Sløv middelklasseskildring

TEATER - "Sommergæster"

Det tid til ferie og afslapning, og derfor er en flok venner taget sammen ud i et sommerhusområde for at nyde tilværelsen og flygte fra virkeligheden.

Og her sidder de så.

Læger, forfattere, ingeniører, direktører sammen med deres koner og diskuterer livets store og små spørgsmål med uanede mængder af alkohol.

Hvordan bør man leve sit liv? Hvilke middelklasse-problemer er værst? Hvem kan få ordet mest? Og hvem kan beklage sig bedst?

Forestillingen er skrevet af den russiske dramatiker Maxim Gorkij i 1904, og det tydeligt, at stykket er skarp kritik rettet mod den passive og selvoptagede middelklasse blot 13 år forud for den russiske revolution.

De er dovne, afstumpede, egocentrerede og er ved at dø af kedsomhed, og stykket er et stærkt udtryk for, at når man lever i verden, hvor alt er nemt, kan det være svært at finde mening med livet.

Forestillingen iscenesættes af Teaterdirektør Hans Henriksen, og den smukke og spændende scenografi er skabt af den verdenskendte Serge von Arx.

Her står det store, hvide og moderne set-up som blankt og tomt lærred - og som et ekko af sommergæsternes ulidelige ensomhed.

I midten er placeret en swimmingpool, der er centrum for begivenhederne, og som fungerer aldeles godt både i forgrund, baggrund og derimellem.

På scenen kan man opleve næsten hele Aalborg Teaters store ensemble, der i 14 forskellige diskussionslystne roller markerer diverse klager og banale problemer, man lever med som veluddannet middelklasseborger.

Janus Bakrawi, der gæster Aalborg Teater i sæsonen, spiller den fortvivlede forfatter, der gerne vil holde fri og derfor ikke deltager så engageret i de andres evige diskussioner.

Forfatteren har indset, at det kun er kultureliten, der gider at læse og diskutere hans litterære værker, og at underklassen er fuldstændigt ligeglade.

Dette fik mig til at tænke: Hvem er teaterstykket egentligt for? Er det kultureliten, som bader i sin egen ros og selvoptagethed? Eller er det også for almindelige menige mennesker, som bare gerne vil have en god aften i teatret?

For sidstnævnte blev ”Sommergæster” desværre en langsommelig affære. Måske fordi det russiske drama er evigt gentagende i sine pointer om middelklassens hæmningsløse levemåde.

Eller måske fordi en af rollerne med allermest taletid var gennemgående uforståelig, og mit danske sprogøre kunne ikke tyde de norsk-udførte replikker i de hurtige diskussioner på tværs af scenen.

Visse skuespillere var dog spændende at iagttage, og man glemte helt at stykket generelt var en lidt kedelig proces at komme igennem.

Her er værd at nævne Annika Johansen og Martin Ringmose, der tydeligt og forståeligt leverede replikker, som på hver sin måde afspejlede den ægte sandhed på en troværdig måde.

Musikken understøttede de bizarre skænderier på en komisk og underholdende måde i sin jazz-tone og passede virkelig godt til stykkets udtryk.

”Sommergæster” afsluttes med ordene: ”Alt er ligegyldigt, alt er uden betydning”, og det er desværre også den fornemmelse man går fra teatret med.

Stykket er sløvt i optrækningen, og da det endeligt begynder at tage form, er det allerede slut.