En søns kærlighed til far

TEATER: "Hvem slog min far ihjel"

Dette er en monolog om en søns kærlighed til sin far. Monolog eller en lang tale - ja det er hip som hap.

Far og søn er forskellige. Far er fabriksarbejder og præget af nogle særdeles gammeldags holdninger til mandens rolle. Han mener, at manden skal være hårdtarbejdende. Han skal forsøge sin familie og beskytte dem. Han mener mener også, at manden skal være stærk og kvinderne skal beskyttes. Og han mener, at homoseksualitet er en vederstyggelighed.

Jovist: Lige her har vi en virkelig stereotyp opfattelse af mandrollen.

Sønnen er alt det, far hader: Bøsse, veluddannet, forfatter, politiker, aktivist og (næsten) revolutionær. Så da sønnen som voksen flytter til Paris, lægger han også afstand til sin afstumpede far og hans latterlige værdier.

Men som denne korte forestilling skrider frem, så lærer vi også, at de to virkelig elsker hinanden. Måske ikke i respekt for hinandens værdier. Men de elsker hinanden ubetinget.

Derfor er dette også en historie, som bliver mere og mere rar, jo mere den skrider frem. Netop fordi det er en smuk historie om kærlighed.

Sullivan Lloyd Nordrum får sin instruktør-debut med denne forestilling. Det er hans afgangsprojekt fra uddannelsen. Han har naturligvis gjort det lidt svært for sig selv ved at vælge en monolog som afgangsopgave. For der er altså kun én skuespiller at gøre godt med, og dialoger eksisterer ikke. Det er jo en enetale.

Det vil sige: Der er tale og lydeffekter, der er optaget i forvejen, så vores skuespiller på scenen spiller altså op ad en fastlagt lydside. Det er naturligvis med til at give samspil.

Der er taget nogle valg, som bestemt ikke gør tingene lettere: Der er en lang scene, hvor skuespilleren hvisker - eller rettere mimer til en hviskende talestrøm. Der er også en scene, hvor skuespilleren har en maske på og taler inde i masken. Det er nogle valg, som bestemt kan diskuteres.

På scenen møder vi Evrim Benli. Han gør en glimrende figur. Han har for eksempel en virkelig lækker og fyldig stemme - og det er jo en gigantisk fordel ved en monolog. Han får også tumlet ganske meget rundt på scenen, så man næsten bliver helt forpustet. Men først og fremmest får han skabt en fin udvikling, hvor kærligheden til faren vokser gennem hele forestillingen. Noget man også kan læse af hans øjne, der bliver stedse mere og mere begejstrede.

Jeg synes, det er en fin tekst, som har meget på hjertet. Men instruktøren har altså taget nogle valg, som gør fremførelsen lidt mere besværligt end nødvendigt. 

Foto: Sullivan Lloyd Nordrum