Den udsatte skilsmisse

Teater - ”Et dukkehjem – 15 år senere”

Lidenskabeligt, tænksomt, småhumoristisk og sine steder dramatisk gribende.

”Et dukkehjem – 15 år senere” bygger behændigt videre på den norske dramatiker Henrik Ibens skuespil ”Et dukkehjem” (1879). Skandaleombrust ved premieren i sin samtid i skildringen af Nora, en kvinde, der ikke længere kan finde rum til sig selv i sit ægteskab. Føler sig reduceret til legetøj. Ufri. Undertrykt. Og forlader mand og børn.

Et stykke båret af en radikal og dengang ganske uhørt kritik af kvindens rolle i både familie og samfund.

Og lad det være sagt med det samme dette appendiks til eller rettere genbesøg i Ibsens skuespil kan sagtens stå alene og er vedkommende dramatik i sin egen ret

Nu dukker Nora i form af den skønt grønkjoleklædte Kirstine Hedrup igen op i det hjem, hun forlod for 15 år siden. Inviteret af stuepigen og tyendet Anne Marie (Judith Rothenborger). På hemmeligt besøg hos sin tidligere ægtefælle, bankmand Torvald Helmer (Erik Viinberg).

I den indledende, fortrolige samtale mellem husets tidligere frue og tyendet, forstår vi, at det er gået Nora godt. Succesrig skriver hun under pseudonym frigørende kvindelitteratur med udgangspunkt i sit eget liv. ”Ægteskabet er grusomt”, og flere af hendes kvindelige læsere har inspireret af hende forladt deres mænd.

Det har nu udløst et ganske alvorligt problem for Nora. Så hun er ikke bare på uforpligtende hyggevisit, men er faktisk også kommet hjem for at bede Torvald om en lille tjeneste …

Der kan løse hendes problem.

Så er vi i gang med dette ganske ordrige og elegant forløste stykke, hvor vi kommer på en del dramatiske rutsjebaneagtige ture, mens vi får vendt og drejet kvindefrigørelse, mandens Gud-givne dominerede samfundsrolle og ikke mindst ægteskabet som institution – er det tryghed eller fængsel?

Ganske enkelt i scenografi med de grønmalede vægge og scenelysets spejlruder, der giver os borgerhjemmets trygge ramme, mens vi som tilskuere kigger ind i opgøret. Fyldt med vinduernes symbolske sprossekors.

I den bærende hovedrolle gør Kirstine Hedrup det fremragende. Livlig, charmant og lidenskabelig. Og hvad hun ikke kan udtrykke med et halvt hånligt ”uh”, eller knejse stolt med nakken, når hun skal understrege sine angreb på mand og hykleri. På en gang kvindestærk og fyrig hidsig.

Overfor hende spiller Erik Viinberg den først forbløffede, lammede og ganske ordlamme ægtemand, der ikke ved, hvad han skal stille op med den flammende furie. Som engang var hans Nora.

Vissen og udslukt bliver han spillet af Viinberg, men under deres første stadigt mere konfronterende diskussion af, hvad der dengang egentligt førte til skilsmissen, vågner han til dåd i skarpe konfronterende, ja ligefrem giftige replikker. Det er fornemt spillet.

Nora er ved at blive sat skakmat, men stuepigen, spillet forsonende og forgæves udglattende af Judith Rothenborg som det solide faste anker midt i al tumulten, har måske en løsning.

Datteren Emmy. Hun kan måske smelte sin faders hjerte, Det er ikke mindst i samspillet mellem hende og Kirstine Hedrup, at stykket får vedkommende samtidig relevans, mens også udtalt humoristiske elementer nu blander sig i skuespillet.

Henriette Katrine Lund spiller datteren med ungdommelig ligefremhed, klar i tale og i hovedet, bøjer hun sig ikke uden videre for sin mors frigørelsespræken.

Hun ser ikke ægteskabet som et fængsel, men som en tryg havn. Kaster du det over bord, ender du som et isoleret menneske afskåret fra det sociale liv.

Igen stort skuespil. Henriette Katrine Lund står rank og ren som en nyudsprungen pilekvist i sin opposition til mor Nora. Føjelig, men også ubøjelig.

Stykkets spændingskurve er fornemt afviklet – også fordi du ikke aner, hvad der nu venter forude af overraskelser. Her et heftigt, nærmest vulkanbrudslignende opgør, forsoning og afklaring, inden Nora igen er klar til at gå ud af døren.

Forlader hjemmet, sikker i sin sag på, at en dag vil verden, samlivet og balancen mellem mand og kvinde se helt anderledes ud. Men at den forandring også bliver hendes egen – kvindens kamp.

Det er godt teater. Nej, bedre end godt. Vedkommende og afvekslende i sine skift mellem humor og gribende alvor og ganske forrygende spillet i et uafbrudt stræk.

Interview med instruktøren her.