Fabelagtigt fiskeri

Hans Kirk og Hassan Preisler: "Fiskerne"

Det er en særdeles fornem bearbejdning af Hans Kirks 93 år gamle roman, som Hassan Preisler har lavet. Det er en stilsikker og knivskarp instruktion, som Anne Sacho Søgaard har tilføjet. Og det er et mageløst korps af skuespillere, der får alt til at gå op i en højere enhed.

"Fiskerne" er en dyster beskrivelse af en flok fiskerfamilier, der forlader det barske Vesterhav for at bosætte sig på Gjøl og ved Limfjordens lidt mere venlige vande.

Men her møder de en moderne verden. Her møder de dans, kortspil, lyst og liderlighed. De møder kort sagt livet, som det leves. Selv mener de, at gudsfrygt og benægtelse af alt, hvad der føles rart, er den bedste vej til Himmerrige og evig frelse.

Skam og snæversyn

Et vigtig begreb lige her er skam. Men hvad er den skam, der driver fiskernes fordømmelse af andre? Det er jo i virkeligheden noget egoistisk. For skammen er instrumentet, der gør dig bedre end de andre. Altså når skammen udebliver og går ud over de andre. Rammes du selv, ramler det for dig.

Lige her er det så, at man kommer til at tænke på andre dele af verden, hvor snæversyn pakkes ind i religion med ubærlige tilstande som følge. Tænker man den tanke til ende, så havde vi det altså selv for relativ kort tid siden.

Der er fem skuespillere på scenen her. Plus et par børn. De farer ind og ud af rollerne, og omklædningerne sker ofte for øjnene af én. Ja omklædningerne sker jævnligt samtidig med at skuespilleren forvandler sig fra én rolle til en anden.

Det er mageløst og virtuost. Og det sker med en præcision, der næsten gør en åndeløs.

Selv om alle fem skuespillere er fænomenale, så skiller Laura Kold sig ud. Det skyldes måske også, at hun forvandler sig fra den strideste og mest fundamentalistiske religionskriger i det ene øjeblik, til at være den mest saftige og liderlige unge pige med en glubende appetit på mandfolk. Det er en kontrast, der nærmest står én omkuld.

Det sidste bliver så besværliggjort af, at én af hendes forlovede er frelst fisker som absolut ikke billiger sex uden for ægteskabet. Selv om han er tæt på at lade sig friste.

Leg med virkemidlerne

Det er en forestilling, der konstant leger med virkemidlerne. Tag bare Præsten. Han sveder tran konstant... Det sker ved at et par af de andre skuespillere står med vandforstøvere og blæser mikroskopiske vanddråber på panden af ham.

Det er guddommeligt morsomt.

Og her er vi fremme ved endnu en af forestillingens helt store styrker: Humoren.

"Fiskerne" er strengt taget alvorlige sager. Men hold nu op, hvor der er mange grin undervejs.

Grinene opstår i de mange uventede handliger og løsninger, vi ser for øjnene af os. Der bruges også røgmaskine på en overraskende måde.

Men "Fiskerne" forstår sandelig også at være alvorlig, når det skal være. Til gengæld er legen mellem alvor og humor afvekslende, og det er nok forestillingens allerstørste force.

Også scenografien er en leg. Skuespillerne flytter hele tiden om på effekterne i scenografien. Det er alt fra lysstandere til fiskekasser, til skamler, til bræk-fade, til bundgarnspæle, der pøler rundt i nye positurer og nye funktioner.

En legende forestilling

Ja - denne forestilling er noget af det mest legende, jeg har set i lang tid. Og publikum er med på legen.

En del af legen er også, at vi som publikumer skal synge med på forestillingens salmer. For jo: I sådan et tungt, religiøst fængsel, skal der naturligvis synges salmer. Alle publikummer mødes med en minimalistisk salmebog på sædet: Et A4-ark med fem salme-uddrag. Når skuespillerne synger, tændes lyset i salen, så vi publikummer kan skråle med. Og der blev skrålet, så det var en fornøjelse.

Vi kommer heller ikke uden om, at dette er skuespil af virkelig høj klasse. Der tales mange steder jysk. Især fiskerne er langt ude på landet med deres dialekter, mens storbyens (Gjøls?) folk taler et mere mundret dansk. Men alle de mange roller leveres altså knivskarpt og med flotte overgange. Selv om alle skuespillerne har flere roller, så er de altså leveret med stor forskellighed. Så til Laura Kold, Clara Josephine Manley, Thomas Nielsen, Jakob Hannibal og Allan Helge Jensen: I har dælme reddet min aften. I var pragtfulde.

Til sidst skylder jeg at skrive, at nok er dette er stærk bearbejdning af Kirks tekst. Men det er faktisk også en loyal bearbejdning.

Du kan læse foromtale af forestillingen her

Fotograf: Martin Høyer Poulsen