Man kan skære sig på dialogerne

TEATER: "Morgenlandet"

Ved forpremieren på "Morgenlandet" fredag aften blev publikum uden for teatret mødt af en lille demonstration. Det var Generation Identitær, der mødte gæsterne med kage og slik og en besked om, at de ikke er som skildret i "Morgenlandet".

Demonstranterne havde næppe set teaterstykket, som de demonstrerede imod. Men imod var de! Det ville de så fortælle publikum. Ved selve premieren lørdag eftermiddag var de væk.

Generation Identitær nævnes ikke i forestillingen. Men vi er klar over, at de personer, vi ser foran os tilhøre de højreradikale.

Hvis Generation Identitær ikke mener, at der tegnes et korrekt billede af dem i stykket, så har de sikkert ret. For jeg får som publikum heller ikke et korrekt billede. Faktisk får jeg slet ikke noget billede overhovedet.

Jeg hører mange ord. Men ikke nok til at fremkalde billedet...

Et vigtigt begreb fra Generation Identitær går dog igen mange gange i forestillingen: Befolkningsudskiftning. Det begreb dækker over, at den oprindelige befolkning i Europa gradvist vil/skal udskiftes med ikke-vestlige migranter, der så vil overtage herredømmet i landet til sidst.

Jeg hører mange skænderier. Det er i disse skænderier, at "Morgenlandet" fungerer bedst. For det er i disse dialoger, at modsætningerne tegnes op. De tegnes så skarpt op, at man kan skære sig på dem.

Når de er bedst, er de geniale, disse tirader af talestrømme.

Til gengæld er jeg knap så imponeret over forestillingens fortælling. Den er ikke fortalt lige ud af landevejen. Der er omveje, omsvøb og overgange, der ikke altid sidder lige i skabet.

Skuespillerne på scenen skifter konstant karakter. Dette sidste gør ikke så meget, for også det fungerer ganske eminent. Vi er aldrig i tvivl om, hvem der taler. Om det er os rødgrødssocialister og Europa-liberalister, eller om det er den yderste højrefløj.

For det er det, stykket handler om. Altså om sammenstødet mellem den yderste højrefløj og alle os andre. Om kampen mellem det humanistiske og holistiske livssyn og kampen for at holde de sorte og brune ude af vores Europa.

Forestillingen handler også om en demonstration, der skal holdes i en europæisk storby. Formentlig Berlin. Vi møder arrangørerne - en gruppe på fire. Men de mangler busserne fra resten af landet, der skal køre yderligere 200 demonstranter ind til byen. Ind til demoen. De bliver stoppet af politiet.

Det lykkes "Morgenlandet" at få os til at begribe, at højrefløjen føler sig trampet på. At ingen forstår dem. At de tror og håber på noget bedre. For det er nogle skarpe replikker fra deres side, som Julie Maj Jakobsen har skrevet til dem. De lyder overbevisende.

Og lige så overbevisende lyder de humanistiske stemmer. På den måde er karakterne altså tegnet virkeligt flot op.

Der er syv skuespillere på scenen i 18 forskellige roller. Det er virkelig ensembleteater, og replikkerne serveres med fornem tegning. Alle fungerer optimalt.

Scenografien er også aldeles fornem. Vi har tre hvide kasser foran os. I starten er de sat sammen, siden skilles de og bliver til soveværelse, pulterrum, café med mere. Og kasserne snurrer rundt på scenen, så det er en lyst. Men man kan også godt gribes af tanken: Hvorfor kører disse kasser så meget rundt?

Der er mange gode grin undervejs. Jeg føler mig fint underholdt. Men som sådan er jeg ikke blevet klogere på, hvad Generation Identitær er? Jeg ser blot en nedslag af en dags varighed ved  en demonstration i Berlin, hvor den yderste højrefløj støder sammen med resten af samfundet.