Det handler om, gab-gab, offentlighedsloven

TEATER: "Det fortrolige rum"

"Det fortrolige rum" handler om offentlighedsloven.

Hvad rager det mig, tænker du sikkert, kære læser.

Og hvis du tænker sådan, så er det helt i lovens ånd.

Meningen med offentlighedsloven er, at borgere og journalister kan søge aktindsigt i masser af sager. Det er jo smukt. Problemet er bare, at der er masser af undtagelser i loven. Masser af spidsfindigheder, der umuliggør aktindsigten. Derfor blev loven også kaldt mørklægningsloven af sine kritikere, da den blev vedtaget i 2013. 

Men tanken er fin. Med loven i hånden kan journalister holde øje med magthaverne. De kan få indsigt i papirer med meget mere. De kan finde fejl i politikernes og embedsmændenes håndtering.

Det er dog ikke altid i politikernes interesse, at de skal afsløres. Derfor de mange sidespring i lovteksten, som muliggør, at masser af informationer kan puttes væk til (forhåbentlig) evig glemsel.

Så hvis du mener, at offentlighedsloven ikke rager dig en tøddel, ja så bliver dine politikere glade. Det er i hvert fald budskabet i denne forestilling.

Efter denne indledning har du sikkert, kære læser, mistet al lyst til at se denne teaterforestilling. Men jeg tør godt love dig for, at stykket her er virkeligt morsomt.

Foran dine øjne har du to skuespillere. Den ene spiller journalisten Frank anno 2068. På det tidspunkt har Medusa-virussen plaget menneskeheden i årtier. Straks efter corona kom Medusa. Den har nu holdt befolkningen fanget i årtier. Der i 2068 er Mette Frederiksen stadig statsminister. I en alder af 90 år!

Frank spilles perfekt af Anders Budde Christensen, og det meste af tiden spiller han op imod en videoprojektion af masser af andre mennesker. Og selv om masser af andre skuespillere optræder på en skærm, så er timingen perfekt. Det skal den også være, for hvis vores skuespiller på scenen mister et par takter, så er han helt ude af trit med replikkerne, der skal afleveres i samspil med videoen.

Til at backe ham op har vi en skuespiller, der spiller rigtigt journalist i vore dage. Sofie Buch Hoyer har den rolle. Hun knytter fortællingen sammen. Det er hende, der har de mere tørre beskrivelser af offentlighedsloven.

Jeg vil ikke røbe mere af handlingen, for den byder på saftige overraskelser.

Men jeg vil måske anfægte, at forestillingen har væsentligt større interesse for journalister, politikere og folk med stor interesse for samfundsforhold, end den har for publikum, der blot er interesseret i tandløs underholdning.

For selv om det er ganske morsomt, så er det en fordel at være velorienteret om samfundet. Og ved man - blot sporadisk - hvad offentlighedsloven går ud på, så er man også sikret væsentligt mere morskab.

At stykket foregår i en blanding af real-skuespil og video er et godt og solidt kneb - for her virker det nemlig godt. Som i virkeligt godt.

Tillige foregår scenerne med Frank inde i gigantisk kasse med flere projektorer. Og uden om kassen har vi så journalisten, der spiller med her i 2022.

Ina-Mirian Rosenbaum har instrueret med vanlig selvsikker stil, og hun spiller selv en eventyrlig sjov figur i slutscenen. Men igen: Du får ikke at vide hvem eller hvordan.

I den projicere verden møder vi også personen Volvo, spillet af Kristian Halken i fin stil. Det er tillige ham, der har skrevet stykket. Altså ordene.

Min sidedame i teatersalen mener dog, at det også er værd at sender roser til journalisten Jesper Thynell, der har været med til at afsløre, hvordan offentlighedsloven indskrænker offentlighedens adgang til oplysninger. Meget af forestillingen baserer sig på Thynells research.

Men find dig endelig et teater i nærheden, der viser denne forestilling. For den er altså virkelig sjov og knivskarp satire.