De 10 Bud i en mesterlig scenografi

TEATER: "Dekalog"

Denne gang starter vi ikke anmeldelsen med et referat. Det skyldes, at dette ikke kan refereres. Der er ikke en fortløbende, plotbaseret handling. Der er en masser scener. Der er en masse mennesker. Men ikke én fortælling i gængs forstand. Der er mange.

Efter første akt siger jeg, at jeg fatter intet af denne historie. I hvert fald ikke nok til at jeg kan lave et fyldestgørende referat.

Til gengæld: Jeg føler mig bragende godt underholdt.

Og jeg ved præcist, at der er masser af sex, vold, skyld, kærlighed med mere i forestillingen. Den slags er altid godt teater.

Efter anden akt står tingene noget klarere. Vi har lært vores personer at kende. Vi ved hvad de tragter efter: Kærlighed. Og vi ved, hvor svær kærligheden kan være. Vi ved hvor smertefuld tabet af kærlighed kan være.

"Dekalog" henviser til den polske instruktør Kieslowskis 10 korte tv-film om De 10 Bud. Hver film havde en ny person i hovedrollen, som blev udsat for et dilemma fra De 10 Bud. Nåja: Dekalogen er også et andet udtryk for netop De 10 Bud.

Jeg har ikke overblik over, hvor mange karakterer de fem skuespillere på scenen har skildret. Måske er det 10.

Jeg har heller ikke overblik over, om alle buddene er med i dette teaterstykke. Men jeg ved helt klart, at jeg ved et par lejligheder så Jesus - med tornkrans og det hele. Nogle gange endda på hævntogt, når menneskene har lemfældig omgang med Dekalogen.

Og ham der Gud - er han med?

Der er i hvert fald en rød lysende knap i scenografien, som virker som fortælleren i forestillingen. Når knappen lyser, taler Gud? Eller hvem det måtte være. Han er i hvert fald en bestemt herre. Selv om de medvirkende forsøger at diskutere med ham.

Selv om der ikke er en fortløbende historie i forestillingen, så er der flere handlingstråde, som er i udvikling. De handler alle om kærlighed. Vi har kvinden Magda, der bliver udspioneret af genboen og psykopaten Tomek, når hun har sex. Det har hun ofte. Vi har den impotente læge og hans skrupliderlige kone. Vi har et far-datter-forhold, der nærmer sig incest. Og vi har en en far og hans kærlighed til den lille søn - som er en dukke. Og som gestaltes både sjovt og rørende af Jakob Hannibal.

De øvrige medvirkende er Thomas Nielsen, Lærke Schjærff Engelbrecht, Tobias Leander og Christine Gjerluff. Og hvor de dog kan!

Det er måske den største oplevelse at se det lille ensemble spille så tæt sammen. Det sker med en enestående timing. Også en timing der fungerer på første klasse, når der spilles op ad optaget lyd.

Det er også en meget svær forestilling for skuespillerne, for tempoet er voldsomt højt, både i replikker og i fysisk udfoldelse på scenen. Det er mageløse præstationer, vi oplever lige her.

Scenografien af Peter Schultz er genial. Simpelthen.

Vi har et gigantisk lokale med spejlvægge. Vi har forskudte scener i stilladser. Vi har et vandbassin foran i scenografien - og det benyttes flittigt. Vi har et gigantisk gulv beklædt med det fineste strandsand. Vi har masser af rekvisitter gemt i sandet.

Hele tiden dukker der overraskelser op af sandet.

Umiddelbart virker scenen som et filmlærred - i 3D. Det er omkranset af en sort ramme. Der er en gigantisk dybde - spejlvæggene er med til at forstærke det indtryk. Jeg har sjældent oplevet sådan en magisk dybde i en scenografi.

Det er en scenografi, der anvendes til det yderste, for skuespillerne vælger også at gå ud foran scenen for at spille. Eller de vælger arealet foran scenen, når de går ud. Og pludselig kommer der en kummefryser på en sækkevogn ind på publikumsarealet.

Også lyset er mesterligt. Og lyden.

Lyden er meget voldsom. Der er også placeret et par gigantiske bashøjtalere under publikumssæderne. Det gør, at man kan mærke lyden i hele kroppen.

I det hele taget er dette ikke noget, der skal forstås. Det skal opleves. Føles. Man skal give sig hen til det flimmer af mærkelige glimt af historier, der flimrer foran øjnene på én. Det overrumpler i al sin uforudsigelighed. Som publikum kommer du på den helt store rutsjebanetur. En tur du ikke ved hvor ender. Men hvor kan det dog gøre lige meget.

Vi må også lige nævne et tillægsgevinst til ovenstående: Det er hylende morsomt.

Foto: Martin Høyer Poulsen