Jazzet Shakespeare

Teater -”Romeo og Julie”

Det er meget godt at sige om Vendsyssel Teaters dristigt jazzede og gendigtende udgave af Shakespeares klassiske kærlighedsdrama ”Romeo og Julie”.

Historien om det unge par, som skønt det er ganske umuligt forelsker sig. For Romeo er en Montague og Julie en Capulet, og de to familier har i årevis været i uforsonlig strid. Med både ord og kårde.

Men smaskforelskede bliver de. Egentlig ganske overraskende for da stykket åbner, er Romeo ulykkelig forelsket i en anden, Rosaline, men overtalt af sine to venner, Benvolio og Mercutio sniger han sig maskeklædt ind til Capuletternes fest og bliver her ganske betaget af Julie.

Julie danser der med sit fornuftsægteskabs tilkomne Paris. Det ved hun bare ikke endnu, og så får hun øje på Romeo. Og så går det derudad for de to unge elskende, som vil hinanden for enhver pris – hvad så end verden, forældre eller alle andre siger.

I den jazzede gendigtning står skuespillerensemblet som forstenede i den buede slotstruktur, mens sangerinden og dødsenglen Molly Koppel synger prologen i form af ”To elskende”.

Fornemt spillet jazz med Benjamin Koppels karakteristiske altsax, problemet er bare at ordene er rigtig svære at forstå og høre, også fordi Molly Koppels stemme ligger oppe i det allerhøjeste lyse, anstrengte toneleje.

”Om kærlighed der rammer dem så hårdt”

Men så går den syngende dødsengel rundt og rører ved de stivnede skuespillere, og vi er i gang. Og de to sprudlende spradebasser - den platelegante Mercutio (Simon Kongsted) og den mere afdæmpede besindige Benvolio (Søren Højen) - folder deres eget ophedede uforstandige had til Capulet ud i rimede vers.

Stykkets tekst er ganske nutidig i sprogtonen i Niels Brunses nyoversættelse, og det gør meget godt for stykket. Præget som det er af Shakespeares typiske skift mellem det tragiske og almenmenneskelige og så det groteske og komiske.

Stykkets Romeo bliver spillet overstadig, ungdommelig af Lue Støvelbæk. Ulykkelig tynget af Rosalines afslag og så alligevel ikke mere hjerteknust end at han friskfyragtigt fyrer et ”hvad skal vi spise” af, da han har udpenslet sin hjerteve

Der er noget ukueligt optimistisk over hans spil, hans sprælske kropssprog, men også en tendens til at netop det, gør det svært for os at tro på, at dette brushoved i hvide sneakers virkelig senere bliver så hjerteskærende alvorligt ramt af Amors pil.

Over for ham er Luise Kirsten Skov med sin lillepigestatur iklædte hvide konfirmationskjoler en skrøbelig og samtidig viljestærk Julie. Der på trods - sammen med munken Lorenzo, spillet afklaret og velartikuleret af Peter Gilsfort - finder en udvej for at slippe ud af det truende fornuftsægteskab med Paris.

Tror hun, vi andre ved bedre og kender jo Shakespeares historie fra utallige versioner og gendigtninger, som musicalen ”West Side Story” (1957), Prokofjevs balletmusik og talrige filmatiseringer.

Replikbehandlingen er sine steder for kvidrende hurtigt, febrilsk rablende. Især i første akt, er det godt nok mange ord, der skal fyres af, og de mange sangnumre, der afbryder spillet, er svære at integrere. Også fordi Mollys høje Sanne Salomonsen-klingende stemme kan være ganske svær at forstå.

Rundt om hovedpersonerne, de til døden forelskede Romeo og Julie, bliver der spillet både solidt og dækkende. Lone Rødbroe skal fremhæves for sin ammerolle, god replikbehandling og djærv elskelig i sin kærlighed til Julie, der får hende til at hjælpe sig.

Sammen med munken Lorenzo repræsenterer hun fornuften og såmænd også snusfornuften, der sætter sig op mod uforstanden, hadet og familiestriden.

Tybalt i form af Nicklas Søderberg Lundstrøm er også stramt ond og hedsporet spillet, lige som Jørgen Bing gør det godt som den patriarkalske fyrste, både streng, smålummer og indsmigrende.

Det er en rigtig god historie om ung-kærlighed-til-døden-os-skiller. Med dristig udnyttelse af teatrets unikke rum. Stykket er fornemt gendigtet og spillet. Især der hvor der faktisk bliver spillet skuespil, hvor skuespillerne får plads og råderum for ord og bevægelse.

Så tøv ikke med at se det.