Tine i tredje person - version 2.1

TEATER: "Tine"

I krig og kærlighed...

Ja nok gælder alle kneb, men der er ingen kneb, der virker her. Krig og kærlighed følges synkront ad i forestillingen, indtil begge ender med det totale nederlag. Tine drukner sig i dammen, og Danmark taber ved Dybbøl.

Sådan er rammen om Herman Bangs roman af samme navn. Og sådan går det også i Aalborg Teaters dramatisering af Bangs gamle roman.

Forestillingen er meget tekstnær. Det vil sige, at Tine ofte citerer sig selv på scenen. Line Nørholt spiller Tine, og mange af Tines sætninger indledes med "Tine sagde/gjorde" med mere. Altså i tredje person.

 "Tine" er og bliver en tragedie. Så det vil naturligvis være tarveligt at hælde en spand humor ned over forestillingen.

Spand, skrev jeg. Ja spand. Sammen med masser af spande og masser af stole har vi alle materialerne samlet til stykkets rekvisitter. Der er ikke andet.

De bruges til gengæld fermt og effektivt til at opbygge stemning. Både når det skal være løssluppent og når det skal være sørgeligt. Flot gjort.

Der er 12 skuespillere på scenen, og de er på hele tiden. Hvis du ikke kan se dem, så skyldes det, at de er bag forestillingens let transparente tæppe, der deler scenen op i en for-scene og en bagscene.

De store roller i forestillingen er få, men alle skuespillerne fungerer som det klassiske kor i græsk teater fra før Jesus blev født.

De laver en kakofoni, når de er sultne soldater, de laver optrin, når de er de lidt mere dannede officerer, de synger -  ofte. De synger salmer. De synger tekster, der forklare handlingen. Og meget mere.

Flot sang i øvrigt. Flot stemmearbejde.

Også det er jo på mange måder et flot minde om tidligere tider: Det fungerede for 3000 år siden. Og det fungerer her.

I dagens malstrøm af hurtig klipning og højt tempo alle steder, så er det et modigt og vanskeligt valg - men skønt netop fordi det virker.

Jeg sad under forestillingen og funderede over, om stykket ville virke, hvis man overhovedet ikke kender bogen bag.

Lige der tror jeg, at det vil være op ad bakke. Det varer lang tid, før man fanger forestillingens plot. Alle vi har der har læst "Tine" i gymnasiet (eller senere) ved, at dette handler om ulykkelig kærlighed. Men er man fuldstændig ubekendt med forlægget, da tror jeg, at stykket er svært at forstå. Så skal du se forestillingen uden at kende "Tine", så læs op på sagerne. Enten ved at læse bogen, eller ved at få et grundigt referat. Den slags findes i solide mængder på nettet.

Line Nørholt spiller den store og krævende rolle som Tine. Det gør hun fremragende. Hun får det ene øjeblik gestaltet den purunge piges sværmeriske forelskelse i skovrideren, Berg. Senere kommer den hektiske, kødelige kærlighed, og Tine føler sig som verdens lykkeligste menneske umiddelbart efter.

Men så skifter det. Så kommer tvivlen og siden fortvivlelsen. Hele denne nedtur skildrer Line Nørholt formidabelt, indtil hun ligger livløs i dammen.

Vi ser ikke nogen dam. Vi ser ikke nogen krig. Vi ser ikke noget samleje. Vi ser ikke trætte og sultne soldater, der æder. Men vi ser det for vores indre. På den måde er Herman Bangs tekst magisk, og den magi lykkes det at transformere ind i forestillingen. Vi ser en hel masse, som vi ikke kan se. Præcis som når man læser en god bog.

Sådan er denne forestilling nemlig: Som at læse en god bog. Der overlades meget til tilskuernes fantasi. Hvis du vil lege med, så er det fremragende. Hvis du ikke kan se billederne, så vil du mene, at det er noget juks. Så jo: Det er et teaterstykke, der kræver noget af publikum.

Du kan læse anmeldelse af teatrets streamede udgave i januar 2021 her.

Du kan se teatrets introduktion her - det er en god idé hvis du ikke kender bogen