Mesterligt gendigtet

Teater - ”Nordkraft”

Aalborg Teaters nyeste premiereforestilling er formet over den nu afdøde aalborgensiske forfatter Jakob Ejersbos gennembrudsroman ”Nordkraft” (2002), og straks fra første scene, ”Junkiehunde” er du fanget ind i dette både skræmmende og kærlige billede af ungdom, som kæmper for at finde en anden måde at leve livet på.

Som vil bryde med det konforme, rutineprægede og trygge og som derfor også nemt kan ende i noget, de ikke kan styre. F.eks. stofmisbrug, afhængighed og kriminalitet.

Ligesom i bogens over 400 sider bliver der tegnet et billede af Aalborg gennem tre afsnit – Junkiehunde, Broen og Begravelsen, og stykket strækker sig over netop tre timelange afsnit med pauser i mellem. Og du keder dig ikke et øjeblik, men bliver konstant suget ind i scenografiens farverige univers.

”Junkiehunde” åbner med Maria i form af stærkt syngende Karla Rosendahl. Narkotæve for pusheren Asger (Albert Stein Ankerstjerne).

På engang ynkelig med sit spastiske ukontrollerbare afhængighedssprog og samtidige så øm og usikker på sig selv.

Spændt ud mellem sit forsøg på at være fornuftig, men stofafhængig og samtidig betaget af den maskuline flygtede iranske soldat, Hossein (Hamun Maghsodlo).

Det skader ikke, hvis du har læst bogen for at få handlingen til at hænge sammen, men det går også uden. Fordi du straks bliver fanget ind af stykkets kropslige - på en gang svedende sensuelle, akavede og adrætte – danseoptrin. Afvekslende med citerede passager fra bogen, der driver handlingen frem.

De stofafhængige og modbydelig junkiehunde i form af spraglet klædte skuespillere, og stålburene de er låst inde i, mens vi i skiftende tableauer får tegnet det første billede af en kvinde Maria, hjælpeløst strandet og bundet i et afhængighedsmiljø, hvor man hele tiden lever på kanten og døden lurende.

Og så er der sangene, skrevet og komponeret af Selin Gin. De sidder lige i skabet, mundrette og råt rockende i et stilsikre arrangementer med både cello, elguitar og tunge trommer.

Så er der pause, inden andet afsnit, Broen. Med sømanden Allan (Christoffer Hvidberg Rønje), der blev slemt forbrændt efter et skibsforlis, da han måtte springe i et brændende hav og svømme under vandet for at redde sit liv.

Mens stykkets første del er kuldslået nøgtern narkomiljø, er Broen en bevægende kærlighedshistorie mellem den vansirede Allan og Maja (Bolette Nørregaard Bang), der spiller den ligefremme, ben-i-næsen-pigen, der skønt forelsket, kun vil have en mand, der opfører sig ordentligt. Hun hader narkomaner.

Igen bliver der plads til Ejersbos egne ord fra bogen, blandt andet kneppescene med Lykke, som er noget af det mest direkte hensynsløst præcist skrevne på dansk om sex. Med en tilfældig, en aften i Jomfru Ane Gade.

Trejde afdeling, Begravelsen, efter endnu en pause, er på trods af overskriften hylemorsomt.

Formet som et live-sendt tv-show, hvor vi er til begravelse i Aalborg af den kendte junkie Steso (Viktor Pescoe Medom), hvor alle dem, som han og vi har lært at kende fra stofmiljøet møder op, genser hinanden, mindes og måske får sat en ny kurs for deres liv.

Uforudsigeligt, overgivent og et kaotisk formet opgør komplet med protestsang mod løgnen og det borgerlige, konforme samfunds undertrykkelse. Der er fuldt knald på alle kedler i dette hensynsløse oprør.

”Nordkraft” i denne version, iscenesat og dramatiseret af Jennifer Vedsted Christiansen, er rock, opgør, generations- og Aalborg-portræt i et rent ud mageløst miks.

Med fornemt ensemblespil og en kollektiv indsats, der efterlader dig overvældet, mundlam og betaget.

Jeg tror, at Ejersbo ville have nydt det helt vildt fedt. Ligesom dengang han efter udgivelsen af ”Nordkraft” blev spurgt, hvordan det er at blive sammenlignet med både forfatterne Hemingway og danske Tom Kristensen, og hvad han kunne bruge det til.

- Jeg vil bare gå og nyde det vildt fedt et stykke tid

Se det – det er et stykke, der blæser dig fuldstændig omkuld.

Foto: Allan Toft

Aalborg Teater, store scene, premiere 13. maj.