Pippi i pivglad form

Børneteater - ”Pippi Langstrømpe”

Velspillet, tempofyldt og i øjenhøjde med et publikum, der foretrækker at have et forhøjende sæde under rumpen.

Aalborg Teater har godt greb om den gamle klassiker om Pippi Langstrømpe, verdens stærkeste pige, som bor alene i Villa Villekulla sammen med sin hest og aben Hr. Nilsson.

- Mon hun kan løfte hesten, sad jeg og min snart seks-årige teaterdebutant og spekulerede på sammen. Alt imens jeg havde trøsteslik med i lommen, hvis det nu gik helt galt.

For det er jo sin sag at sidde der og skulle koncentrere sig sammen med en fyldt sal, når du aldrig har prøvet det før. I næsten fem kvarter.

Men hu-hej hvor det gik, fra den energiske åbning, hvor Pippi (Ida Marie Appel) kaldende får sin hest og aben med op på scenen og ind i den forfaldne villa.

Helt alene i verden, med en mor, som er engel, og en far, der er faldet overbord og driver rundt på de syv have, holdt oppe af sin store vom.

Scenografien er ganske enkel og kan godt minde lidt om de gamle farvelagte stregtegninger, som vi alle – yngste såvel som ældre – kender fra Astrid Lindgrens bøger.

Det er farverigt og nemt at kende. På samme måde låner kostumerne fra de gamle tegninger. Retro-nostalgisk, men også nemt at genkende.

Snart dukker Tommy (Patrick A. Hansen) og Annika (Lærke Erhard Huniche) op.

De keder sig, men bliver snart både blæst bagover og kvikket gevaldigt op af den anti-autoritære heltinde.

Der kan bage pandekager i mængder, der gør det umuligt at tvinge en bid aftensmad ned.

Sådan noget kan jo godt bekymre ansvarlige forældre, der småborgerligt holder fast i god bordskik og pæne manerer. Det gør Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe ikke, da hun møder op til teselskab.

Så selvfølgelig vil voksen (u)forstand forsøge at gribe ind og gøre hvad, der nu skal til for at få den vilde alenepige anbragt under betryggende former på et passende børnehjem.

Mere behøver der faktisk ikke at være af bærende rød tråd i denne samling muntre og energisk spillede optrin. Lystigt og let aflæseligt - også for de mindre.

Ida Marie Appel spiller sin Pippi med strittende veloplagte fletninger og overbevisende uforfærdet, men også Patrick A. Hansen og Lærke Erhard Huniche er gode som de ”artige” børn, som egentlig går og røvkeder sig og nu får et tiltrængt livstilskud af boblende fantasi og røverhistorier.

Der er gjort plads til nogle af Pippis klassiske guldkorn, men også veloplagt falden-på-halen komik.

Eksempelvis i den smidigt dansende forfølgelsesscene, hvor den stramtandede Prusilusken (Amanda Bøgestrøm Isaksen) sætter ordensmagten ind i en tumult agtig jagt på Pippi.

Det er sin sag at fange de alleryngste børns opmærksomhed med sådan en analog 1:1 forestilling.

Altså levende skuespil på en scene lige foran ens næse. Men selv om alle kan gennemskue, hvordan det lykkes for Pippi at løfte sin hest – ja, så fanger den nu 80 år gamle historie stadig.

Skønt at opleve, at de digitale mediers omklamring og satsen på øjeblikkelige behovs- og underholdningsopfyldelse her får modspil af godt tænkt, godt spillet og veludført skuespil.

Pippi Langstrømpe, Aalborg Teater, Store Scene, premiere 15. februar.

Foto: Rumle Skafte