Plathedernes julekomedie

Teater - ”Motionisterne”

Trygge og genkendelige løjer tilsat et ordentlig skud platheder. Sådan kan du kort karakterisere stykket ”Motionisterne” - Vendsyssel Teaters nyeste selvproducerede bud på en julekomedie.

Skønt smilebåndet lejlighedsvis bliver motioneret, har stykket svært ved at finde ud af, hvad det egentlig vil. Udover at småsludre om genkendelige menneskelige problemer og så fyre platheder af i et tempo, der får møntstrømmen efter en jackpot på en enarmet tyveknægt til at ligne slowmotion.

Vi er på teambuilding i Skallerup Klit – undskyld Vesterhavs Klitside Weelness- hvor drikkedunksfirmaet Danish Drink Dunks – med direktør Hovgaard (Jørgen Bing) i spidsen skal slappe af med gus og fællessang.

Men også deltage i et fodboldstævne mod andre firmaer. Med noget mere stående på driftskontoen har de andre firmaer indlogeret sig på Ruths Hotel med indforskrevet gourmetkok fra København.

Udover direktøren tæller firmaet bogholder Elin (Lone Rødbroe), lagermedarbejder og afvænnet ludoman Arne (Ulver Skuli Abildgaard) og designergrafiker Fay (Hanne Laursen). På sidelinjen har vi weelnesfolket Karl-Emil (Robin Haslund Buch) og altmuligmand og pianist Herbie (Henrik ”Baloo” Andersen).

Hovgaard har en plan, en lusket en med tømning af firmaets skattekonto, der skal sørge for at det konkurstruede firma overlever. Men det vil Elin ikke sådan lige være med til …

Hun bliver spillet bastant nordjyske, med passende pause og timing og djærv ligefremhed, der straks tog kegler blandt premiereaftenens publikum, som bestemt var kommet for at more sig og velvilligt grinede med.

Jørgen Bings direktørrolle blev leveret med lige dele ulideligt selvpraleri, #Metoo-krænkelser og en endeløs strøm af platte vitser. Så platte at overlæderet i ens sko kom på konstant overarbejde, når tæerne krummede sig. Men du må give Bing, at han ikke gav op, men giver plathederne fuldt gas.

Arne i form af Ulver Skuli havde ikke meget at gøre med rent replikmæssigt og fik aldrig rigtig mulighed for at tegne billedet af en stakkels spillefugl, mens Hanne Laursen som økobevidst, yogadyrkende moster og art manager gjorde det ganske nydeligt.

Men generelt blev stykkets karakter tegnet med vel overkarikerede, tykke streger. Det kan komedie-genren sagtens holde til, men når stykkets tekstforfatter Gunvor Reynberg samtidig vil trække alvorlige øjeblikke ind i forestillingen, kommer det til at knibe med troværdigheden.

Den far, som Fay aldrig havde lært at kende, den begivenhed i kølerummet, som havde ændret Elins liv – nej, nu må vi ikke fortælle mere. Men blot konstatere, at når stykket pludselig skifter fra muntert løssluppent plathedsgear og vil os noget alvorligt og seriøst, bliver det ganske svært at tro på.

Som da Ulver Skuli Abildgaard i anden akt pludselig konfronterer drikkedunksdirektøren efter at have afsløret Elins hemmelighed. Her knækker det. Selv om skuespilleren kæmper bravt for teksten og sin rolle og det pludselige stemningsskift til alvor.

Scenografien med de to klinkeklædte tårne, svømmebassinet med vippe foran første publikumsrække og ”Baloos” keyboards nydeligt pakket ind i julerødt pianokabinet fungerer fortræffeligt.

Og musiksiden med kendte og mindre kendte julesange fra ”It’s the Most Wonderfull Time of The Year” over ”Bjældeklang” til ”Søren Banjomus” er jo i gode pianisthænder hos ”Baloo”, der i øvrigt også spiller trompet, kontrabas, ukulele og klarinet, og bliver fint fulgt til dørs af skuespillerensemblets sangstemmer.

Det er hverdagskomik nede i voksen øjenhøjde og velforsynet med lokalkolorit. Tempoet og afviklingen er nydelig, og ensemblespillet og den fysiske elegante forløsning af ”The Twelve Days of Christmas” med ny dansk tekst sidder præcist i målskiven.

Men sammenhængskraften og den røde fortællertråd mangler i stykket, der mest består af løsrevne, ganske morsomme enkeltscener, garneret med rigelige mængder platheder, og derfor aldrig rigtig bliver lårklaskende komisk.

Indtil kærligheden sejrer til sidst, så bogholder Elin bliver ganske forpustet og hårforvirret. Tror vi på den? Nej, for der er ikke på nogen måde lagt ordentlig op til det i hele stykkets fremadskridende handling.

Men kærlighed besejrer og løser alle problemer for Danish Drink Dunk-firmaet, og så kan der blive bundet den nydeligste røde julesløjfe på stykket. Men rent dramatisk virker det lidt kluntet.

Tilbage på nethinden og i øret står Rødbros bastante ligefremme nordjyske facon, der redder meget og fik latteren til at skylle gennem publikumsrækkerne på premiereaftenen.

Foto: Tao Lytzen