Smuk scenografi, flot skuespil - og totalt uforståeligt

TEATER: "De skønne dage i Aranjuez" Jeg så stykket, da det havde premiere som streamet teater tilbage i januar. Dengang skrev jeg, at jeg ikke forstod det. Det gør jeg stadig ikke. Så har jeg lige som varedeklaret mig selv: Dette er et meget vanskeligt stykke. Og det overstiger helt klart min fatteevne. Jeg kan dog umiddelbart godt konstatere, at det er meget bedre som teater end som streamet teater. Men lad os lige starte med det positive. På den front er det tre virkeligt stærke ting: Scenografien Scenografien er fabelagtig. Lyset er smukt. Scenografien hensætter en til et sydspansk landskab. Her er kraftig vind - så kraftig at den smukke beplantning nejer i vinden. Så kraftig at vi kan mærke vinden på tilskuerrækkerne. Der er også en lille vandkunst i scenografien. Nøj hvor den larmer. Altså på den fede måde. Den vandkunst er genial i scenografien. Men også lyset er genialt. Varmt, sydlandsk, lækkert står det i sin gullige tone - iblandt ovre i den helt klart hvide farve. Altså som ...