Selv om festen i Jomfru Ane Gade er lidt sløj i øjeblikket, så kan man alligevel få lov at opleve stemningen. Det skal blot ske fra en teaterstol.
Sidste år lavede Jomfru Ane Teatret – nåh nej: De hedder jo Teater Nordkraft nu om stunder – forestillingen ”150 meter til i morgen”. Det blev en kæmpe succes, og nu bliver forestillingen genopsat.
Det bliver dog ikke sådan, at du kan erstatte den manglende julefrokost med en tur i Gaden. Der er først premiere 29. januar. ”150 meter til i morgen” spilles indtil 20. februar.
Det er en forestilling med fuld tryk på fra start til slut. Det tryk starter allerede når publikum går ind i teatersalen. Lige der står skuespillerne og tilbyder håndbajere til gæsterne. Og der bliver konstant budt på nye omgang af kold øl i grønne flasker under hele forestillingen.
Det er nemlig i høj grad med til at understrege stykkets budskab: Det handler om fest. En betingelsesløs fester der bare aldrig stopper
Kenneth brager afsted
Hovedrollen i stykket hedder Kenneth og spilles med et umådeligt højt energi-niveau af Jela Natius Abildgaard. Hun har konstant en fastelavnskrone på hovedet, hun er konstant små-snalret – og iblandt styrtende beruset.
Selv om Jela Natius Abildgaard har hovedrollen, så er ”150 meter til i morgen” virkelig en omgang ensembleteater, hvor de øvrige medvirkende er lige så aktive. Med på rollelisten er også Petrine Agger, Alexander Clement og Lærke Schjærff Engelbrecht.
- For mange vil 150 meter til i morgen være et nostalgitrip, og det er også meningen. Det er i høj grad en feel-good-forestilling. På en måde kan vel godt sige, at det kan være en slags erstatning for de aflyste eller afdæmpede julefrokoster at gå ind og se den her forestilling, for den efterlader publikum i en sindstilstand, der minder om en fantastisk aften i ”Gaden”, siger teaterchef Minna Johanneson, som selv har instrueret succesforestillingen.
”Det er længe siden, jeg har grinet så meget”, indledte Max Melgaard sin anmeldelse i Nordjyske. Og kan til fulde bekræfte Minna Johanneson udlægning ovenfor.
Der var for et år siden mange, der gik forgæves til grinet. Og det på trods af at der blev spillet en del ekstraforestillinger. Men nu får folk altså chancen igen.