Før maddikernes fodringstid

TEATER: "Maddiker"

Maddiker er de små nyttedyr, der sørger for at rense vores knogler for kød, fedt og indvolde, når vi dør og bliver begravet.

De har også givet titel til dette teaterstykke, som handler om tre kvinders sidste år, inden maddikerne skal gøre deres arbejde.

Selv om det handler om tiden inden døden, så er det et meget muntert stykke. Vi møder de tre kvinder, da de er 65 år. De er alle hårdtarbejdende. De elsker at arbejde. De er i deres anden ungdom. Næsten. Og de har været veninder altid.

Men 65 er også en farlig alder. I den alder kan man blive ramt af kræft. Eller endnu værre: Opleve et barn få kræft og dø deraf. Det er i den alder, at man smides ud fra arbejdsmarkedet, fordi erfaring ikke er en dyd på et ungdomsfascistisk arbejdsmarked. Det er i den alder, man giver den gas på dansegulvet for lige der at opdage, at de andre synes, det er modigt, at man står og flasher mormorarme med svingende, lasket hud på overarmene. Det er der, der kan være langt mellem den erotiske cocktail. Det er der, man har en fuldtidsvagt som evig bedstemor, når børnene vil af med børnebørnene. Og her skal man ikke forsøge at sige, at man har en anden aftale - det gælder ikke...

Alt det ovenstående og meget til oplever vores tre hovedpersoner, som vi følger gennem en masse år.

I startscenen står de som flotte 65-årige kvinder. En er blond, en er brunette og en er rødhåret. Som forestillingen skrider frem, skiftes der parykker. Først med grå stænk i det kulørte hår og til sidst er de tre kvinder alle gråhårede. Det er et rigtigt fint gimmick til at skildre aldringen.

I startscenen har de tre kvinder hver sin monolog - altså flettet ind mellem de to andre. Her præsenterer de sig selv og de problemer man har, når man træder ind i den tredje alder.

Efter første scene og et parykskifte går vi over i dialoger. Det er rigtigt godt, for det er i samtalen, at kvinderne formes. At vi lærer dem at kende: Den lettere forbitrede kvinde med det misantropiske livssyn - ja det er hende, der har mistet en datter til kræften. Hun spilles af forfatteren til stykket: Rikke Wölck. Det er sygeplejersken med den voldelige mand, spillet af Bodil Jørgensen. Og det er kvinden med den yngre, brunøjede elsker, der driver den lokale kiosk. I den rolle møder vi Jannie Faurschou.

Som forestillingen skrider frem, bliver kvinderne ældre. De får flere skavanker, flere piller, flere operationer. De har fjernsynet gående i tomgang. De bliver mere og mere overflødige. Eller rettere: Føler sig mere og mere overflødige og parkerede uden for al indflydelse, sex - ja interesse. De er blot gamle. Ældgamle. Når de skal skeje ud og drikke sig i hegnet, så planlægger de det til i morgen. Bare ikke her og nu...

Det lyder jo ikke specielt opløftende. Men hold nu op, hvor der er meget humor i denne forestilling. Der kommer den ene salve af oneliners efter den anden, og latteren runger konstant gennem salen.

Det er rigtigt fine præstationer, de tre kvinder på scenen yder. Det er tydeligt, at de befinder sig godt i rollerne, for der er passion i afviklingen af dialogerne. Man kan på ingen måde fremhæve den ene skuespiller for de andre. Det her er en holdforestilling, hvor alle er lige gode, hvor alle kender deres pladser, og hvor alle udfylder pladserne exceptionelt godt.

Jeg har dog lidt brok til allersidst. Ikke imod forestillingen, men mod en enkelt publikummer. Det var en ældre herre, der sad og knipsede løs med et gigantisk Nikon kamera. Det larmede en del. For det første er det en skændsel at opføre sig så respektløs over for de optrædende. Dernæst er det skamløst at ødelægge forestillingen for de omkringsiddende ved at larme på den måde. Og hvis klaphatten måtte tro, at han dermed leger professionel fotograf, så må han tro om igen: En rigtig fotograf kan sagtens fotografere uden at man kan høre en lyd. Skam dig!!!