Mesterligt kødorgie

TEATER: "Kød"

"Kød" er noget af det bedste, jeg har set på Aalborg Teater i lang tid.

Ja - jeg ved godt, at der slet ikke har været teater de seneste fem måneder. Men selv hvis vi trækker kalenderen meget længere bagud, så er dette altså stadig i særklasse.

"Kød" er både humor og eftertænksomhed. Der bliver virkelig lagt hjernegymnastik ned i kødgryden lige her.

Når man kommer ind i teatersalen, er skuespillerne allerede til stede. Der lugter markant af stegt svin, ristede pølser med mere. Skuespillerne smalltalker med publikum, efterhånden som de entrer salen.

- Nej, hvor har vi savnet dig, siger de blandt andet. Og publikummerne kvitterer høfligt - men sikkert også dybfølt - med et "i lige måde".

Det, at man mødes med skuespillerne og taler med dem inden forestillingen, er blot det første møde med det overraskende, sjov og originale ved "Kød". Men som sådan er det en fin ouverture, fordi overraskelserne står i kø resten af aftenen.

Tænker som svin

Forestillingen starter med en grisefest. Masser af gris på grillen. Masser af svinagtigt fulde deltagere, der også flasher den indre svinehund. Der er gang i den.

Siden følger vi et par på vej hjem fra festen. De er stadigt stinkende berusede. De kender ikke hinandens navne. De er på vej hjem til noget, der ligner et engangs-knald.

Men på vejen møder de så en gris. Den er stukket af fra slagteriet, gætter vi. De tager den/ham med hjem. Han får sit eget værelse.

Men han fylder også i deres parforhold - for engangsknaldet bliver til et parforhold.

Så sker forandringen. De begynder at savle. Han får hårde børster på ryggen. De bliver mere og mere svinagtige. Ja de er nærmest svin. På overfladen mennesker, men inderst inde svin.

Ja - de ender med at blive så meget svin, at da hun bliver gravid, føder hun syv unger. Lægger sig på den ene, så den dør. Men åh herregud: Der er jo stadig seks tilbage.

De også tænker som svin. De tænker som svinebønder.  Og som de svin, de er: De begynder også at spise potteplanterne.

Samtaler med publikum

Ofte går skuespillerne frem og taler direkte til publikum. De indleder dialoger med publikum.

Lige der er forestillingen virkelig skæg. For så rives vi ud af fortællingen på scenen. Vi bliver belært om svin og deres vilkår. Vi bliver belært om slagterens arbejde. Vi bliver belært om jagt og jægere.

Det er ikke blot nøgne facts. Det er også oplysninger, man næppe kender i forvejen.

Ud over at teksten virkelig maner til eftertanke, så giver den også anledning til gode grin undervejs.

Grinene opstår ofte i overraskelsen. Og overraskelser er der nok af. Dette er ikke den klassiske historiefortælling med start, midte og slutning. Det er i stedet et sammenstød af absurditeter - altså på den fede måde.

Formidabel afvikling

Afviklingen er ganske formidabel. Sikke et tempo. Men også med virkelig stor variation. Det ene øjeblik med høj musik, dans og til tider erotik. Det næste øjeblik er vi i mere intime, stille scener.

Der er også en scenografi, der fortjener en hyldest. Når man  kommer ind i teatersalen, ser man blot sorte vægge og gulv. Samt et par rulleborde med kød. Pludselig males der et stort hvid felt på scenegulvet. Her centreres handlingen, og lyset kan farve det rødt om nødvendigt. Hen mod slutningen males det sort igen.

I princippet et ganske enkelt kneb, men her anvendt så virtuost, at det nærmer sig det geniale.

Man kan på ingen måde fremhæve nogle skuespillere på bekostning af andre, for dette er ensemblekunst, når det er bedst. Alle syv på scenen står knivskarpt.

Det kan godt ske, at det er flere end fem måneder siden, jeg senest var i teatret. Men lige her havde jeg en fest - teaterfest - af de store. Top underholdning fra start til slut. Kropsligt teater med både nøgenhed og splat. Meget fysisk fortalt. Og hele tiden det ene gode grin efter det andet.

Jamen du godeste! Se det for dælen. Du vil ikke fortryde.

Du kan læse interview med instruktøren her.

Foto: Catrine Zorn