Tvangsfjernelse med plads til grin

I Aalborg Teaters nye egenproduktion ”Revolution i kommunen” hilsen vi igen på mor Anita, hendes søn Lars og Nabo-John, men denne gang er det ikke en truende tvangsauktion, de skal forhindre.

Nej. Lars er vendt hjem fra København til det nordjyske med sin førstefødte søn, Vincent, på flugt fra myndighederne. Barnets mor er deprimeret, indlagt på psykiatrisk afdeling i hovedstaden, og Lars ved ikke, hvad han skal stille op.

Vi møder stykkets instruktør Martin Nyborg og manuskriptforfatter Henrik Szklany en grå novemberdag i teatrets tomme cafe siddende med hver deres krus kaffe til en snak, inden prøverne på stykket igen skal i gang over middag.

- Tonen og problemstillingen, tvangsfjernelse af et spædbarn, er tungere end i etteren, altså i stykket ”Alle mulige ting til salg”, hvor vi også arbejdede tæt sammen. Men vi har også arbejdet med at få en vis lethed ind, så der er balance mellem komik og socialrealisme, siger instruktør Martin Nyborg.

Allerede under prøverne på det første stykke om Anita & Co. i 2018 fik dramatiker Henrik Szlansky lyst til at skrive et nyt stykke om familien og deres problemfyldte liv. Og det var faktisk to år, før Aalborg Teater igen henvendte sig for at høre, om det kunne blive til et nyt drama.

- Persongalleriet, karaktererne var vokset så meget dengang, at jeg legede med ideen: - Hvad ville der ske, hvis den voksne søn, Lars, vendte hjem igen. Med et spædbarn, som kommunen vil fjerne. Ville familien kunne klare det? Kunne de dokumentere, at de var i stand til at passe på et lille nyt liv, siger Henrik Szlansky.

På den måde skildrer stykket ikke alene, hvordan det er sidde overfor en socialrådgiver, der skal tage stilling til, om du nu er egnet og kan påtage dig forældreansvaret. Eller om dit barn bliver taget fra dig.

Stykket sætter samtidig fokus på, hvad der rent faktisk sker i en familie, når en ny lille verdensborger rykker ind og vender op og ned på det hele. Hvad sker der med hele familiehierarkiet?

Dystert

- I begyndelsen under prøverne var tonen i stykket meget dyster. Min opgave var også at trække i den retning, at trække socialrealistiske aspekter ind under Henriks komiske ord. For det sjove, det fanden-i-voldske kan også være en måde at overleve på – du kan bruge komik, som en måde at være i verden på, siger Martin Nyborg.

Arbejdet med stykket har været ganske traditionelt med fælles gennemlæsning og gennemspilning af enkeltscener med instruktør Nyborg opmærksomt registrerende på sidelinjen.

- Men vi har også i fællesskab, skuespillerne og jeg, talt om, hvad er det her for mennesker, og vi har været i felten – været ude at se på kondemneringsramte huse, som du kan købe for under 250.000 kr. Gået rundt derude og været nede i en forladt tysk bunker for at opleve – hvordan ville det være at skulle leve og bo i sådan en betonklump, siger instruktøren.

Arbejdet med pauserne

Samtidig har skuespillerne fået hjemmearbejde for – forsøgt at arbejde med en situation i realtid. Hvor tavst bliver det? Hvor lange er pauserne, når du sidder overfor et menneske, der har magt til at fjerne dit barn.

- Så skuespillerne fik en kropslig fornemmelse af, hvordan det rent faktisk er at være i den situation – overfor stykkets socialrådgiver Caroline.

Hun er en af de nye karakterer i stykket, spillet af Bolette Nørregaard Bang, mens Marie Knudsen og Lars Topp Thomsen er henholdsvis mor Anita og Nabo-John, som de også var i det første stykke. Jacob Moth-Poulsen spiller den hjemvendte søn Lars, mens Beate får liv af Camilla Gjelstrup, og Ester bliver personificeret af Karla Rosendahl Rasmussen.

Underlødig kost og hjemmerullede smøger

Familien Anita, sønnen, søster Beate og Nabo-John hører ikke til i samfundets øverste eller for den sags skyld mellemste velbjergede lag. Det er mennesker, der ufrivilligt er faldet igennem det social sikkerhedsnet. Ensformig, underlødig kost, for få penge, hjemmerullede smøger – toastbrød og ondt i selvværdet og så alligevel fanden-i-voldsk ukuelige.

- Vi prøver at sætte fokus der – hvordan ville jeg egentlig selv have det og klare det, hvis jeg blev sat i samme situation som dem. Uden penge og ret mange ressourcer. Og de her mennesker klarer sig ret eksemplarisk. I forhold til den situation, de står i, er de helte, siger Martin Nyborg.

Stykket prøver ifølge både ham og manuskriptforfatter at balancere mellem det tragikomiske og det desperat socialrealistiske. Den underspillede sproglige tone og behovet for at lægge låg på sine egne følelser går i spænd – og skal få os tilskuerne til bedre at forstå medborgere, der lever på en helt anden måde. End ja – du og jeg sikkert gør.

Farlig balancegang

Det kan være en farlig balancegang. Holder du ikke tungen lige i munden, kan du nemt komme til at udstille og gøre grin med dem, som lever på bunden af samfundet.

- Selvfølgelig eksisterer den fare. Men jeg tror garanteret ikke, at de vil føle sig udstillet, hvis de gik ind og så stykket. Da vi lavede det foregående stykke ”Alle mulige ting til salg” inviterede vi dem, der havde hjulpet og var rollemodeller for stykkets fiktive personer ind at se det, siger dramatiker Henrik.

- De var meget glade for at det. De følte sig både set og underholdt af fiktionen.

Foto: Lars Horn/Baghuset