Kærlighedens punkteater

Teater -”Betty Blue”

Spænd sikkerhedsbæltet og forbered dig på det uventede. For du skal selvfølgelig ind og se teaterchef og instruktør Minna Johannesson’s grænseoverskridende fortolkning af den franske og trendsættende film ”Betty Blue” (1986), når du har læst denne anmeldelse.

Minna har i løbet af sine nu snart fire år på Teater Nordkraft udviklet sin helt egen teaterstil – anderledes, intens, publikumsindragende, humoristisk med one-liners, der er grinagtige og rammende, og samtidig med plads til dybt alvorligt at vende livets store spørgsmål. Med plads til både gråd og latter.

Sådan også med denne forestilling, der som omdrejningspunkt har den grænseløse forelskelse – ”hun er det eneste i mit liv, der har nogen betydning”, som stykkets blikkenslagerhelt Zorg (Anders Manley) siger det i stykkets indledning.

Han er en døgenigt, bogstaveligt talt strandet i det sydfranske, med en ufuldendt roman gemt i en flyttekasse, da den lidenskabelige Betty, kommer ind i hans liv.

Vor forfatterspire i stykket her skal så ikke forholde sig til bare én, men hele tre Betty.

Så det er ikke bare det feminine vulkanudbrud i form af Laura Kold, men også den sololieindsmurte Thomas Nielsen, og den stærkt syngende kvindelige musiker, Nanna-Karina Schleimann, vor håbløst forelskede hovedperson skal tackle.

Anders Manley, hvis ansigtstræk kan minde om en ung Colin Firth, spiller rollen, venligt maskulint, men også en smule hvalpefortabt. Og det er er til at forstå, når denne tsunami af kvindelig viljestyrke kræver det absolutte nærvær, den absolutte lykke, det absolutte liv af ham. Og det her og nu og ikke i morgen.

I form af Betty, der udråber ham til at være verdens eller i hvert fald Frankrigs største, men desværre også ukendte forfatter.

Manley gør det imponerende godt. Også som den fortæller, der binder historiens kaotiske fremadskriden sammen.

Disse få linjer, kære læser, blot for at du har lidt at holde fast i, når du går ind til denne totalt ekstatisk gennemførte og ustyrlige forestilling.

Scenografiens strandsand og bilvraget strandet i baggrunden danner baggrund for et tempo, der ville kunne få selv en Formel 1-kører til at miste overblikket.

Der bliver spillet godt hele vejen rundt om vor Zorg. Laura Kold kan brænde igennem med kvindelig urkraft, så du uvilkårligt og ubevidst rykker lidt nervøst tilbage i sædet.

Stykkets musiker Nanna-Karina Schleimann bidrager på samme måde med smidig kropsenergi og rebelsk punkudstråling ligesom stykkets mandlige Betty – Hr. Thomas Nielsen - brillerer med vanlig underspillet komisk humor. Legende - og tror jeg sine steder chancetagende improviserende - skubber skuespillerne hele tiden stykket og grænserne for, hvad der er muligt på en scene.

Det er fanden-i-voldske-løjer i højt tempo, og der er stort set ikke et roligt øjeblik på strandscenen, mens vi får tilbudt is, pizza eller inviteret til at male strandskurene.

Her er masser af gode sange, som oftest foredraget af Nanna-Karina, Hun har en af den slags gåsehudsfremkaldende stemmer, der rammer os i hjertet med ordløs, vemodsfyldt længsel. Men det bliver også en effekt, der i sin gentagelse kan virke ensformig og langtrukken.

Det tumultagtige kærlighedsliv bliver elegant indrammet af sange, der spænder både over Bradley Coopers og Lady Gagas “Shallow”, Piafs “Non, je regrette nien og selvfølgelig  “C’est le Vent Betty” fra filmen.

Det er voldsomt effektfuld teater, og som det skrider frem, må du så alligevel gribe dig selv i at tænke:

- Ville en dæmper på al halløjet ikke klæde forestillingen? Så der kunne blive mere plads til alvoren – hvordan den lidenskabelige Betty langsomt forsvinder ind i depressionens mørke – hvordan deres ultimative kærlighed strander til trods for alle hans forsøg på at redde hende.  

Det bliver sine steder udvendigt og igen og igen svøbt i tunge techno-prægede forud indspillede passager.

Syv kvarter, en time og 45 minutter, varer forestillingen, der slutter åbent – i 1986 så den ultimative kærlighedserklæring anderledes ud end i dag, så du får selv noget at tænke over, når stykket slutter.

“Simply The Best” synger Nanna-Karina til sidst, og det er jo sådan, det er – popsangens banale, ublufærdige styrke kan sætte ord og toner på alt det, vi ellers ikke kan få sagt.

Så altså... på trods af denne anmelders betænkeligheder – gå ind og se det! Det er Minna-power for fuld styrke og det er – ork sateme – rigtig, rigtig godt.

“Betty Blue – 37’2 grader om morgenen”

Premiere, lørdag 6. april, Teater Nordkraft, Aalborg

Foto: Martin Høyer Poulsen