Molieres misantrop i kamp mod mobiltelefoner

TEATER: "Misantropia"

Det er 366 år siden, at Moliere skrev "Misantropen" om kærligheden mellem Alceste og Celimenes. Hvis de havde det svært dengang, så har misantropen fået det endnu sværere i dag, for misantropen anno 2022 har bestemt ikke fået dæmpet sit had mod menneskeheden. I den moderne udgave er hadet rettet mod den virkelighedsfjerne, moderne livsstil, hvor alt opleves gennem kameraet i en telefon og smides på Instagram øjeblikkeligt.

I denne fortælling er André misantropen. Men han elsker - ubetinget - Celleste. Celleste er dog lidt mere flyvsk, og hun er bestemt ikke nogen fedterøv, der det gælder om at dele sin erotiske gunst. Hun har mange tilbedere, og alle får de en bid af den store kage. Der er dog ingen tvivl om, at hun elsker sin André allerhøjest.

Celleste er kunstner. Hun arbejder på en udstilling - "Art in living" - som skal vises i hendes dagligstue. Forestillingen slutter med ferniseringstalerne.

Der før kommer der dog en særdeles spraglet handling. Vi møder et hav af kunstnere, og fælles for alle kunstnerne er, at de lever livet i telefonen og på Instagram.

Sådan lever alle på scenen. Men ikke André. Han har fløjtet til kamp mod det overfladiske og falske liv på de sociale medier.

Vi publikummer var ganske modne, og vi labbede det i os. For vi er jo på linje med André. Vi forstår heller ikke, at unge mennesker nu om stunder ikke kan leve livet uden at alt skal filmes og flashes på de elektroniske medier. Og man bagefter skal tælle likes. Og får man for få likes, ja så er man på randen af en depression.

Og nu til det vigtigste: "Misantropia" er vanvittig morsom.

Ud over skuespil er der også lange monologer i forestillingen. Du fredsens hvor er disse monologer dog sjove.

Det er Johan Sarauw og Martin Nyborg der sammen har skrevet og instrueret, og det er en fornem bearbejdelse af teksten, de har lavet. Moliere er ganske vist anført som forfatter til teksten, og der er naturligvis også såvel direkte citater som lange parafraser over Molieres tekster. Men det vil være mest fair at kalde Sarauw og Nyborg for de sande forfattere.

Ud over grov satire over mobiltelefongenerationen, er der også et stærkt sarkastisk billede af tidens unge kunstnere, deres kunst og deres livsopfattelse. Der er en fin ironisk distance til youtubere og influencere. Kort og godt: Alt det nymodens pjat, der generer os lidt mere modne mennesker, får en ordentlig omgang prygl

Skuespillerne er også ganske ferme til at gribe stemninger blandt publikum. Publikum bliver hurtigt inddraget i forestillingen. Der bliver spillet direkte til enkelte publikummer, og der er plads til at improvisere, når lejligheden byder sig. Fem minutter før tæppefald er der et par publikummer, der udvandrer, og de fik sandelig også et par ord med på vejen.

Der er glimrende skuespil fra start til slut, men det er især de to hovedrollehavere, der imponerer. Jacob Moth-Poulsen imponerer især med sine lange, rablede og ordrige monologer, hvor alt bliver sønderflået af hans knivskarpe tunge. Emilie Rasmussen spiller hans elskede Celeste, og også hun er særdeles overbevisende både når hun er en erotisk femme fatale og når hun er en flyvsk kunstner.

Teatret Slotsgaarden har besøgt Kunsten i Aalborg og spillet på amfiscenen bag museet i en del år efterhånden. Tidlligere har vi oplevet ægte Moliere under træerne i Kunstens baghave. Denne gang har Moliere fået et twist med på vejen. Og tak for det. Det føles stadig som Moliere, og det er lang tid siden, jeg har grinet så meget. Så kære læser: Skynd dig afsted. Der spilles sidste aften mandag 1. august. Du vil ikke fortryde det.