Skip to main content
Teater

Når julen snegler sig afsted

Limfjordsteatrets nye julekomedie ”Den endeløse eftermiddag” har urpremiere onsdag 25. november. Og for de corona-bekymrede er der mulighed for at se forestillingen on-line hjemme fra sofaen.

I stykket møder vi ægteparret Rosa (Lasse Popp) og Just (Anna Ur Konoy). Rosa hersker i køkkenet, mens Just nidkært vogter over telefonen i håb om et lykkebringende opkald fra Tyskland. Deres samliv har kendt langt bedre dage.

Men det er ikke lykkedes dem at bryde de ufrugtbare cirkler, selv om de stadig snakker sammen. Rigtig meget endda.

Teater Den endeløse eftermiddag

Og ikke alle elsker jo julen. For nogen kan det være lidt af en prøvelse at skulle lege lykkelig familie i de alt for mange juledage. Hvor en enkelt eftermiddag kan blive alt, alt for endeløs.

Limfjordsteatrets huspoet Lasse Popp har skrevet teksten og spiller selv rollen som den husmoderlige, storsnakkende Rosa, mens skuespiller og sanger Anna Ur Konoy ses i rollen som den utilnærmelige Just.

Deres forhold kører i ring, og det ganske bogstaveligt på en drejelig scene, placeret midt i teatersalen med publikum udenom.

Tragisk og morsomt

Teatrets leder Gitta Malling har længe haft Anna Ur Konoy i kikkerten, og da skuespilleren blev tilbudt rollen i ”Den endeløse eftermiddag” slog hun hurtigt til.

- Jeg læste dele af manuskriptet og fandt det på én gang både tragisk og morsomt. Det er altid ulykkeligt, når ægteskabet bliver en ørkesløs og kærlighedsløs kampplads, men i Lasses fremstilling bliver det virkelig sjovt, siger Anna Ur Konoy.

Rent tekstmæssigt er det lidt af en tour de force for både hende og Lasse.

- Han kan noget med sprog og rytme, og jeg oplever det som om, han har skrevet ét langt musikstykke. En trommesolo, der hvirvler derudaf, siger Anna Ur Konoy.

Teater Den endeløse eftermiddag

Teaterhuset bliver i sig selv en oplevelse med masser af julepynt- og julelys, og julefarver i den udendørs facadebelysning. Online-gæsterne kan på forhånd købe billet til 70 kr., og få tilsendt et link.

- Vi ved godt, at filmet teater aldrig bliver det samme som at sidde og få rum, lys, stemning og intensitet med i salen. Men vi vil gerne give vores trofaste teaterpublikum mulighed for at følge med i det, vi laver, siger teaterleder Gitta Malling.

Så når det kriseramte ægtepar Rosa og Just går på scenen onsdag aften, bliver der samtidig åbnet for online-forestilling via en lukket YouTube-kanal.

Juleteater

  • "Den endeløse eftermiddag”
  • Medvirkende: Anna Ur Konoy og Lasse Popp
  • Manuskript: Lasse Popp
  • Instruktør: Marlene Smith
  • Scenografi: Christian Q. Clausen
  • Musik: Lasse Popp
  • Produktion: Kim Fast Jensen 
  • Kostumer: Lene Bek Nielsen 
  • Teknik: Rasmus Hvilshøj Pedersen og Mads Bjerregaard Nielsen
  • ”Den endeløse eftermiddag” spiller 25., 26. og 27. november og 2., 3. og 4. december kl. 19.30 samt 5. december kl. 14. Spilletid: 75 minutter.
  • www.limfjordsteatret.dk
  • online-bestilling: post@limfjordsteatret.dk
  • Forestilling anmeldes på Kulturen.NU - kan læses fra natten til fredag
Arkiv