Dilemmaer i retssalen

TEATER: "Antigone 2030"

Lad mig starte med en varedeklaration: Jeg er vild med gamle græsk mytologi - og dermed også gammel græsk dramatik. Under faktaboksen får du en gennemgang af den mytologi, der ligger bag stykket. Bare rul ned...

Når man har det sådan, er det naturligvis spændende at møde en ny udgave af "Antigone", der oprindeligt er skrevet for omkring 2500 år siden. I denne udgave er handlingen henlagt til et dystopisk samfund kun otte år ude i fremtiden. Demokratiet kører skævt, klimaforandringerne er katastrofale.

Her møder vi en moderne udgave af Antigone. Hun er terrorist. Eller frihedskæmper vil hun nok selv mene.

Hun står anklaget for at have slået fem vagter ihjel med fuldt overlæg for at kunne sprænge en internet-central i luften.

Hensigten helliger midlet. Internettet er storforbruger af energi. Det skal stoppes. Mener altså Antigone.

De andre karakterer i stykket er Kreon, der er konge af Theben samt Antigones onkel, fætter og svigerfar i den klassiske historie. Her er Kreon justitsminister, anklager og politi i en og samme person, som spilles af Ulver Skuli Abildgaard.

Hertil kommer Rolf Hansen, der både spiller Antigones søster Ismene og hendes mand Haemon.

Titelrollen spilles af Lucia Vinde Dirchsen, og hun er helt klart den mest interessant figur. Også mere spændende end rollen som Bertha i "Badehotellet", som lige i øjeblikket er en del af mange danskeres mandagsunderholdning.

Stykket fremføres meget fragmentarisk. Der skiftes mellem hovedhistorien, som er selve retssalsdramaet og nogle sideforløb, som er skildret med ganske varierende held. 

Vi ser for eksempel Antigones terrorhandling/aktion skildret ved at de tre skuespiller optræder med nøgne overkroppe. Antigone hiver i meterlange hvide stoflagner. Jeg forstår simpelthen ikke analogien.

Så går det noget bedre med et par indlagte monologer. Antigone har en monolog om Nelson Mandelas voldshandlinger: Og han er jo en af de mest elskede ledere nogensinde. Haemon har en monolog om en kvinde, der mishandles, voldtages og udnyttes af et møgsvin af en mand. Til sidst skyder hun ham. Er hun skyldig?

De to monologer er kendetegnende ved hele dette teaterstykke: Vi præsenteres for juridiske dilemmaer. 

Når vi hører disse dilemmaer, så forstår vi - og støtter - volden. Men er det rigtigt at gøre det?

Det er også derfor, at "Antigone 2030" foregår i en retssal. Ikke en teatersal. Før forestillingen har alle publikummer fået udleveret en sten. Ved forestillingens slutning skal vi kaste vores sten i en af to vægtskåle: Skyldig eller ikke skyldig.

Vi får med andre ord smasket alletiders dilemma direkte op i fjæset. Og vi bliver tvunget til at tage stilling: Er Antigone skyldig i terror, og skal hun have livsvarigt fængsel. Eller har hun handlet i en slags nødværge. Har hun kæmpet for en større og vigtige sag, hvor fem omkomne vagter vægter mindre tungt.

Mandag aften blev Antigone sendt i fængsel i retsbygningen i Hjørring. Men hun kunne også være frikendt.

Især Lucia Vinde Dirchsen er overbevisende og velspillende, men Ulver Skuli Abildgaard og Rolf Hansen kommer også tørskoet i land.

Jeg synes, det er forfriskende og anderledes, at der spilles i retssal. Det er forfriskende og anderledes, at vi publikummer er med til at bestemme slutningen på stykket. Til gengæld har jeg svært ved tydeligt at se forbindelsen til det 2500 år gamle forlæg. Jovist er det dilemmaet om at gøre det rigtige. Men om forestillingen som sådan gjorde det helt rigtige, ved jeg ikke helt rigtigt.

Men jeg og alle de andre tilskuere fik helt klart noget at tænke over.

Lidt om Antigone, Ødipus & Co.

Du får her i kort form historien, som den kendes fra mytologien.

Grundlæggende er Antigone et af Kong Ødipus' fire børn. Og det er vel at mærke fire børn, han har fået med sin egen mor.

Den slags er naturligvis noget rod, og da Ødipus finder ud af det, prikker han øjnene ud på sig selv og bliver tigger. 

Inden da skal tiden skrues tilbage. Ødipus' far, Laios, får at vide fra Oraklet i Delfi, at han vil blive slået ihjel af sin søn, om han måtte få en søn. Uheldet er ude, hans hustru, Iokaste, føder en søn. Og hvad gør en god og handlekraftig far så? Han slår naturligvis sønnen ihjel. Først skærer han  akillessenen over på drengen, og siden sætter han ham ud til ulvene. Men hyrden, der skal sætte Ødipus ud i ødemarken, forærer i stedet drengebarnet til et par uden barn. Der bliver han opdraget. 

Mange år senere møder han på landevejen (eller hvad det hed dengang) et følge af rigmænd i en stor vogn, der fylder hele vejen. Hvem skal træde til side? I hvert fald ikke Ødipus, så derfor slår han dem naturligvis ihjel. Uden at vide, at det var hans kødelige far, der røg lige der.

Så fik oraklet igen ret i sin spådom.

Efter yderligere nogle år gifter han sig med enken/moderen og får fire børn med hende. To sønner og to døtre. De to sønner, Polyneikos og Eteokles,  slår hinanden ihjel i kampen om at overtage farens kongetrone. Tilbage har vi så Ismene og Antigone. Og om hende handler Sofokles 2500 år gamle tragedie "Antigone".

Okay så: Antigone har ret meget rod i familien. Og her starter så den oprindelige historie/skuespil. Det er ioastes bror, Kreon, der overtaget tronen, og han nægter at lade Polyneikos begrave, fordi han er en forrædder. Og uden begravelse ingen adgang til dødsriget - Hades. Men Antigone vil ikke finde sig i, at gudernes udtrykkelige ordre om, at alle skal begraves ikke følges. Og så har vi balladen. Da det er en tragedie, så er der garanti for en unhappy ending.

Altså i den originale udgave. I 2030-udgaven er det op til publikum at afgøre skyldsspørgsmålet.

Antigone er i øvrigt tredje værk i Sofokles trilogi om herskerne i Theben. Ødipus får naturligvis også sin tragedie med hele to historier. Lad os lige tilføje, at Sofokles skrev flere end 120 skuespil. De 7 er kendte i dag.