Prinsebarnet Mio

Børneteater - "Mio, min Mio"

Hvad er det nu for noget? Vi bliver bedt om at tage skoene af, inden vi skal ind og se Astrid Lindgrens børneklassiker ”Mio, min Mio”. 152 sider - nu forvandlet til fem kvarters børneteater.

Så det gør vi selvfølgelig. Ganske som henne i skolen, når du skal ind i gymnastiksalen. Men her venter der ikke redskabsgymnastik, men et ganske forunderligt eventyr.

For indenfor bænket foran en stor mystisk container, bliver vi bedt om at efterlade frakke, mobil og tasker og så bliver vi alle sammen i gåsegang ført ind den sorte boks.

Kan du mærke at forventninger stiger? At du måske bliver en lille smule ængstelig. Det er sådan, det skal være, når du skal til at opleve noget nyt.

Så sidder vi der på gulvet. Alle sammen, børn og voksne, og pludselig rejser der sig en skikkelse foran. En sammenkrøbet mand med filtret papirstrimlet hår står op på trappetrinstrappen foran os, og med store troskyldige øjne fortæller han os, hvad han hedder.

Hvad hans plejeforældre hedder, og at han faktisk ikke har det ret godt som Bo Vilhelm Olsen, for de elsker ham ikke. Han er børnehjemsbarn og er blevet adopteret, men hans plejemor ville hellere have haft en pige.

Men så sker der noget ganske magisk. Han får foræret et æble, der forvandler sig til et guldæble, og pludselig flyver han bort til Landet i det fjerne, hvor han møder sin rigtige far, kongen, der har ledt efter ham i ni år.

Og så hedder han selvfølgelig slet ikke Bo, men Mio. Og er prins.

Og nu skal vi vist ikke fortælle ret meget mere af handlingen, men hellere anbefale, at du selv tager dit barn eller barnebarn i målgruppen 6 til 11 år ind at se dette ganske stykke forførende teater.

I hovedrollen – hvis du kan tale om én sådan med kun tre skuespillere på scenen – gør Østen Borre Simonsen det glimrende og overbevisende, og formår straks som forklarende fortæller at fange vores opmærksomhed og fastholde den, med denne ganske enkle historie om den ulykkelige dreng.

Uønsket, ikke elsket og så pludselig bare glad, når han får lov til at lege, skyde med bue og slå smut med sin far.

Den sidste spillet af Lars Topp Thomsen, der med sædvanlig robust, fysisk energi tager sig af denne rolle.

Han formår snildt at gengive faderkærligheden, men også den bekymrede ængstelse for Mios skæbne.

Men også kan forvandle sig til den onde selv med den stålblanke krageklo.

For længere fremme venter udfordringen for Mio - den onde ridder Kato med stenhjertet, der kipnapper børn og forvandler dem til skrigende fugle. Sorgfugle, som de bliver kaldt.

Heldigvis får Mio en rigtig god ven, Jum Jum, spillet naturligt pigeagtigt og ukunstlet af Clara Josephine Manley, og når de to sammen ridder afsted på den hvide hest Miramis, skal det nok gå alt sammen.

Det er du faktisk aldrig rigtig i tvivl om, selv om stykket med tørisrøg, skingre fugleskrig og dystert mørke ind imellem godt kan virke lidt skræmmende,

Men først og fremmest er det enkelt og fængende teater, der tager os tilskuere ved hånden, så vi solidarisk forener os med Mio. Vi forstår hans ængstelse overfor den store opgaver der venter forude – opgøret med det onde.

Det barnlige sinds ængstelse bliver ramt igen og igen med bemærkningen:

- Der er så meget du ikke ved, Mio,

Nej, men Mio overvinder alligevel sig selv – selv om han kun er en dreng.

Det er et stykke, der først og fremmest er båret af det gode skuespil. Ganske selvfølgeligt bliver vi hurtigt venner og føler med Mio, kongen og Jum Jum, som de står der i deres hvide dragter, med pergamentfoldede kapper.

Vi forstår dem og føler med dem, også fordi dramaet bliver udfoldet så naturligt og samtidigt gennemskueligt klart for vores øjne. Det er skuespillet, som skal bære, og det gør det.

På den måde kan du se fortryllelsen blive skabt lige foran dine øjne, du kan faktisk næsten række ud og røre ved den, og det gør ikke stykket mindre fortryllende.

Lyd, musik og lys supplerer og giver skuespillet magiske vinger. Som når Mio og Jum Jum på hesten Miramis skal ridde hen over Morgenlysets bro.

Samtidig fungerer skuespillerne selv som som sceneteknikere, når de flytter rundt på scenografiens tunge, udfoldelige vægge og skaber nye rum for eventyrfortællingen om prinsebarnet Mio.

Det er en ganske forrygende gendigtning af Lindgrens klassiker. Med både ånden i flasken, usynlighedskappe og det magiske sværd, der kan hugge gennem sten.

Så gå trygt ind at se og oplev prinsebarnet Mio – en både magisk og fortryllende forestilling for børn og voksne, der bestemt så har noget væsentligt at tale med dem om.

Om at turde være modig, at overvinde sig selv og gøre det rigtige.

Foto: Emilia Therese

”Mio, min Mio”, Aalborg Teater, Lille scene, premiere, 1. september.