Herlige sange og fine jokes

TEATER: "Alt skal væk"

De er jo suveræne til farce på Himmerlands Teater. Det er ikke fordi, jeg vil kalde "Alt skal væk" for en farce. Men der er momenter deraf. Momenter hvor timing i replikker med dertilhørende latter sidder lige i skabet.

For det er sjovt. Som i virkelig sjovt. Måske man blot skal kalde det en komedie. På den anden side set, der er også ganske meget sang. Musical passer så heller ikke genremæssigt. Så måske er dette i virkeligheden en vaudeville.

Jeg elsker ordet vaudeville og tænker straks på Heiberg den yngre. Men der er ikke et øje, der i dag ville turde anvende ordet. Men jeg prøver altså: "Alt skal væk" er en herlig vaudeville! Jeg er nok den eneste teateranmelder der har anvendt det ord i dette århundrede.

Mindre by i landsdelen

I "Alt skal væk" er vi i en tøjbutik på strøget i mindre by her i landsdelen. En by der er stor nok til at have en gågade. Men en gågade, hvor butiksdøden har høstet det meste.

Her møder vi Noomi. Hun har drejet nøglen en sidste gang i butikken. Men lige som i Damernes Magasin, så er stædigheden intakt - og hertil også en ukuelig tro på, at der naturligvis er plads til sådan et magasin, hvor stangtøjet altid lige kan få en tur i skrædderiet, så det sidder perfekt.

En mørk nat er der indbrud. Og på den måde møder vi Alex. Han er hjemløs og på jagt efter nemme penge. For at det ikke skal være løgn, så begår den underskønne Mona også indbrud i butikken. Og som en kikset vogter af det hele har vi Normann. En pligtopfyldende og selvudslettende mand, som er vokset sammen med butikken og Noomi. Sidstnævnte er i øvrigt mageløs til at undertrykke den servile mandsling.

Jokes og sang

Gennem velplacerede jokes og masser af sange kommer vi gennem forestillingen, som slutter af med John B. Sebastians "Daydream" med en fordansket tekst.

Det er ikke en forestilling, man skal sidde og gruble over, når man kommer hjem. Man skal blot læne sig tilbage og lade sig rive med. For der er en god stemning, når man sidder badet i ældgamle hits sunget fra scenen og så garneret med masser af grin.

Skuespillerne synger, som skuespillere nu engang gør. Men når ensemblet falder i med flerstemmig sang, så lyder det altså hamrende godt.

Der kan ikke peges fingre af skuespillerne. Hanne Laursen er konstant sjov som den bombastiske Noomi, der ikke helt har fanget, at hendes tid er forbi.

Ronny Sterlø er herlig som den forelskede hjemløse Alex, som nok er en tyveknægt, der jævnligt siger, at han har et usundt forhold til penge. Men hvor er han dog kær, når han synger sin kærlighed ud til den dejlige Mona.

- Mona, Mona, Mona, hvornår kommer den dag..., sang Søren Kragh-Jacobsen for omkring 450 år siden. Den sang får vi også.

Og forestillingens Mona - Margit Watt-Boolsen - får doseret sin rolle med lige dele rapkæftethed og en naturlig sødme, som  hverken vi tilskuere - eller Alex - kan stå for.

Og så kan jeg slet, slet ikke stå for Robin Haslund Buch som den underkuede Normann. Med en eventyrlig timing får han virkelig forestillingens komik til at fungere. Men måske skulle han holde sig fra at lave champignon a la creme... Hvorfor? Det må du i teatret for at se.

Man kommer jo heller ikke uden om forestillingens vidunderlige scenografi: Det er en stribe kjoler og andet dametøj fundet i en lade langt ude på landet. Den fandt instruktør Susanne Sangill for et par år siden og så omgående potentialet til denne forestilling. Blot på grund af noget tøj i en lade. Hun allierede sig med Gunvor Reynberg, som jo altid kan skrue en festlig tekst sammen. Det er baggrunden for forestillingen.

På bundlinjen står, at "Alt skal væk" emmer en ensemble, af fællesskabsfølelse og af fed humor. Det har været en fornøjeles at opleve, selv om der er lidt skrat - synes jeg - i manuskriptet til allersidst. Men pyt.

Foto: Nick Pedersen