Lidt for lang og lidt for gammeldags

TEATER: "Busters verden"

"Busters verden" er udødelig. Det er der rigtigt mange gode grunde til. For det første var Bjarne Reuters børnebog fra 1979 fantastisk. Dernæst lavede Bille August er mageløs dejlig tv-serie i 1984, som tillige blev klippet sammen til en biograffilm. Hertil kommer, at Nana Lüders lavede en utrolig iørefaldende melodi til Augusts film.

Denne sommer var der premiere på endnu en film om Buster Oregon Mortensen. Det var dog især en kærlighedsfilm - men man er jo også nødt til at skære meget væk, når en bog skal kortes ned til en film.

I dette teaterstykke forsøger man at får noget mere med. Og der er også plads til de mere melankolske sider af denne fortælling: At far er en døgenigt og drukkenbol, og at naboen, Fru Larsen, skal dø.

Dette teaterstykke er tillige en musical. Der vil sige masser af sang og dans.

Første anfægtelse

Her har jeg min første anfægtelse: Virker det på børn, eller betragter de det som langtrukkent?

Jovist er sådanne danseoptrin jo fejende flotte, men jeg tror altså, at børnene synes, det bliver for meget.

Der er også mange sange, der bestemt ikke er iørefaldende, og efter forestillingen husker jeg kun én: Nanna Lüders gamle titelsang, som afslutter forestillingen.

Det er så også en ualmindelig dejlig sang at gå hjem på.

Selv om der ikke er fængende melodier i forestillingens mange sange, så er der flot sang fra de medvirkende, og jeg må tage hatten af for kor-arbejdet og flerstemmige vokaler ved enkelte lejligheder.

Anden anfægtelse

Min anden store anfægtelse går på, at jeg synes, at Bjarne Reuters fortælling burde moderniseres. Børnene blandt tilskuerne hører om en longjohn - altså en budcykel. Det ord har de med garanti aldrig hørt før.

Men heldigvis kommer der lidt senere én ind på scenen. Der bliver også talt om et ismejeri. Det er der ikke ét barn i dag der ved, hvad er. 

I sommerens spillefilm var ismejeriet skiftet ud med en blomsterbutik. Det gav lidt mere mening.

Jeg sidder derfor også og tænker på, at denne musical i højere grad henvender sig til de medbragte børns forældre? De var jo selv børn, dengang tv-serien gik sin sejrsgang dengang i 1980'erne. Eller i årene derefter, hvor serien hyppigt blev genudsendt eller indkøbt på VHS-bånd.

Disse anfægtelser til trods, må jeg dog indrømme, at børnene i salen holdt koncentrationen - selv de mindste børn. Så noget har forestillingen bestemt kunnet over for de yngste tilskuere.

Det yngste publikum er også vant til noget andet, når de kommer i teatret med  skole/børnehave. Så er der to-tre skuespillere. I denne udgave var der 13 på scenen. Og teater/musical med så mange medvirkende er jo overdådigt.

Imponerende Buster

Man kan nu heller ikke undgå at blive imponeret over den unge 17-18-årige Adam Ostersen, der spiller hovedrollen som Buster - altså uden at have en færdig skuespiller/musical-uddannelse i ryggen.

Han tumler rundt og er overalt på scenen, og det er en forestilling, der kræver en god fysik. Der er også mange ord, der skal læres. 

Også det øvrige ensemble gør det aldeles glimrende.

Scenografien er enkel, men effektiv. Forestillingen har indbygget pause, og første del varer 70 minutter, mens anden del varer 35.

Enten burde pausen være flyttet frem eller helt afblæst. Havde man valgt det sidste, skulle der sikkert være skåret 20 minutter af længden.

Også det ville have klædt forestillingen, hvis man igen tænker på børn som kernepublikummet. For der er altså flere scener, der er puttet på for at ramme den normale totale spilletid på godt to timer, som jo er den læst de fleste musicals er drejet over. 

Foto: Tony Brøchner