Skrækkelig og fabelagtig

Teater - "Fanny og Alexander"

Det skrækkelige teater med al dets tant og pjat og ansvarsforflygtigelse, liv og hurlumhej …

Nej, det er ikke noget at brug sit liv på. Sådan tænker Alexander og Fannys enkemor Emilie, da hendes mand, skuespiller og teaterdirektør Oscar, pludselig dør. Hun føler sig for alvor alene og fortabt og vil tættere på et ”ægte” liv.

Og så kaster hun sig i kristendommen og ikke mindst biskop Edvards sorte favn. Siger farvel til sin farverige teaterfamilie og flytter ind i bispegården , hvor børnene kommer til at leve tættere på en Gud, der hersker patriarkalsk med strenghed og straf.

Sådan er handlingen kogt ned til maggiterning i svenske Ingmar Bergmans drama ”Fanny og Alexander”. Først udsendt i form af en fire afsnit lang tv-serie, og siden forvandlet til tre timer lang og fire gange Oscar-belønnet film ”Fanny og Alexander” (1982).

Og nu som fabelagtigt og skræmmende godt stykke på Aalborg Teaters store scene.

Her er foretaget nogle ganske geniale og anderledes greb, som inddrager os, publikum, på en helt anderledes måde. Når Alexander i form af Thomas Kristian Bak kommer bagfra i salen, indtager scenen og fortæller. at nu skal vi på erindringsrejse.

Hvad der skete, da far døde, og børnene fik en ny – biskop Edvard Vergerus (Martin Ringmose).

Snart får vi præsenteret den store familien Ekdahl, deres dyder og laster – den lettere alkoholiserede Carl (Marcus Gad Johansen) og hans tyske kone Lydia (Marie Knudsen Fogh), den tjenestepigeglade Gustav (Lars Topp Thomsen) og hans overbærende kone Alma (Camilla Gjelstrup), teaterdirektøren Oscar (Steffen Berenthz Eriksen) og hans smukke skuespillerviv Emilie (Bolette Nørregaard Bang).

Og børnene foruden ovennævnte Alexander også Fanny i form af en spag, forsigtig Karla Rosendahl.

Samt ikke mindst i spidsen for det hele som tilgivende og forstående hersker, bedstemor Helena, spillet myndigt, behersket og uforligneligt af Annika Johannessen. Og ved hendes side elskeren og pengeudlåneren Isak i form af en veloplagt Jørgen W. Larsen.

Vi kommer med til den særdeles fugtige julefrokost og får snart det mest intime indblik i den livlige teaterfamilies problemer, sorger og glæder. Alt imens hovedhistorien snor sig afsted, får vi løbende fortalt og er godt underholdt af både muntre og alvorlige optrin.

Når Gustav får hevet buksen ned og ”kronprinsen” frem og forenet med tjenestepigen i verdens måske korteste samleje. Eller når Lydia på gebrokkent tysk ufrivilligt kommer til at genere sin svigerinde Emilie.

Teknik og snoretræk på sidescenerne er synlige for publikum, hvilket virker både stærkt og overraskende. Det gør skuespillet desto mere bærende og nøgent. En kæmpestor sort-hvid udgave af Gustav Dorés bibelillustration ’”Faldne engle” danner baggrund for forestillingen. Og med Mia Willetts lyssætning skifter billedet hele tiden karakter - fra dyster, farveløs dommedagsstemning til lysende, lyserød lykke.

Med på scenen er også musiker Klaus Risager, der både spiller piano og percussion. Dybt og lyst, kæderaslen, truende buldren, munter strengeklimten, støj og melodiske elementer afløser hinanden. Somme tider tilføjet ensemblets ordløse korsang.

Tempoet og den fysiske aktivitet på scenen er energisk, nogle gange nærmest kaotisk. Rekvisitter bliver kørt ud og ind, men hele tiden lykkes det i fællesskab ensemblet at holde fast i den ganske beske historie om teaterkvinden, der kaster sig i den undertrykkende kristendoms favn.

Det er slemt for hende, men værre for børnene. Og den stadigt accelererende kristne ondskab er skildret med kuldslået ro i form af Martin Ringsmose, stivnede kropssprog og sært tilbageholdte strenghed. Han gør det godt som skinhellig, men lidt mere nydelse over at være et ondsindet bæst, havde nu ikke skadet skuespillet.

Ganske som i Shakespeares stykke ”Hamlet” er stykket også fyldt med genfærd – udover døden også far Oscar, der igen og igen viser sig for Alexander, når der ser sortest ud.

Det er en både tung og skæbnesvanger undersøgelse af Gud og tro, medmenneskelighed og kærlighed. Om mennesket og dets forhold til hinanden. Skal det være båret af tilgivelse og forståelse? Eller er det askese, strenghed og straf, som gør os til bedre mennesker?

Det kan lyde tungt, men er lydefrit og overbevisende spillet i sin vekselvirkning mellem melodramatisk alvor og hylesjov komedie.

Og der i anden akt holder vi alle spændt vejret – da Alexander, ungdommeligt kæk og samtidig fortvivlet spillet af Thomas Kristian Bek udbryder:

- Vi stopper her…

Men det gør det ikke. Døden, den sorte kristne biskopdjævel og far-søn relationen… Det hele bliver undersøgt, vendt og drejet, så vi sidder både betagede og berørte tilbage. Stærkt teater i særklasse i instruktør Egill Pálsson levende og foranderlige iscenesættelse.

Foto: Allan Toft