er altså også morsomt, så det vil noget.

Der er uendeligt mange ord i denne forestilling. Og jeg er mildt sagt imponeret over instruktionen og skuespillerne. Dialogerne falder ekstremt tæt. Der tales i munden på hinanden. Det er ikke skuespil for dilettanter, dette her.

Jeg er da også fyldt med næsegrus beundring over Fog og Ringsmose. Du godeste hvor er de gode. De kommer igennem hele følelsesregistret. Det er begejstring. Det er liderlighed. Det er kærlighed. Det er had. Det er sorg og tyngde. De mestrer det sublimt.

Karla Rosendahl og Østen Borre Simonsen spiller det unge par. De gør det virkeligt godt, og der er ikke en finger at sætte på deres arbejde. Deres problem er blot, at de to hovedroller er så stærke, velspillede og ordrige, at de blegner. De er og bliver biroller.

Scenografien består af en stue uden vægge. Den er blot afgrænset af stålstænger og lidt møbler. Og så roterer den med jævne mellemrum. Eller kører lidt frem og tilbage.

Det er ganske fint, men i tredje og sidste akt roterer den helt vildt, og det bliver for meget. Det virker som om, det er en gimmick, man bruger alene fordi man kan. Det er ikke noget, der tilfører forestillingen substans.

Men se den endelig. Lad dig ikke skræmme af, at den er  lang. Det er kun de første to minutter, man keder sig. Resten af tiden er vildt underholdende.

Foto: Allan Toft