Feminist, hævner og barnemorder

Teater - "Medea"

En mand – en ægtemand – har taget sig en anden? Hvad gør hun? Medea tager hævn.

Den græske tragediedigter Euripides (480 – 406 f. Kr) stykke er på en måde ganske enkelt. Historien kan som de bedste skrives på kanten af en tændstikæske, men samtidig er det dybt kompleks i sin skildring af stakkels Medea.

Der alligevel ikke er så stakkels, men tager den ultimative hævn og både dræber mandens – han hedder i øvrigt Jason –  nye prinsesse plus deres to fælles drengebørn.

Samtidig giver denne grumme, brutale og grænseoverskridende hævnhistorie ramme for en kompleks skildring af kvindens rolle – i ægteskabet og i samfundet. For Medea er ikke hvilken som helst kvinde.

Hun har selv svigtet sine egne, familie og fædreland, for at følge Jason og gøre ham til helt. Og nu svigter han hende – vil tage en anden. Vil gifte sig med Kong Kreons datter og komme tættere på magten.

Og Medea forstå det dog! Jeg gør det jo for børnenes skyld. De søde drenge, som vi har sammen. Men du kan tro om, Jason!

Sådan leger du ikke med en kvinde som Medea.

Aalborg Teaters opførsel af ”Medea” (431 f.Kr) bygger på Inger Christensens gendigtning fra 1973, og det er en ganske præcis og rimeligt mundret oversættelse,

Scenen er sat ganske nøgent på teatret lille scene. Gulvet er et hvidstøvet lammeskindslignende øde, her er ingen rekvisitetter, og de tre skuespillere klædt i sort er på fra åbningsmonologen til Jasons fortvivlede skrig, da sønnerne er dræbt, og stykket slutter.

Bollette Nørregaard Bang åbner med monologen, som fortæller forhistorien om Medea, som vanvittig forelsket hjalp Jason med at stjæle det gyldne skind, dræbte sin egen broder under flugten og nu lever i eksil på Kong Kreons nåde.

Medea bliver spillet af Camilla Gjelstrup, høj, rank, ubønhørlig og samtidig martret af tvivl og stolthed. Hun gør det fremragende i sin afdækning af rollens nuancer.

Hun er på en gang feminist og moder – men også en stærk kvinde, der ikke umiddelbart godkender samfundets krav om – ”at i et ægteskab er kvindens ydmyghed en nødvendighed”.

Overfor hende spiller Marcus Gad Johansen, den selvoptagede – du-kan-da-godt forstå-at-det-er-det-bedste-for-vore-fælles-børn – karrieremand, der vil gifte sig til kongeposition. Latterlig er han, og han er scenisk gjort til nar med den gigantiske lyseblå butterfly, han bærer, når han smisker for Medea.

Det er et krævende stykke, på skift tager Bolette Bang og Marcus Johannesen rollerne som forklarende kor og barn. Og især Bollette Bang har travlt med også at være amme, kong Kreon og budbringer. Men hun klarer det med bravur og også adræt kropslig udfoldelse. Imponerende.

Hun spiller også kong Aigeus, der lover Medea asyl og beskyttelse, hvad der end sker.

Det sætter gang i den giftige mordplan, der både omfatter en dræbende brudekjole, diadem og aflivning af børnene.

Stykket skildrer gennem Medea os mennesker som ofre for ustyrlige kræfter som lidenskab, magtsyge og sociale ambitioner.

Medea dræber sine egne børn i had og jalousi - kræfter der er stærkere end hendes kærlighed til børnene. Også selv om hun ved, at hun dermed ødelægger sig selv.

Det er en krævende, ordrig og kompleks tekst med ganske høj forståelseslix, så det er bare med at følge med.

Dramaet er tempofyldt afviklet på små fem kvarter, og her er ikke mange rolige øjeblikke.

Stykket skrider forventeligt frem mod sit tragiske punktum, og da dobbeltaflivningen er en kendsgerning, bryder Jason forventeligt sammen.

Her bliver stykket sært skingert i den ellers kontrollerede, afdæmpede tone – Marcus Johansens skingre, ophidsede og sine steder uforståelige ordrablen gør intet godt for stykket.

Hans sorg og forståelige afmægtige vrede bliver overspillet og vi – publikum – får svært ved at tro, at denne selvoptagede spradebasse af en tøffelhelt, nu virkelig er blevet ramt af hævnen, så han aldrig kommer sig over det.

Men det er et stykke, der skildrer kvindens rolle – her en ganske stærk og ubarmhjertig Medea – som et offer. Tvunget ud i ekstreme handlinger på grund af mænds usle egoisme og enøjede fokus på egen succes og navle.