Nobelprismodtager i pressestorm

TEATER - "Madame Curies halveringstid".

To kvinder, en scene, en enkel koreografi. Hvad mere skal der egentlig til for at lave en intens forestilling?

Det lille teater på kajkanten i Hobro satser højt og lykkes med meget i dette ordrige og ikke ganske ukomplicerede stykke.

Med kun to medvirkende, elektroingeniør og suffragette, Hertha Ayrton (Marie Mondrup) og Madam Curie (Line Bie Rosenstjerne), der netop i 1911 står foran at modtage en Nobelpris for anden gang.

Tidligere har hun modtaget den sammen med sin afdøde mand Pierre for sin opdagelse af radium og polonium.

Stykket åbner med to monologer, der introducerer de to kvinder. Ligestillingskvinden Hertha fortæller om sit arbejde med de hvæsende lysbuelamper, som hun har gjort lydløse. Lys er både partikel og bølge, må vi forstå.

Hvorefter Curie fortæller om sit arbejde med radium og sin fascination af det radioaktive stof, der nedbrydes over i uendelig lang tid. Først til polonium dernæst til bly.

Hun bærer altid et lille selvlysende glas med det ikke ganske uskyldige stof på sig.

Med pyt med det. For Curie er endt i noget ganske anderledes livsfarligt og skadeligt. En sand pressestorm med tilsmudsning af hende.

Hendes affære med den gifte mand Paul er farverigt tag-selv-slik for tabloidpressen, der veloplagt udråber hende til ”ægteskabsødelægger”, ”skøge” og hvad der nu ellers gemmer sig af smuds i tastaturet.

Curie er fortvivlet, splittet og samtidig stadig forelsket. Denne personlige konflikt løfter stykket og går som en bærende rød tråd gennem forestillingen. Splittelsen mellem kærlighed og frigjort kvindeliv og behovet for at arbejde. At fordybe sig fuldt og helt i det videnskabelige arbejde.

Hvor du kan stå en time. Måske kun en enkelt time. Og have fundet en ny sandhed. Og have fundet beviset, der fastslår det.

Marie Mondrup som Hertha spiller den moderlige veninde, der forsøger at trøste og opmuntre den fortvivlede kvindelige fysiker.

Den rolle ligger godt til hende. Bramfri og med kvikke humoristiske bemærkninger sætter hun humør i klogestykket. Brænder igennem i en blanding af fornuft og ligefremhed.

Overfor hende er Line Bie Rosenstjerne den splittede og fortvivlede Curie, som ikke ved, hvad hun egentlig skal stille op.

Hun gør det godt som den spinkle drengepige,men har reelt fået mindre at arbejde med i manuskriptet. Desperation og afmagt er ikke verdens letteste følelser at få ud over scenekanten.

Men så kan Rosenstjerne også lige pludselig eksplodere i et afmægtigt – “jeg kan ikke trække vejret”. Livsvarigt skadet og syg som Curie jo var efter sit pionerarbejde med radioaktivitet.

Det er et ordrigt stykke, men de to spiller sig op i et godt gear efter de måske vel tunge introducerende stykker om lysbuer og radium.

Specielt det iltre venindeopgør mellem de to og den efterfølgende whisky-omtågede forsoning byder på først gribende og derefter muntert skuespil.

Det er et stykke som vil meget og lykkes med meget. Langer veloplagt ud efter det daværende mandssamfunds patriarkalske uforstand peppet op med stadig aktuelle kvindelige problemstillinger.

Om kærlighed, ligeberettigelse og friheden til at leve og forme sit eget liv.

Krævende stykke, men formfuldendt udført. En væsentlig kraftpræstation. Men det skader ikke at læse op på de to stærke kvinder, før du går ind og ser stykket.

”Madame Curies halveringstid”

Himmerlands Teater, premiereaften, onsdag 5. februar.

Foto: Anja Schønvandt