Isoleret og ulykkelig i fyret

Teater - ”Hvor der er fugle”

- Har I lyst til at høre en god historie?

Det har alle jo, og netop sådan åbner Teater Nordkraft deres sprudlende, vilde gendigtning af Maren Uthaugs slægtsroman ”Hvor der er fugle” (2017), da vi sidder bænket i salen til premiereaften.

Med scenografiens runde træklædte fyrtårn foran det firkantede lavvandede soppebassin, der skal illudere havet.

Så får vi historien om fyrmesteren, der først hængte sin egen hund og derefter sig selv, så nu er der et ledigt job i fyrtårnet, to havmil ud for byen Uthaug i Norge.

Det lysende tårnjob kunne Johan (Jakob Hannibal) jo passende søge, men det kræver, at han er gift. Så er det da heldigt, at han møder præstedatteren Marie (Laura Kold) til dans. Og de bliver da også gift. Desværre er det ikke hende, han elsker.

Hun kysser kysk og ikke nær så tungegodt, som den vævre Hannah (Lærke Schjærff Engelbrecht), som er ”pænere end de fleste”. Hun er uheldigvis blevet gravid, men kan det ikke være lige meget, hvem faderen er? Hun og Johan kan da sagtens få et liv og ”en søn, selvom han ikke er din”.

Mener hun.

Men nej. Johan brækker sig voldsomt bare ved tanken. Så han pligtgifter sig med den stramme præstedatter, også for mors skyld, og så er vi ellers i gang med en rablende fortælling om svigt, ulykkelig kærlighed, hemmeligheder og fortielser – krydret med incest, studedruk og vold.

Det her er teater på den store stålklinge, forrygende morsomt og lige så gravalvorligt i et befriende miks.

Hvor du midt i det løsslupne grin over de groteske og grusomme optrin, samtidig fatter sympati for de stakkels mennesker, der hjælpeløst er ofre for deres egne drifter og fortvivlende forsøg på dog bare en gang imellem at gøre det rigtige og få et øjebliks lykke.

Fire skuespillere tager sig af 11 forskellige roller, og tempoet er både højt og spændstigt, uden at du på noget tidspunkt mister fortællingens røde tråd. Det er fysisk krævende teater, nærmest akrobatisk, når du ser skuespillerne tumle i det vandfyldte bassin.

Der både kan være det truende, bundløse dyb, der gør det nødvendigt for fyrmesterægteparret at binde deres græsædende retarderede søn Valdemar (Thomas Nielsen) med reb, så han ikke blæser i havet.

Eller det kan forvandles til en sensuel våd seng, når Hannah og Johan første gang forenes i salig sex i deres lykkelige forelskelsesperiode.

Det er en genial scenografi, og den bliver udnyttet maksimalt og overraskende. Vand og hav er jo rent symbolsk både samlende og adskillende – du kan sejle væk på havet, og havet kan forhindre dig i at slippe væk.

Havet er der bare, det er dig, som skal beslutte, hvad du vil med det.

Det er netop en af kernerne i dette stykke – det kan ikke nytte, at du som Johan, - glimrende spillet, indesluttet, fortabt og fortvivlet af Jakob Hannibal - altid skyder skylden på de andre. Dem, der forhindrer dig i at få et godt liv.

Hannibal gør det godt i denne hjælpeløse svagpisser-rolle, men i det hele taget er det klasseskuespil hele vejen rundt.

Laura Kold som den snerpede forargede moralvogter, Lærke Engelbrecht som både tralleglad datter (Darling) og livsglad den eneste ene (Hannah).

Mens Thomas Nielsen med imponerende timing forstår at omstille sig fra så forskellige roller som Uthaugs rige svin, Fede, den retarderede søn eller den Rød Aalborg-skænkende guvernante Gudrun, der sørger for nogle få lykkelige stunder i det isolerede fyrtårn.

Indtil alkoholmisbruget og den ulyksalige kærlighedsmelodi, ”Libeslied” trækker endnu flere ulykker ind i den totalt samspilsramte, mega-dysfunktionelle familie.

Netop som vi tror, at vi har styr på den her historie, og efter pausen forventningsfuld forbereder os på nye uhyggeligheder, vælger instruktør og manuskriptforfatter at vende det hele på hovedet.

Så nu får vi historien i tilbageblik fra start, men set fra kvindernes synsvinkel, så deres hemmeligheder og lyster i spring perspektiver den første historie.

Det er et dristigt greb, og det fungerer. Fantastisk faktisk, men det først og fremmest i kraft af det lydefri og samlende skuespil. Kors, hvor ensemblet knokler for det og for hinanden.

Du er aldrig i tvivl om, hvilken scene, det nu er, du ser fra en anden synsvinkel.

Det er fabelagtigt teater – jeg kan ikke erindre at have oplevet skuespil og teater, der på den måde rusker op i ens menneskesyn. Midt i al det horrible og skrækkelige kan du ikke lade være med at elske disse stakler – der jo er lige så skrøbelige og usikre, som du inderst inde ved, at du også indimellem selv er.

Se det, se det – du har aldrig oplevet noget lignende.

Ps: Efter forestillingen fik jeg en lille snak med henholdsvis forfatter Maren Uthaug, der var til stede ved premieren, og teaterdirektør og manuskriptforfatter Minna Johannesson.

Uthaug havde sagt ja til Teater Nordkraft, efter at Minna havde sendt et otte sider langt brev til hende, hvor hun beskrev teaters planer om at forvandle de 304 sider til teater.

- Jeg havde hørt om Teater Nordkraft og var tryg ved, at de gjorde det. Jeg læste ikke engang det teatermanuskript, som Minna senere sendte til mig.

- Jeg ville ikke blande mig. Jeg synes ikke, at jeg ved nok om teater, så jeg ville ikke ind og pille i det. Hvad andre forfattere godt kan finde på, tror jeg.

- Jeg er så glad for det, de har fået ud af stykket og ikke mindst slutningen, der efterlader et lille bitte håb – det er aldrig for sent at begynde på et nyt liv. Den er jeg så glad for, siger Maren Uthaug

- Og hvis jeg ikke kunne lide det, jeg så og hørte, havde jeg rejst mig og var gået midt i forestillingen. Men det gjorde jeg ikke!

Foto: Martin Høyer Poulsen.