Fornem skildring af psykisk sygdom

TEATER: "Rædsel"

Angst og psykisk sygdom er forfærdelig. For det er jo ikke muligt at gå til læge og pege på et sted på kroppen og sige: "Det er der, det gør ondt".

I kraft af at psykisk sygdom er så alvorlig og invaliderende, så er det jo et godt tema for teater. Mange har prøvet før. Men det er lang tid siden, jeg har oplevet det så godt som her.

Eva er øjenlæge og lider af angst. Hun er på scenen personificeret af Ida Cæcilie Rasmussen i en mageløs flot præstation. 

Da hun rammes af angsten flytter der en person ind i hendes krop. Han er personificeret af lige så mangeløse Alexander Clement. For os i salen er det et genialt træk. Stemmen - angsten - står ved siden af patienten i kød og blod. At vi ser dem begge på scenen samtidig er ikke blot virksomt, der er også et gennemført godt greb til at få os til at forstå, hvad der sker.

Vi oplever hvordan angsten - den indre stemme - forvrider alt. Alting vendes til noget negativt. Eva kan intet sige, uden at det vendes på hovedet. Eva er pludselig en trussel mod alt og alle. Hun vil slå sine patienter ihjel, hævder stemmen. Hun vil gøre skade på sit barn.

Mest voldsomt er scenen med et angstanfald i supermarkedet i Magasin. Her oplever vi, hvordan verden bryder sammen for Eva. Hvordan hun kravler ud af butikken. Hvordan hun martres af angst i metroen på vej hjem. Det er simpelthen en prægtig beskrivelse af den tilstand.

Nu tror du måske, at sådan et stykke om angst og rædsel er tørt teater. Det er det på ingen måde. Hele vejen igennem er der forsonende humor, der letter på trykket. Det bliver aldrig ondt og uoverskuelig, for humoren tilfører håb.

Det samme gør i øvrigt forestillingens slutning, men den skal opleves i teatret.

Der er mange elementer, der får "Rædsel" til at blive et fornemt teaterstykke.

Først og fremmest er de to skuespiller mageløse. Det er stærke følelser, der skal udfoldes. Det er jo et sind - en hjerne - der er ved at koge over af angst, som de to skal forløse.

Det sker blandt andet gennem en eminent timing hos de to. Blandt andet gennem flot koreograferede optrin. Men også via gentagelser. At de to skuespillere siger de samme replikker med et sekunds forsinkelse. Alt sammen er det med til at skildre Evas alvorlige tilstand.

Scenografien er også flot og enkel. Den består af strengt taget blot af fire beton-vægge som kører frem og tilbage, og som skaber forskellige rum. Betonvæggene er med til at vise angsten. De kan for eksempel bruges til at bliver skubbet frem mod os publikummer, så vi mærker trykket. At der bliver trangt.

Væggene bruges også til projektion af lys, så vi ser skuespillerne i silhuetter. Ligeledes vanvittigt flot.

Lyddesigneren skal sandelig også have rosende ord med på vejen. Lydmæssigt sker der noget overalt i rummet.

"Rædsel" er et stykke, der på alle måder er spækket med virkemidler. Men det er den mest realistiske skildring af psykisk sygdom, jeg har set meget længe på et teaterscene.

Jeg elsker den forestilling. Jeg tror tillige, at den vil være rar at se for alle med angst. For den beskriver både realistisk og grusomt hvilken trussel, de ramte står over for. Men den kan også tilføre lidt håb hos tilskuerne. Håb og forståelse.