En frygteligt tragisk komedie

De skrå brædder, kalder man ofte en teaterscene. Og brædderne er virkelig skrå lige her. Når man kommer ind i lokalet er scenegulvet rejst til vel omkring 30 grader. Altså virkeligt skråt. Men det bliver værre…

Vi er til stede i den laveste sociale klasse. Vi er på Lars Tyndskids Mark, og der lugter af gylle – det er i hvert fald en påstand, der slynges ud i hovedet på os tilskuere i en af de første replikker.

I den meget skrå stue sidder Anita, 65 år. Ja faktisk sidder hun og troner i sin lænestol allerede mens publikum ind i teatersalen.

Vokset fast til lænestolen

Og der sidder hun på sin flade røv det meste af forestillingen. Hun er simpelthen vokset fast i stolen.

Ind kommer Nabo-John. Han er et orgie i livsstilssygdomme. Og et orgie i talestrømme. Hold nu op hvor han kan snakke. Hold nu op hvor han kan bande.

De to bor sammen. Er kærester.

Pludselig dukker den fortabte søn op. Lars hedder han, og han blev smidt på porten af mor for nogle år siden. Så drog han til andre dele af landet. Mødte en kvinde, der insisterede på at have sex i en park. Og det kom der en søn ud af: Vincent. Moren til Vincent er indlagt på psyk. Så Vincent er alene med sin far.

På flugt fra de sociale myndigheder

Nu står Lars så med sønnen hjemme hos mor. Han er på flugt fra de sociale myndigheder, som ikke mener, at Lars er egnet til at være far.

Tjah… De sociale myndigheder er måske ikke helt skævt på den. Lars har det i hvert fald svært med faderrollen. Han føler selv, han har svært ved at slå til. Og barnet er lidt svært at passe.

Pludselig ringer det på døren. Ind kommer Caroline. Hun er sagsbehandler hos kommunen. Og hun vil tvangsfjerne Vincent.

Alt dette lyder som et sort, sort drama. Det er det også. Men i starten er det et løssluppent lystspil. Hold nu op hvor er det sjovt.

Vi griner - men det er dystert

Lige her er det, at ”Revolution i kommunen” laver sprækker i overfladen. Og hos os tilskuere. For nok sidder vi og griner. Men dramaet bliver altså mere og mere dystert, som det skrider frem.

Det er både frækt og også genialt, at man således sidder og griner ad noget, der er så alvorligt. For som dramaturgisk virkemiddel er det effektivt: Vi griner. Og vi får dårlig samvittighed over vores grin, når vi opdager, hvor alvorligt det i virkeligheden er.

Det giver dybe sprækker i vores forståelse af denne verden.

Men der er mere, der sprækker: Caroline – sagsbehandleren som skal tvangsfjerne barnet – er bestemt heller ikke verdens bedste mor. Og hun er helt sikkert heller ikke gift med verdens bedste far.

Tilbage til Anita

Men tilbage til Anita. Hun lever sit liv gennem facebook. Og gennem facebook får hun rejst en revolution mod kommunen. Mod formynderiet. Mod de kloges bedrevidende overgreb over for de lidt mindre kloge. Det er en revolution, der ender i rent kaos.

På dette tidspunkt i forestillingen er de skrå brædder nu vokset til en vinkel på 60 grader. Og når forestillingen er helt forbi, står gulvet som en lodret væg foran alle os tilskuere.

Det der med at gulvet rejser sig brugte forfatteren Henrik Szklany og instruktøren Martin Nyborg også i ”Alle mulige ting til salg”, som de sammen lavede for nogle år siden med det samme persongalleri.

Det er effektivt: Alting falder ned fra borde og stol og gulve, efterhånden som forestillingen nærmer sig slutningen. Og efterhånden som håbløsheden tager overhånd. Det er faktisk et genialt dramatisk påfund.

Ikke helt lydefrit

Stykket er dog ikke helt lydefrit. Vi får for eksempel introduceret kvinden Esther. Hun skal forestille at være Vincents nye mor over for socialrådgiveren – og dermed også kæreste til Lars. Men så kommer der pludselig en mærkelig skygge ind over det hele: Prøver Esther at være kæreste med Anita i virkeligheden. Altså svigermor. Altså et lesbisk forhold. Lige den del lykkes stykket ikke ret godt med.

Når vi kommer til scenen med revolutionen mod kommunen begynder det også at rode en del. Det er en kakofoni af monologer, der forsøger at forklare hver enkelt karakters forhold til den forbandede kommune. Her skal man godt nok holde tungen lige i øret (undskyld Frank Jensen) for at forstå, hvad der bliver sagt, og hvordan det skal blive til en sammenhængende scene.

Skuespillet i stykket fejler absolut intet. Men Marie Knudsen Fogh står dog et pænt stykke over alle de andre. Det kan godt ske, at hendes karakter er noget, vi finder ganske tæt på samfundets bund. Men hold nu op, hvor Marie Knudsen Fogh får sat dybder i den karakter. For nok er hun – overfladisk set – dum. Men hun er også klog. Hun har en gigantisk livsindsigt. Hun har et varmt hjerte og hun kan forbinde stykkets mange mennesker med overskud. Alt dette rammer Fogh med stor overbevisning.

Lars Topp Thomsen som Nabo-John rammer også rollen flot. Det er ham, der har fået tildelt store dele af forestillingens humor. Det sker med nogle bastante, ramsaltede tirader af ord. Og nok er de sjove. Nok er de grove. Men hold nu op, hvor er der i grunden meget livskundskab i de replikker. Det negler Lars Topp Thomsen knivskarpt. For han tilfører ikke blot humor, men også stor smerte til sin karakter.

Vi må heller ikke glemme Jacob Moth-Poulsen, der spiller Lars. Den fortvivlede Lars, der får fjernet sit barn, fordi han ikke kan passe det ordentligt. Der er så meget afmagt og sorg i den rolle, og det fanger Jacob Moth-Poulsen fornemt.

Humor kombineret med tragedie

”Revolution i kommunen” er herlig humor kombineret med afgrundsdyb tragedie. Det er underholdende. Det giver anledning til at tænke lidt over tilværelsen og den måde, vi omgås hinanden på. Men der er også nogle dramaturgiske udfordringer undervejs. Til gengæld er scenografien og dens afsluttende mur af et gulv aldeles fortryllende og genial.

Kan du lide, det du læser? I så fald kan du støtte os med frivillig abonnementsbetaling på dette link:

Støt kulturen.nu