Skip to main content
Teater

Formidabel og skræmmende

Teater - ”Margaridas metode”

- Goddag alle sammen. Jeg er jeres nye lærer. Jeg kan skrive det på tavlen, så I kan lære det udenad …

Det er lige på, da den slanke, høje Miss Margarida i form af Kirstine Hedrup indtager klasselokalet, hvor vi tilskuere er forvandlet til umælende elever her på Vendsyssel Teater.

Klædt i sort - sort jakke, sorte bukser, men også knaldrød bluse, røde spidse sko, og var det ikke også en rød Gucci-taske, hun fik anbragt der så omhyggeligt på katederet?

Miss Margarida vil lære os alt, her i 9. klasse, undtagen det om bierne og blomsterne, det må vente til, vi har bestået vores eksamen, og når vi er kommet videre til gymnasiet. Men vi må forstå, at nu er skolen vores andet hjem, og Miss Margarida er vores ven og vil lære os alt – og skriver det gerne på tavlen

- Så I kan lære det udenad.

”Margaridas metode (Apareceu a Margarida) blev skrevet for 50 år siden. I 1972 af den brasilianske dramatiker Roberto Athayde, hvor stykket rettede et kritisk blik på det politiske system i Sydamerika.

Indbygget i stykket ligger der en undersøgelse af magt og manipulation, der jo ikke er blevet mindre aktuel, hvis du kigger dig omkring i vor verden med fake news, undertrykkelse af ytringsfrihed og benægtelser af facts. Tænk Putin, tænk krigen i Ukraine, der bliver kaldt en ”militær operation”.

Miss Margarida - både stykket og skuespillerinden - fører os tilbage til den gode gammeldags autoritære klasseundervisning, hvor læreren var GUD og vidste alt, og det var bare med at lære det udenad, så skulle man nok blive til noget her i verden.

Men hvorfor føler vi os så underligt utilpasse, på en gang skræmte og kuede og samtidigt fascinerede af den evigt snakkende, alt vidende og totalt uforudsigelige LÆRERINDE foran os?

Jo, lige så stille lister hun sin egen dagsorden ind på os. Skiftevis smigrer og håner os, provokerer. ”I er nogle røvhuller”. ”Jeg holder af jer, som var I mine egne børn”. ”Men et skal vi vide, Miss Margarida kræver absolut lydighed”.

Kirstine Hedrup er både formidabel og rent ud skræmmende i rollen. Uden disciplin ingen fremgang. Smilende og livsfarlig som en hvislende cobraslange, der havde fået rød læbestift på. Der var bestemt ingen, som havde lyst til at komme op til tavlen. Eller måske udbryde:

- Jeg hedder faktisk Muhammed, Buddha, Jesus, dit røvhul!

Det er en lang, indviklet og sindssygt spændende tekst, der prøver at favne hele verden og samtidig er den fuld af uforståelige påstande – tåbelige postulater, der gør os stærkt utilpasse og foruroligede.

Du kan også diskutere stykkets relevans for et yngre publikum. Vante som vore dages skoleelever er til selv at søge viden på internettet, lave gruppearbejde og projekter. Men os, der sidder her i salen, på denne premiereaften, har vist alle sammen haft en dæmonisk, frygtet lærer, der var i stand til at manipulere os til at tro og lære det, hun eller han fandt var passende.

Det er kernen i stykket, og det som stadig gør det relevant. Scenografisk er det enkelt og nøgent sat op. Tavle, bord, et skelet til biologiundervisning, så det er skuespillet som skal bære.

Det kan Hedrup. Uden at snuble en eneste gang i teksten, veksler hun stemningsmæssigt hurtigere, end du kan vende en hånd. Sød, farlig, bestemt, truende, venlig, forfærdelig, grænseoverskridende, trøstende.

Halvanden time varer det, og Kirstine Hedrup holder hele tiden godt fast i intensitet og dirrende fare. Indtil en uventet afbrydelse saboterer hendes undervisning. Men Miss Margarida kommer igen og genoptager frem mod den ganske overraskende slutning.

Tænk lige lidt over, hvad den håndtaske gemte på …

Og slutordene.

- Gør altid det, som er godt. Det er den eneste vej til lykken. Altid at gøre det gode. Farvel!

Tror vi på Miss Margarida? Vi tør vel ikke andet.

Tak til Vendsyssel Teater og ikke mindst Hedrup og co. for at have modet til at tage livtag med dette intense, psykologiske drama. Det er ikke lalleglad fryd at være med til, men sætter bestemt tanker om magt og manipulation på dagsordenen.

Vendsyssel Teater, premiere, torsdag aften, 28. april.

  • ”Margaridas metode”.
  • Medvirkende
    Miss Margarida: Kirstine Hedrup

    Tekst: Roberto Athayde
    Oversættelse: Robin Haslund Buch
    Instruktion: Donald Andersen
    Scenografi: Karin Seisbøll
    Lysdesign: Balder Nørskov
    Lyddesign: Kasper Neergård
  • Stykket spiller 28. april – 12. maj. Hverdage, kl. 19.30, lørdage, kl. 15.
Arkiv