De forvirrende dage i Aranjuez

Peter Handke: ”De skønne dage i Aranjuez”

Hvad handler det om?

Tjah. Det er svært at forklare. Men det starter med en mand og en kvinde, der sidder ved et bord en dejlig sommerdag. Hun bliver spurgt til sin første erotiske oplevelse. Ja så langt kan jeg følge med. Men så taber jeg tråden.

Peter Handke skrev dette for ni år siden, og Wim Wenders lavede en film ud fra manuskriptet, som deltog i konkurrencen om Sølvbjørnen ved filmfestivalen i Venedig i 2016.

Den film fik blandede modtagelser. Det tyske dagblad Die Welt anmeldte den under overskriften ”En hymne til den kedeligste film til alle tider”. Mens andre kalder den et stille mesterværk.

Men måske rammes det hele ind, da forestillingens kvinde hen mod slutningen siger:

- Var tanken ikke: Ingen handling. Kun dialog.

I filmen er den sætning lagt i munden på manden.

Dialog er der nok af

For jo: Dialog er der nok af. Manden stiller kvinden spørgsmål til hendes beretning om sit erotiske liv. Men lytter han efter? I stedet fortæller han om de kongelige haver i den spanske by Aranjuez. Han fortæller om ribs. Om hekseringe i græsset og alt muligt andet botanik. Men mest af alt taler de forbi hinanden.

Måske det er stykkets budskab. At mænd og kvinder har svært ved at tale sammen. At det er svært at tale om erotik. Og at det er svært at erindre fordums erotiske eventyr.

Erotik som hævn

Pludselig kommer der så en anden vinkel ind i erotikken. Nu betragtes erotik som hævn. Eller har jeg misforstået noget?

Det er en svær tekst at komme igennem. Også fordi stykket ikke overholder gængs dramaturgi, hvor der jo er en fremadskridende handling. Her er talestrømme. Men ikke nødvendigvis talestrømme, der giver mening – eller forløser en fortælling. Og ordene er på et meget højt abstraktionsniveau. Det nytter ikke noget, at man falder i søvn lige her. Selv om det kan friste.

Ordet frentisk anvende flere gange undervejs. Det betyder vanvittig. Og det er teksten mange steder.

Hvorfor skal vi møde dem: Manden og kvinden?

Det store spørgsmål er: Hvorfor er de sammen, manden og kvinden foran os. Hvad er det, de vil fortælle os. Hvad skal vi opleve. Og hvorfor?

Det mangler jeg stadig et svar på. Og jeg kræver ikke et præcist svar. Bare sådan en antydning af, hvad løjerne går ud på.

Og hvorfor smører kvinden sig ind i kalk og mudder hen mod slutningen? Jeg forstår det ikke.

Jeg forstår nok heller ikke slutscenen, der indledes med udryknings-sirener. Siden kommer der flyvemaskiner til på lydsiden. Der kommer krager. Der kommer bilhorn. Ja det bliver til en vanvittig kakofoni af lyde, og så pludselig eksploderer en pose over scenen, som bliver begravet i røde glaskugler.

Jamen altså.

Bedre online-produktion end "Tine"

Til gengæld er stykket som streamet teater en væsentligt flottere produktion end sidste uges ”Tine”, der blev sendt fra Store Scene. I sidste uge var der 12 skuespillere på scenen, og alt blev vist i totalbilleder. Her er der plads til nærbilleder – dog ikke close up. Og det, at man kommer tættere på skuespillerne, giver altså god mening. Det er givetvis også væsentligt lettere at producere, når der kun er to på scenen.

Scenografi og billeder er også flottere end ”Tine”. Her er ikke blot et virkeligt flot scenerum, der er også en vanvittig flot belysning der.

På et tidspunkt taler manden og kvinden om silhuetter. Mens det sker, bliver mandens ansigt til en silhuet på kvindens hvide kjole. Den slags detaljer er der mange af. Det er virkelig gennemarbejdet og flot.

Mange ting lykkes

Så jo: Der er masser af ting, der lykkes i produktionen. Men kom ikke og bed mig om et referat af stykket. Det overstiger nemlig langt mine evner.

Sidste uges transmission af ”Tine” nåede op på næsten 14.000 gæstende enheder. ”De skønne dage i Aranjuez” toppede ved 2000 – og lå på 1400 hen mod slutningen. Og det er jo strengt taget ret mange gæster på Lille Scene.

Men husk: Film skal ses i biografen. Teater skal ses i teatret. Og streamet teater skal ses, når man ikke kan få andet. Jeg glæder mig til, at kulturlivet lukker op. For dette kunne givetvis også have været en helt anden oplevelse, hvis man havde siddet i salen sammen med skuespillerne.